Et frihedsprojekt

Af Annegrethe Jørgensen

I Venstre kan de ikke blive enige med sig selv om en CO2-afgift på landbruget. Spørger man der­imod Søren Nørgaard fra Venstres Ungdom er han helt klar i spyttet om klimapolitikken.

– Vi vil gerne have CO2-afgifter, også på landbruget. Vi vil gerne investere i flere vindmøller. Altså, vi vil gerne det her!

Men bliver han og de andre unge fra VU hørt med dét budskab? Ikke rigtigt, i hvert fald når der er klimaakti­vist­er med i snakken. Så er der risiko for at blive kaldt ”nøler” og det, der er værre. Selv­om Søren brænder for forandring og synes, at klimapolitik hører til i kernen af det at være bor­ger­lig. Det blev tydeligt, da han rejste ud i fremtiden. Helt ud til 2060.

Til den tid er han 60 år, og der er nok at være frustreret over. Alt det, som blev gjort for sent. Men Sø­ren har holdt sin positive og optimistiske tilgang til livet, og det er der god grund til, hvad an­går landbruget.

– Der skete en reduktion i avls- og produktionsdyr og en drastisk udtagning af lavbundsjorder, så vi har fået udnyttet dem til noget bed­re. I 2060 udnytter vi land­bruget til noget, som vi menne­sker selv kan spise. Vi er gået langt mere over til vertikalt landbrug og udnytter pladsen markant bedre, så vi kan sætte nogle flere vindmøller op eller lave noget mere skov eller noget andet. No­get mere vild natur.

Men han har brugt det meste af sit arbejdsliv på noget andet end landbrug. På en kæphest, han havde allerede som ung. Den kunne godt have gjort ham til en frustreret gammel mand i 2060, var det ikke for det faktum, at han fik et rigtig godt arbejde ud af det i Energistyrelsen. For vi fik godt nok den grønne energi (minus biomasse, plus atomkraft), men politikerne kom alt for sent i gang med at udbygge elnettet.

Den grønne omstillings 9/11

– Der gik klassisk politik i det. De sjatpissede lidt rundt omkring, fordi det (elnettets udbygning) var langt mere u-sexet end at snakke om flygtningepolitik og velfærdspolitik og skat­te­politik, og ih og åh, og det er synd for Kristian, der står ud af sengen og arbejder hårdt. Det var bare mere sexet end at sige, at nu skal vi så have gravet en mark på Falster op, fordi vi skal have lagt nogle større kabler ned.

Men så kom de store flygtningestrømme sidst i 20’erne, først i 30’erne, fra områder af verden, som var blevet ubeboelige på grund af klimaforandringerne.

– Så begyndte folk at sige, at ”av for sa­tan, nu er det 2015 om igen det her, og det skal vi fandme ikke nyde noget af!” Så var der nogle, der fik øjnene op for, at det er ikke for sjov det her.  Da var der for alvor noget, der rykkede. For dét der er med danskere og mennesker generelt, det er, at vi forholder os ikke rigtig til det, før vi har det helt inde på kroppen. Det er ikke sådan, vi er. Vi er bedst til at forholde os til ting, når vi har det helt inde på, og mærker at det er irriterende. Det er først der, vi begynder at danne os en holdning til noget.

– Da så vores sam­fund for alvor skulle for­holde sig til det, var der mange, der tænkte, hvordan fanden skete det her lige?  Og så begyndte man at sætte ind. Det blev den grønne omstillings 9/11.

Så kom den brede opbakning til de nødvendige klimatiltag, og så turde politikerne gennemføre, hvad der skulle til, inklusiv at udbygge elnettet med det bøvl, det nu gav rundt omkring i landet. Hvordan kunne man dét uden at træde folk over tæerne, spørger jeg.

Et frihedsprojekt

– Fordi det er en helt grundlæggende liberal sætning, at din frihed stopper ved egen næsetip! Du må gøre, hvad du vil, så længe det ikke påvirker andre negativt. Det er derfor klimapolitik i bund og grund er liberal politik. For vi påvirker verden negativt. Vi påvirker fremtidige gen­e­rationer nega­tivt, og det skal vi have lavet om på! For det er u-liberalt, og det kan vi ikke være be­kendt.

– Det er derfor, det her for mig er et liberalt projekt! Et fri­hedsprojekt. Det er at sikre en verden, hvor den generation der kommer, ikke efter mi­ne børn, men efter deres børn, stadig har en fri og orden­t­­lig verden at leve i. Hvad end dét så er på kli­ma­området, eller på fredsområdet, eller hvad fanden det kunne være på. Helt grundlæggende er det her for mig et frihedsprojekt, og det har det altid væ­ret. Og jeg tror, frihedskernen kommer til at bestå frem for alt muligt andet, folk kan finde på at sige og kalde det. Klimanationa­lis­me og klimafascisme og hvad de kalder det alle sammen. Det er friheden, der kommer til at bestå. Fordi menne­sker altid har været og altid vil være frie indi­vider.

Og vi begrænsede hinanden negativt dengang?

– Ja, det gjorde vi alle Når vi ser tilbage fra 2060, kan vi ikke sige, at der var nogle, der kun­ne vaske deres hænder. At nogle var hellige.  Der var der ikke nogen, der var. For det var en kol­lek­tiv ting på verdens­plan. Vi begrænsede hinanden negativt alle sammen, medmind­re man måske bo­ede på Antarktis, men det var der ikke nogen der gjorde udover nogle pingviner. Der var ikke no­­gen, der kunne vaske deres hænder. Der var nogle, der kunne det i højere grad end an­dre, men vi begrænsede alle sammen hinanden negativt.

Det polariserer

Her finter Søren nok også efter sine ”selvudråbte klimaaktivistiske moddebatører”, og han er heller ikke fan af Extinction Rebellion og andre, som limer sig fast til veje og begår civil ulydighed.

– Fordi når der så er nogen, der siger, at jeg boykotter et eller andet, og siger, nu vil den her kan­­­­­ti­ne tvinge folk til at spise plantebaseret. Så er der altid 15 tosser, der skriver, at så skal jeg have en stor rød bøf til aften. Det polariserer!

Jeg tror, at du har været med til at tage alvorligt, at hr. og fru Danmark faktisk er bekymrede. Kli- ma­­bekymrede. Og du har været med til at tage nogle skridt, som gjorde en forskel.

– Men det er ikke klimabekymring. Det er klimarealisme. Det er at åbne øjnene overfor, at vi står i det her. Fordi for mig er det ligegyldigt, om folk er bekymrede eller ej.  Bare de kan se, at fuck, den er go’ nok!!! Det er rigtigt nok, det de har stået og sagt de sidste 30 år.  Der er noget om snak­ken. Det er mere det, jeg vil, for jeg tror ikke på, at frygt og angst løser noget. Så det er mere klimarea­lis­me, jeg vil ind i.

– Jeg håber generelt, at alle de udfordringer vi ser ind i … at de kommer til at blive løst i fællesskab, og helt ned på borgernært niveau.  Og jeg håber også, at tilvæksten til de politiske par­ti­er vil stige.  At der er flere, der vil engagere sig i det. At flere vil blande sig i debatten og deltage aktivt. Også i 2060.  Så den der virkelig, virkelig forkælede ret, vi har, som bare kommer ind med postkas­sen, til at sætte et kryds, den kan bestå i det her. For det er en debat, der er så spræng­farlig og så afgør­en­de for vores udvikling.  Det kan gå ad hel­vede til galt, hvis vi ikke passer på.