Annegrethe Jørgensen
Jens var meget aktiv i kampen for bevarelse af Amager Fælled. 7 år efter er han flyttet på landet.
Hvad skete der lige der? Har aktivisten trukket sig tilbage fra det politiske – eller fundet en helt anden vej gennem de store kriser? Jens fortæller om sin fremtidsvision.
– Jeg er flyttet! I dag bor jeg i byen, men ude i 2030, der bor jeg helt klart et andet sted. Jeg er kommet tættere på naturen. Det kunne være på Stevns, ved Gjorslev Gods, eller måske oppe ved Gribskov. Enten bor jeg helt ude i naturen, eller også bor jeg forholdsvis tæt på, i en lille landsby, en lille by, sammen med andre mennesker. Det er eftermiddag. Det er lunt, og jeg sidder udenfor og læser en skønlitterær bog.
– Det er sommer. Det er juni måned og fuglene synger. Der kommer en brise en gang imellem, men det er stadig lunt. Jeg kigger enten ned over nogle enge, eller ud over nogle bakkedrag. Der kunne sagtens gå heste på markerne tæt på. Eller køer – men jeg tror det er heste.
Jens er ellers inkarneret bybo. Faktisk har han boet i den samme lejlighed på Østerbro, siden han var midt i 20’erne. Hvad har dog fået ham til at flytte på landet?
– Det er egentlig ikke fordi jeg tænker, at der er noget galt med byer. Jeg kan rigtig godt lide byer, men det var noget med mig, og det jeg havde brug for. Der er jo det med byerne, at vi virkelig er kommet langt væk fra naturen. Altså i forhold til, hvad vores nervesystemer har brug for, så får vi jo ikke ret meget natur, når vi bor i byerne, og vi har heller ikke meget bevægelsestid og værens-tid ude i naturen.
At tage livtag med virkeligheden
Men det er ikke kun naturen, Jens er flyttet ud til. Ved at flytte sammen med kæresten og hendes og deres fælles børn og nogle rigtig gode venner er han også blevet en del af et særligt fællesskab.
– Det er en støttende større super-organisme, jeg er i, som ligesom mig også har taget livtag med virkeligheden, med de udfordringer, vi står med, og som ikke er blevet håbløse, men som på en eller anden måde både kan se og mærke smerten, men også kan se og mærke skønheden. Jeg tror måske, det er de to ben, som det handler om at turde gå på sammen.
– Det er nogle, der også har turdet mærke indad, og har taget livtag med at være i verden, som den er. Og med at være i verden med de politiske systemer, vi har. De markedslogikker, vi har. De meget voldsomme og aggressive dynamikker, der er, som især naturen og klimaet lider under lige nu.
Jens har fundet ind i gode rammer på landet, men hans fremtid ser måske lidt usikker ud. I 2030 er der nemlig nogle større klumper af velfærdsstaten, der begynder at blive skrællet fra, og han er 58. Kan han regne med at blive pensionist, spørger jeg.
– Det har jeg godt nok ikke tænkt over! Men jeg har haft fokus på hvad ressourcer er. Hvilke ressourcer jeg skal have i mig og omkring mig for at få et godt liv. Ikke sådan en tilgang, hvor det handler om at rage til sig på bekostning af andre, men dog én, som skaber en basis for mig. Det er ikke nødvendigvis kun penge. Det kan jo være alle mulige andre former for ressourcer. Mentale, følelsesmæssige, vidensmæssige, materielle. Ting som skaber en god hverdag, som skaber en god dynamik i vores superorganisme, hvor vi jo også understøtter hinanden.
I 2030 bliver det alvor
– Det er noget med at gøre det lokale til en basis for handlekraft for at skabe en god livs-base og gøre mit imod den her økologiske krise, vi har. Og gøre mit til også at understøtte andres handlekraft. Det er noget med ikke at deponere handlekraften ind i de store systemer. Altså, finde ud af hvor kan vi gøre en forskel? Det er jo noget, jeg har øvet mig på i nogle år, men jeg har sådan en fornemmelse af, at derude, allerede i 2030, bliver det alvor.
– Dér er der sket nogle forskydninger. Måske også nogle forskydninger i systemet, hvor systemet får øje på, at de også – det kunne være kommuner eller stater – kan lægge ressourcer ud mere decentralt i stedet for hele tiden at lave de her store hovedkvarterer eller centralisering af ressourcer. Det er i hvert fald det, der bliver det springende punkt. Kan man forestille sig en stat, en kommune, der i højere grad tør og har tilliden til at lægge ressourcer ud?
Under dét spørgsmål gemmer sig en spændende udvikling frem mod 2030. Nogle af lederne fra før er blevet ”prikket ned fra tronerne”, som Jens siger, og der er sket et regime- og værdiskifte.
– Op til 2030 er der foregået en blotlæggelse af mange ting, som gør, at det bliver tydeligere, hvor skadeligt vores system er, og at vi har brug for nogle andre typer af ledelse og nogle andre kulturer i organisationer. Det får et gennembrud nogle steder, også i nogle politiske systemer. At der er en masse, der falder. En masse politiske mennesker, politikere, der falder fra eller bliver udstødt, fordi folk ikke stemmer på dem mere.
Da filmen knækkede
– Der er også sket nogle gennembrud i København. Der er nogle magtbastioner, der er faldet, og der er blevet taget nogle opgør med usunde måder at gøre tingene på. Det er en super tanker, så vi er langt fra i mål, men der er blevet taget nogle opgør. Det har været nogle seje træk og nogle sværdslag. Det er som om, det ikke bare kommer af læringsveje men også af, at magt skal møde modmagt, og at mange nok skal kunne se, hvor usundt det er. Og så måske stemme med fødderne eller ved valgurnerne. Så der ligger nogle hårde kampe forude, også i 2030.
Hvor var det, filmen knækkede?
– Den knækkede ved Kommunalvalget i 2025. Der var mange nok, der fik nok af nogle af de partier, som havde lavet det her forlig omkring byggeriet på fælleden. De syntes ikke, at det var det, byen har brug for. Så der skete noget ved det næste kommunevalg. Nogle af de stærke magtbastioner blev kraftigt svækket.
Og Jens har skiftet fokus. Væk fra aktivist-konfrontationerne med politikerne, hen til en søgen efter andre narrativer. Hvordan bliver vi bedre til at passe på hinanden og miljøet og klimaet, er spørgsmålet, som han og de andre i ”super-organismen” prøver at finde svar på, sammen med deres gæster udefra. Jens er nemlig nogle gange vært – sammen med naturen – for seancer for folk inde fra byen. Det handler om at give mennesker mulighed for at komme i tættere samhørighed med de andre arter, med naturen. Men nemt er det ikke!
– Det er meget smertefuldt at arbejde ind i. Altså fordi mennesker er så forskellige steder. Og jeg har sådan en forestilling om, at bevidsthedsmæssigt er der en gruppe af mennesker, som kan mærke alt det her, og kan mærke smerten tydeligt, i forhold til det, vi står i. Og så er der en gruppe ovre på den anden side, som slet ikke mærker den, og måske er ligeglade, og måske er optaget af magt eller penge. Og så er der en stor midtergruppe, som også lider, men måske i mindre grad ved, hvorfor de lider, og som kan vippe til begge sider. Det er den gruppe i midten, som jeg er optaget af at være i kontakt med.
Midtergruppen
Om 7 år er Jens blevet meget bedre til at sige ”Nu skal jeg have en pause fra det her!”. Men i 2030 er det vel at mærke mere end et tiltrængt pausekort for ikke at brænde ud som aktivist. Han har vendt op og ned på hele sin måde at leve på fra før for at være med til at række ud til dem i ”midtergruppen”.
Hvad er det, der gør, at du tror at du har en chance for at komme igennem til dem?
– Det gør lidt nas at få det spørgsmål, kan jeg mærke, fordi der er et eller andet med en tidsfaktor i det her. Jeg tror, at jeg kommer til at arbejde med mit forhold til tid – og i virkeligheden måske mit forhold til ego. Altså det der med, hvad kan jeg gøre, og hvor meget tror jeg, jeg kan ændre. Så der er et eller andet med at sige, at dem jeg arbejder med, dem tror jeg faktisk på, at jeg kan ændre. Relationelt, der tror jeg, at jeg kan få kontakt til mennesker og få de her eksistentielle drøftelser om værdi og om, hvad vi vil med vores samfund, og hvad vi vil med verden.
Vel tilbage i 2023 efter tidsrejsen er Jens selv i tvivl om, hvad det var han så i 2030. En gammel by- og demokratiaktivist, som nærmest har trukket sig? Eller en mand, som stadig er optaget af forandring på den store klinge og gør, hvad han kan, i den virkelighed han selv er en del af og har hjerte for?
Både smerten og skønheden
Jeg er ikke i tvivl efter at have hørt Jens fortælle. Jeg tror, at han selv er én af den nye slags ledere i 2030. Én af dem, som har droppet bilen for i stedet at pendle med bus eller tog ind til byen. Hvis han da ikke har hjemmedage med besøg af byboere, som får inspiration til at drømme og tænke sig væk fra vores selvoptagne metropol-bevidsthed.
Aktivist er han stadig i 2030, og han er ikke alene med sin måde at være det på. Heller ikke i dag, i 2023. Der er andre, som også prøver at gå på de to ben. At se og mærke både smerten og skønheden, vores forbundethed med naturen. Dark Mountain, EarthWays – der er sikkert flere, og fremtiden begynder nu.
