Annegrethe Jørgensen
Hvordan er det at være menneske om 20 år? Meget nemmere på grund af de teknologiske og digitale muligheder – og meget sværere, også på grund af dem. Det er dilemmaet, som Tyge Mortensen står op til en vinterdag i januar 2043.
Morgenmaden kommer nærmest af sig selv, og et sted i huset er en lille maskine allerede i gang med rengøringen. Det er jo bare rart, men nogle af de nye tekniske løsninger har også skabt polarisering og mistrivsel i verden og – måske mest af alt – forvirring. Hvordan skal vi kommunikere med hinanden? Hvordan skabe samfund?
Efter morgenmaden går Tyge ind på sit kontor og mødes med folk fra hele verden, og så er det netop skyggesiderne af det nemme liv, det gælder.
I mødes på nettet?
– Ja, du går bare ind i dit rum og trykker på kontakten. Så er du med dem, du nu vil være sammen med.
– Jeg er med i en bevægelse, som egentlig kæmper mod at hele samfundet fragmenterer. For det, der er dagligdagen i dag, det er jo, at mennesker på en måde er blevet umyndiggjorte. Vi er styret af algoritmer og ting, som gør alting for os men også gør, at vi er blevet ramt af sådan et – diktatur, kan man sige. Det er en ny form for samfund, som styres af videns-fabrikker. Dem, der har styr på viden, er også dem, der bestemmer, og de kan jo servere alting for os. Så vi er nogen, der kæmper for at re-indføre en form for demokrati i det her videnssamfund.
Applikationerne styrer
– I dag styres vi rigtig meget af det videns-flow, der er omkring os. Det har gjort, at samfundet har udviklet sig i små subkulturer, hvor man ligesom sidder i et lille ekkokammer med nogle, fordi applikationerne styrer, hvad det er for nogle informationer, man får, og hvem man er sammen med. Det gør, at samfundet bliver fragmenteret. Og det bliver vi nødt til at gøre et eller andet ved, så vi genskaber kontrollen over den her digitale verden, som vi lever mere og mere i.
Men dem, som Tyge mødes med, er også digitale for det meste. Hvordan løser de dét dilemma? Den lader vi lige stå et øjeblik for at høre om et af de andre problemer, som har ramt verden: klimaforandringerne. Tyge er meget inspireret af Ragnarok-myten, hvor det hele bryder sammen efter 3 fimbulvintre uden somre imellem. Så langt er de ikke – endnu.
– Sidste år havde vi sådan en rigtig fimbulvinter, hvor der var dybfrossent fra oktober til maj måned, og det hele frøs væk. Det er ikke fordi vi ikke gør noget globalt set, så vi er blevet næsten CO2-frie. Men naturen har ligesom sat en bølge i gang. Tundraen er tøet fuldstændig op. Det gjorde den allerede for 5-10 år siden. Havene er steget, og Grønland er grøn. Så det er en helt anden verden, vi lever i. Det gør, at det er blevet lidt vanskeligere at … Vi er rykket sammen på færre steder. Migrationerne rundt i verden er steget og oprøret i verden er steget.
Men det største problem – dét, som gør at det føles som om ragnarok er lige om hjørnet – er skabt af den tekniske revolution. De nye løsninger giver et nemmere liv, og så tilpasser vi mennesker os, selvom prisen er et ustyrligt videns-flow.
Den analoge verden er et åndehul
– Hvis man glemmer sanseligheden og kærligheden inde i det her flow, så mister man noget. Og det er desværre sket for rigtig mange mennesker, så der er meget mistrivsel. Folk, der er angste, og folk, der ikke kan socialisere på sådan et analogt plan. De er utrolig meget digitale og styret af den digitale verden, de lever i, og hvem de nu er sammen med derinde. Så vi er nogen, der kæmper for, at – hvordan kan vi re-tænke vores måde at være sammen på og tage beslutninger sammen? Hvem skal beslutte? Hvem skal styre beslutningerne? Hvem skal styre applikationerne? Og hvem skal styre den teknologiske udvikling, som stadigvæk fortsætter med at give os alle muli- ge muligheder?
Tyge og dem, han arbejder med, har flere spørgsmål end svar, men én ting er sikkert! At den analoge verden er et helt nødvendigt åndehul i alt det digitale. Tyge bor i et stort bofællesskab og sover med hele sin familie i en kæmpeseng om natten. Og bevægelsen, som han er med i, har et mål, som er lige så radikalt som familiens ”samsovning”. At tage kontrollen tilbage.
– Det har udviklet sig sådan, at kæmpestore virksomheder har overtaget al magt i verden fra det, vi i gamle dage kaldte demokratier. Det, der så er ved at ske i øjeblikket er, at oprørere … Jeg er med i en oprørsbevægelse, det er jo det, jeg er! En oprørsbevægelse, som går imod de der store videns-diktaturer. De har afløst hæren og sådan noget. I gamle dage havde man krig og skød på hinanden med kanoner. Det gør man ikke mere. Så vi er med i en oprørsbevægelse, som prøver at skabe et nyt samfund.
Et skænderi – uden at kunstig intelligens blander sig
De store gamle institutioner kan ikke styre videns-flowet og misinformationen, men hvordan skaber man nye, mere demokratiske og etiske institutioner i en verden, som er blevet så videnstung? Oprørerne står ret meget på herrens mark, men igen: Bofællesskabet er en helt afgørende base for Tyge. Der kan han nemlig gå ud og være analog og få sig en god gammeldags samtale eller måske et skænderi. Uden at kunstig intelligens blander sig i det, og væk fra ensartetheden i det globale.
– Det lokale fællesskab er jo en lille boble, man kan gå ud i, og måske skabe noget og øve sig lidt på nogle andre ting. Så vi siger: ”Hvad er det egentlig, vi kan tilbageerobre dér af selvstyre? Og hvordan kan det blive en frihed, at vi faktisk har de lokale fællesskaber, når det meste af vores virke og måde at være på er i den digitale cyber-verden?
Det sidste gælder også Tyge, som tilbringer meget tid på kontoret med sine digitale samarbejdspartnere – med nogle særlige ”assistenter” på sidelinjen.
– Det vanskelige ved den verden, vi lever i i dag, det er, at du ikke ved, om det er et rigtigt menneske, du sidder overfor, eller om det er en kunstig intelligens. Så det, der kan svare på dig, det du kan lave noget sammen med, det kan lige så godt være en kunstig intelligens, som det kan være et rigtigt menneske.
Og det er jeres holdning, at sådan er det, og sådan må det gerne være?
– Sådan er verden blevet, og det interessante ved det er jo, at hvis du skal vide noget, så er det altså dér, viden er. De fleste mennesker er jo relativt dumme i forhold til den kunstige intelligens, og vi tager fejl hele tiden. Så tit bliver vi nødt til at reagere sammen med – vi har jo alle mulige assistenter og ansatte, som er lavet – som er kunstig intelligens, der arbejder for det, vi nu vil.
Livet er så nemt, men …
Men nogle gange, når oprørerne spørger ”assistenterne” om de rigtig svære, etiske ting – fx om vi er blevet lidt for gode til at få alle til at overleve – svarer de på en måde, som menneskene i rummet ikke kan lide at høre. Hvem er ven og hvem fjende? Har mytens Fenrisulv og Nidhug-drage forklædt sig som uundværlige hjælpere? Tyge peger på et andet og måske større problem.
– Mange er jo blevet apatiske i det her, og lader sig styre, fordi det er så nemt. Livet er så nemt, men det hele er styret af det data-flow. Hvornår står du op? Hvornår skal du have din morgenmad, og hvad temperatur skal den være i? Du går ind i bruseren, den tænder automatisk, indstiller sig lige som du gerne vil have det. Al den data, der styrer hele den verden, vi lever i, er jo styret af nogle. Så vi prøver at sige: ”Gad vide hvordan vi kan ”demokratisere” det?” Verden er både blevet utrolig meget lokal, analogt lokal, og utrolig meget global, fordi vi styres af de samme kunstige intelligenser i hele verden. Og de styres af nogle ganske få, og det har skabt en kæmpestor polarisering, som jo er det, der egentlig truer vores samfund.
– Uroen lurer alle vegne, og ragnarok, den sidste store kamp, står vi nok over for. Men der, hvor det nye skal fødes, det er i det lokale, hvor vi stadigvæk er sanselige og kan mærke, hvad kærlighed og nærhed er. Så vi kæmper for at styrke det analoge, lokale fællesskab, fordi det er den sidste … Derfra skal den nye verden genfødes.
De andre, som bor i bofællesskabet, er de også med i oprørsbevægelsen? Eller er de bare analoge og lokale?
– Nej, vi kæmper for simpelthen at lukke grænser og gøre os … I gamle dage hed det off-grid-agtige, også videns-mæssigt. For det kan vi i dag. Vi kan rigtig meget! Vi er selvproducerende, så vi prøver om vi kan overleve helt lokalt ved egen hjælp. Men vi er jo stadigvæk afhængige af data, der kommer, og data, der udvikles andre steder, for ellers overforbruges verden.
Det bøvlede liv i gamle dage
Men Tyge, det er måske det ene ben, I står på. Men det andet, det handler så om aktivt at gøre noget i forhold til dem med data-magten. Prøver I ikke at gøre begge dele?
– Vi prøver at gøre begge dele. Det er et dilemma, for man er både afhængig af data i sin dagligdag, og man ved også godt, at det egentligt gode liv, det leves jo i det nære. Og med rigtige mennesker, selvom der er mange ting, der er nemmere i den her kunstige verden. Så det er et dilemma! Jo mere analogt vi går, jo mere opdager vi også, hvor bøvlet livet var i gamle dage. Det er et kæmpe dilemma. Men vi bliver nødt til at finde ud af det.
I Tyges fremtidsvision prøver de at finde vej til en anden måde at være menneske på i det digitale og analoge liv. Dilemmaerne, de står med, er så svære, at det sidste spørgsmål må bore sig helt ind til, hvad kernen er i at være menneske.
– Det er at genfinde kærligheden, for den er blevet meget kunstig i mange aspekter. At genfinde kærligheden, sanseligheden. Det er det, vi skal få sat i system, uden at miste de muligheder, alt det andet også har givet os. Det er blevet nemmere liv, og det er nemmere at være menneske. Vi kan nogle ting, men …
– Det vidste de gamle nordboere også. At ud af Ragnarok, det sidste, når guderne får dræbt hinanden, og de dør alle sammen, så opstår der noget andet på den anden side. Og det er jo Balder og kærligheden, der genfødes og opstår. Så den historie er også en historie om håb.
Tyge Mortensen er generalsekretær i Selskabet for Fremtidsforskning og stifter af Landsbyhøjskolen og Bæredygtige Lokale UdviklingsProcesser. I sit eget lokalsamfund har han bl.a. været med til at igangsætte initiativer som Rudme Landsbyhøjskole, Rudme Grønne Nabofællesskaber, Mørket i Rudme og Galleri Svinestien. Læs mere om ham her.
