Kategorier
Til inspiration

Børneforsker: Familien skal give børn troen på, at de faktisk kan redde verden

Klimatruslen og corona-pandemien kan få børns fremtidsangst til at eskalere. Derfor må børnefamilier gå aktivt ind i klimaomstillingen og vise børnene, at de i fællesskab kan skabe forandring. Det handler grundlæggende om at indgyde livsmod i børnene, skriver børneforsker Per Schultz Jørgensen. Læs mere

Sig det videre...
Per Schultz Jørgensen, børneforsker, professor emeritus og forfatter

Covid-19 har gennem et halvt år sat dagsordenen. Den har truet vores sundhed, ændret vores kontaktformer og belastet økonomien med nedlukning.

Det hele vil forfølge os i lang tid fremover.

Men vi har også lært noget vigtigt af covid-19, nemlig at vi kan omstille os, at vi kan være solidariske, og at vi formår at se den nye virkelighed i øjnene på ansvarlig vis. Covid-19 har fungeret som en gavnlig læreperiode for os alle.

Alligevel er pandemien kommet til at skygge for den langt mere omfattende klimakrise. Nu handler det om økonomi, velfærd og genopretning, mens klimaomstillingen er trængt i baggrunden. Initiativerne på klimafronten står i stampe, bliver udskudt eller helt droppet, og imens vokser frustrationerne. Ikke mindst blandt børn og unge, der ser begejstringen og opslutningen til den store klimaindsats fortone sig. De venter på politikere, der tilsyneladende ryster på hånden og har mistet det faste greb om klimasituationen.

Derfor må forældrene nu tage sagen i egen hånd. De skal sætte en bæredygtighedsdagsorden i familien sammen med deres børn. Det skal de af mindst tre grunde: 1. Klimaændringerne og jordens opvarmning kræver det. Vi skal simpelthen sænke vores klimaaftryk. 2. Familien får en optimistisk familiefortælling, der giver sammenhold og perspektiv. 3. Børnene gennemgår en dannelsesproces, der udvikler dem som mennesker og giver dem livsmod. Lad os kigge nærmere på de tre grunde.

AT EN ENKELT familie kan gøre en forskel for klimaet, lyder måske overambitiøst.

Ikke desto mindre kan en familie, hvis den beslutter sig for at leve mere bæredygtigt, reducere sit udslip af drivhusgasser fra det gennemsnitlige 17 tons per person om året til omkring det halve. Det er en omstilling af livsformen i mere grøn retning med bl.a. mindre kød, mere sortering af affald, mindre bilkørsel, færre flyrejser, mere genbrug og bedre husisolering.

I en analyse fra 2017, hvor tænketanken CONCITO fulgte forskellige familier i deres omstilling mod bæredygtighed, lød konklusionen, at der »er meget signifikante CO2-besparelser. Det viser, at vi ikke bør lægge alt ansvar over på andre aktører. Den personlige indsats gør en forskel og bør bringes i spil«.

DET BETYDER altså noget, hvad vi hver især bidrager med. Det gør det for klimaet, og det gør det for familien. Det er her, i familien, vi kan skabe en sammenhæng og et perspektiv, som giver et løft til vores familiefællesskab.

Det har de otte familier, som jeg har fulgt i arbejdet med min nye bog ‘ Opdragelse til livsmod og bæredygtighed’, oplevet. De har valgt en omstilling i retning af bæredygtighed og skabt en familiefortælling, der beskriver retningen og meningen med deres omstilling.

De tror på den, og den betyder noget.

Det er forældre, der sammen med børnene holder fast i meningen og troen på, at det vil lykkes. De taler sammen om det, og ordene bliver til billeder, der huskes.

Det er ikke nødvendigvis familier, der er så dedikerede, at de missionerer for sagen.

Omstillingen er langt mindre prætentiøs.

F.eks. et valg om ikke at have en bil.

Det afgørende er, at familien ser deres valg som en ny nødvendighed i deres liv.

Det er så at sige ikke til debat. Derfor er det heller ikke noget, der er til forhandling med børnene. Det er væsensforskelligt fra familiens øvrige diskussioner om, hvor de skal hen på ferie, eller hvad de skal have at spise i morgen. Klimatruslen er familiens livsvilkår, der skal handles på.

DET DYBE perspektiv her er, at det løfter disse familier – og særligt børnene. For børnene er inddraget og bliver gjort medansvarlige for den fælles indsats. Forældrene tager dem med på råd, de får indsigt, og gradvist tilegner de sig perspektivet.

Vilkårene er givet; klimakrisen er en realitet. Men inden for denne ramme er der plads til forhandling.

Her har vi fat i den tredje vigtige grund til, at det er nu, vi som familier skal tage klimasagen i egen hånd. Det er nu, vi har en gylden mulighed for at give børn det løft, der kan udvikle dem som mennesker.

Som det engang er sagt (af den spanske filosof Fernando Savater): Det ansvarlige jeg skabes på basis af valg, der er truffet af andre. Sådan er det. Og heri ligger også paradokset i al karakterdannelse.

Vi kan altså gøre børn til robuste børn, hvis vi som familie går i gang med omstillingen til mere bæredygtighed, giver dem ansvar og udvikler deres indre kompas.

Jeg bruger ordet ‘ livsmod’ om disse egenskaber – og det er faktisk det, man kan se vokse frem hos mange af børnene i de familier, jeg har fulgt.

Livsmod er et vigtigt begreb i en tid, hvor klimatruslerne er overhængende, og hvor klimaangst er blevet et fænomen.

Mange børn er berørt af bekymringer over alt det, de fornemmer og opfanger gennem medierne om voldsomt destabiliserede økosystemer. Dramatiske vejrforandringer bliver til billeder – også på en barnlig nethinde – og til spørgsmål som: ‘ Er jorden der endnu, når jeg bliver gammel?’. Det er en angst, der er konkret, og som vi skal forholde os til – ikke lægge låg på.

Livsmod er ikke en moderniseret udgave af positiv psykologi. Det er altså ikke en omgang letkøbt sniksnak om, at ‘det finder fremtidige generationer nok en løsning på’, og at ‘alting ordner sig’. Nej, livsmod er at erkende realiteterne og angsten – og så forholde sig til det.

Men hvordan gør man det i forhold til børn? Som forældre er vi her stillet i et dilemma.

Vi kan undlade at tale særlig meget om klimatruslerne for ikke at forøge barnets bekymringer. Lægge låg på, kort sagt. Eller vi kan gøre det modsatte: inddrage børnene i alle vores overvejelser og beslutninger og for alvor risikere, at angsten hos vores børn eskalerer.

Jeg mener ikke, dilemmaet kan løses.

Men vi kan sætte en ny retning i vores forsøg på at leve med dilemmaet. Den retning drejer sig om at gøre noget, handle og inddrage børnene i et fællesskab for sammen at leve mere bæredygtigt.

Livsmodet udvikles i den fælles handling.

Det er her, barnet tilegner sig et mod og en indre robusthed til at kunne tage et ansvar i retning af bæredygtighed.

Den tyskamerikanske religionsfilosof Paul Tillich siger det på den måde, at handlingen i sig selv har en skabende kraft. Den vækker energier til live, der giver os en grundlæggende tro på, at noget er på vej til at blive forandret.

Dermed er bæredygtighed i barnets verden ikke kun et ord eller noget, som andre skal skabe på barnets vegne. Barnet spiller selv en rolle – og med forældrene som forbilleder lægges grunden til livsmod og udviklingen af et indre kompas, der rummer dømmekraft, ansvarlighed og handlekraft.

KLIMATRUSLERNE og klodens opvarmning går ikke væk. Der er ikke tale om ‘ et problem, vi løser’, men om ændrede vilkår for det at være menneske. Troen på, at vi holder os under en temperaturstigning på under 1,5-2 grader vakler, vi er snarere på vej mod en 3-4 graders stigning.

Vi ved endnu ikke, hvordan vi og vores efterkommere kommer til at leve med det. Men vi ved, at meget skal ændres i vores livsform, og det kalder på alle vores bedste egenskaber som menneskehed – også de etiske og eksistentielle.

Derfor skal vi i gang nu og give vores børn et grundlag for ansvarligt at kunne tage del i denne omstilling. Det kræver livsmod og et stærkt indre kompas. Giver vi det til vores børn, har vi muligheden for at gøre klimakrisen til en dannelsesmæssig vindersag for fremtidens voksne.

Livsmodet udvikles i den fælles handling.

Det er her, barnet tilegner sig et mod og en indre robusthed til at kunne tage et ansvar i retning af bæredygtighed.

(Indlægget blev bragt den 6. september 2020 i Politiken. Det videregives her med tilladelse fra Per Schultz Jørgensen og Politikens debatredaktør.)

Sig det videre...

En kommentar til “Børneforsker: Familien skal give børn troen på, at de faktisk kan redde verden”

Per Schultz fortalte om børns klimaangst, og hvad man kan gøre, den 23.11. i Informations klimapodcast ”Den grønne løsning”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.