Kategorier
Visioner

Paja, år 2054: Jeg er taknemmelig for, at havneudvidelsen ikke blev til noget

I 2054 er Paja på vej til Ballehage sammen med sine to børn på syv og ti år. De er på cykel, og hun kører på en Long John, som de har endnu fra da børnene var helt små og ikke kunne cykle selv … Læs mere

Sig det videre...

Året er 2054.

Jeg hedder Paja, jeg er 37 år gammel og bor sammen med min mand og vores to børn i Knudrisgade i Aarhus. Til daglig er jeg jordemor på fødeafdelingen på Skejby Sygehus.

Vi bor i et gammelt hus i Knudrisgade, som er bygget i slutningen af 1800-tallet, men er blevet energirenoveret fra A til Z. Vi har en lille gårdhave, hvor vi dyrker vores grønsager, og vi har også et par høns, så vi er dækket ind med æg.

Jeg er på vej til Ballehage sammen med mine to børn på syv og ti år. Vi er på cykel og jeg kører på en Long John, som vi har endnu fra da børnene var helt små og ikke kunne cykle selv. Nu fungerer den som vores primære transportmiddel, mest til indkøb, men også, når vi som nu skal ud og bade. Så læsser vi det hele på min Long John.

Vi bader tre til fire gange om ugen hele året rundt, om vinteren bruger vi mest Jomsborg, som ligger ude ved Risskov.

Cykling gennem byen i dag er fantastisk. Vi har nu stort set kun sporvognene at tage hensyn til, for al bilkørsel og varetransport foregår i nogle specielle korridorer og bliver styret fra satellitter. Al transport er elektrisk eller på brint og metanol, så der er ingen forurening i byen, og al udenbystrafik ender på parkeringspladser uden for byen. Den videre transport ind i byen er med sporvogne. Luften er skøn og ren.

Da vi cykler langs Tangkrogen og kigger over mod Mols Hoved, kommer jeg til at tænke 32 år tilbage i tiden, da jeg var fem år. Nogle meget fremskridtsivrige politikere og havnefolk ville have gennemført en havneudvidelse.

Ved Tangkrogen tænker jeg, at hvis de nu havde fået den gennemført, så havde vi ikke kunnet se over til Mols Hoved. Det var da godt, det ikke blev til noget!

Historien har vist, at vi slet ikke fik brug for en havneudvidelse. Transporten af varer fra Kina er blevet reduceret meget, fordi vi i Europa har fundet ud af, at vi sagtens kan lave de fleste ting selv og lige så billigt, fordi vi sparer transportudgifterne. Især tidligere, da skibene stadig sejlede på fossile brændstoffer, reducerede vi CO2-belastningen markant.

Det var i år 2022, at “bølgerne” gik højt i Aarhus. Et stort flertal af kommunalpolitikerne, med den navnkundige borgmester Jacob Bundsgaard i spidsen, og havnemyndighederne var helt oppe at køre for at få havnen udvidet, for som andre sagde, “så kan de bygge højhuse på den gamle containerterminal, det har vi jo set før”.

Men de menige borgere i byen ville ikke have en udvidelse af havnen, og med den massive modstand, som borgerne viste, blev politikerne nervøse og skrinlagde projektet.

Historien fortæller os, at der i 1950’erne var omkring 50 erhvervsfiskekuttere, som fiskede ud fra fiskerihavnen i Aarhus. Allerede i 1980’erne begyndte fiskene at forsvinde fra bugten, og omkring år 2000 var alt erhvervsfiskeri slut på Aarhus Bugt. Der var ingen standfisk tilbage på bugten, kun nogle hornfisk og makreller, som kom engang imellem.

Men i dag, år 2054, er der masser af fisk i bugten. Torsk, rødspætter og ål, fisket på bugten, fylder godt op på isdiskene hos fiskehandlerne ved fiskerihavnen.

I år 2000 kaldte man Aarhus Bugt for “det døde hav”. Der havde været adskillige år med iltsvind, så de fleste fiskearter var næsten helt udryddede.

Aarhus Kommune havde i år 2020 et ambitiøst mål om at blive 100 procent klimaneutral i 2030. Hvis havneudvidelsen var blevet gennemført, havde den i anlægsperioden udledt 170.000 tons CO2, og målet om klimaneutralitet havde næppe været nået i dag.

Havmiljøet og biodiversiteten på bugten var måske blevet ødelagt i mange år, og hvem ved om det så nogensinde var blevet muligt at genskabe det?

Jeg startede min uddannelse til jordemor på Aarhus Universitetshospital som 20-årig i 2037 efter at jeg havde været ude og rejse et års tid. Jeg besøgte mine forældre på deres skib, som de sejler rundt i på Stillehavet. Det er skønt, at vi siden slutningen af 2020’erne har kunnet flyve uden at belaste klimaet med CO2.

Når vi går på stranden ved Ballehage og ser en rødspætte gemme sig i sandet på det lave vand, kan vi i dag fange den ved blot at træde på den i strandkanten og så bukke os ned og tage den op med de bare hænder. Det fortalte min bedstefar mig, at han også havde gjort i sin barndom, men i mange år var der slet ingen rødspætter i Aarhus Bugt.

Planen var, at havneudvidelsen skulle være gennemført over 30 år. Hvis det var blevet til noget, skulle mere end tre millioner kubikmeter bundmateriale have været spredt ud over et stort område af Aarhus Bugt. Man kan forestille sig, at levende liv, som var tilbage i de områder, var blevet udslettet.

Jeg og min familie er taknemmelige for, at det ikke gik sådan. Vi elsker vores strand ved Aarhus Bugt.

 

(Fremtidsvisionen blev bragt som kronik i Århus Stiftstidende den 4.3. og gengives her efter aftale med forfatteren og tilladelse fra debatredaktør Helle Køhler Holm.)

 

Sig det videre...

En kommentar til “Paja, år 2054: Jeg er taknemmelig for, at havneudvidelsen ikke blev til noget”

Fantastisk skrevet – jeg sidder og græder og håber denne vision bliver en realitet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.