Kategorier
Den mentale rejse Visioner

At finde fodfæste

Vi er vant til, at (næsten) alle har deres egen bil, deres egen græsslåmaskine og deres egen af alting.

I 2040 har de måttet sande, at alle ikke har alting. Så de deler og låner og bytter …
Læs mere

Sig det videre...

I 2040 triller de ikke bare ned i Netto efter en liter mælk. Det industrielle landbrug er væk og mange varer er ekstremt dyre, når de endelig kan fås. Hvordan klarer de sig?

I Xenia Duffys vision om fremtiden er fællesskaber blevet et ’need-to-have’. Hun bor selv sammen med 11 andre og fortæller, at meget – elektricitet, vand, mad – må klares med selvforsyning. Og at de bytter og deler, både indbyrdes i fællesskabet og med de andre fællesskaber i nærheden.

– Der er måske nogle, der har nogle værktøjer, som vi kan bruge, når vi har brug for at lave noget arbejde, og vi kan så låne nogle af vores værktøjer til dem. Og alle de her større ting, som vi var vant til før – at alle havde deres egen bil, deres e­gen græsslåmaskine og deres e­gen af alting … Her i 2040 har vi måttet sande, at alle ikke har al­ting. Så vi deler det, og vi låner af hinanden. Og der er meget mere økonomi i ressourcer frem for i penge. Det vil sige, at man helst betaler med et eller andet, man kan bytte med. Om det så er ar­bejds­kraft eller at låne en bil eller nogle kartofler.

– Rigtig mange mennesker er blevet meget mere fokuserede på, hvad de egentlig har af værdier, som de kan bytte med, frem for hvad de har stående i banken. Der er for stor usikkerhed omkring hvad vi har i banken. Det er ikke læn­ge­re en tryg måde at opbevare sine værdier på. Så værdier, det er, når man har et hus eller en bil, man kan låne ud eller dele med andre. Så kan man væ­re en del af fællesskabet på den må­de.

Den økonomi vi stoler på

– Vi har stadigvæk en økonomi, men det er i højere grad en samfundsøkonomi, som er styret af samarbejdet mellem regeringer. I Danmark var vi jo vant til at have gratis syge­­sikring, skolegang og så videre. Det er ikke helt så trygt et sikkerhedsnet i dag, men til gengæld er der fokus på at fordele goderne, så folk i andre lande får adgang til samme trygge rammer inden for sundhed og skole­gang, som vi i Vesten har været vant til i mange år. Ud fra dét princip har man ta­get hånd om, hvad det er der skal være til rådighed for os som borgere – bl.a. en form for borgerløn – og hvad det er, vi hver især skal byde ind med til fællesskabet. Den dagligdags, lokale økonomi er til gengæld ble­vet meget mere bytte-låne-dele foku­seret, og det er den økonomi, vi stoler på! Det er den, vi kan ty til, når der er op- og ned­ture på grund af naturkatastrofer, krig og uroligheder.

Og katastrofer har der været! Det begyndte med en voldsom tørke i Sydeuropa, som påvirk­e­de hø­s­t­en af bl.a. frugt, grønsager og vin. I første omgang var det en fordel for danske gartnere og land­mænd, som så kunne eksportere mere og til bedre priser. Men så kom tørken også til Danmark – og til flere steder i verden på samme tid! De globale forsyningskæder brød sammen, og forbrug­er­­ne måt­te gå forgæves i butikkerne efter de fødevarer, de var vant til. I den situation blev det ty­de­ligt, at det var meget, meget få mennesker i verden, som havde de fleste penge. Og de forsøgte selvfølgelig alle sammen at få sig gravet ned et eller andet sted i en bunker, hvor de kunne klare sig igennem.

Det kunne være dig næste gang

– Men langt de fleste mennesker var jo i virkeligheden i samme båd i den forstand, at det var tilfældigt, hvem der blev ramt. Det var tilfældigt, hvem der havde et hus, der blev oversvøm­met, eller hvem der lige fik revet taget af under en storm. Så hvis vi ikke hjalp hinanden, kunne det lige så godt være dig selv næste gang. Den menneskelighed begyndte at blive mere og mere synlig. Vi fandt vores menneskelighed frem og støttede op om­kring hinand­en. Og det er klart, at det udfordrede jo rigtig meget, og det var bestemt ikke nogen nem periode.

– Altså, i de efter­følgende år var det en virkelig hård proces for folk at finde fodfæste i en verden, hvor vores penge i banken pludselig ikke var noget værd. Eller måske havde man ikke længere et ar­bejde, fordi det, man havde, var afhængigt af de globale værdi­kæder, som nu var brudt sammen. Men det blev heldigvis også synligt, at vi kunne holde hånden un­der hinanden ved at skabe lokale fællesskaber. Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden, for vores identitet var bun­det rigtig me­­get op på et individualistisk samfund, hvor det var hver mand for sig selv. Men det var nok en nødvendig­hed. At vi skulle se tingene bryde sammen om ørerne på os og opleve klima­katastro­fen på egen krop, før vi var klar til at bevæge os ind på den nye vej, som vi er på her i 2040.

– Det har været hårdt, følelsesmæssigt hårdt. Jeg tror, vi mennesker helt naturligt klamrer os til det, vi kender. Og den proces at skulle give slip på nogle ting, vi kender, uden at vide helt præcist, hvad det vil blive til, den er svær for alle. Selv de mest optimistiske bliver ramt hårdt af at skulle gi­ve slip. Det har virkelig ikke været nemt.

En redningsvest

Du fortæller om, at krisen, da man ikke længere kunne se væk, gjorde noget ved menneskeligheden. Hvad skete der dér? Og var du selv en del af det?

– Ja! Jeg var enormt fortvivlet over, at noget af det første, der dukkede op, da kaosset kom op til overfladen, det var egoismen og konkurrencementaliteten, som vo­res samfund var præget af den­gang. Det var den her følelse af, at der ikke er nok til alle. Knap­heds-men­­taliteten. Det var selvføl­ge­lig naturligt, for der var ikke nok til alle. Men da vi kom over tærsk­len, og der ikke var nogen tvivl om, at nu er vi over tærsklen, vi står midt i kaosset, så be­gyndte men­neskeligheden at dukke op. Så dem, der har, de deler med dem, der ikke har. Og det er selv­følge­lig ikke alle, der kan se det. Men vi begyndte sådan i vores små fællesskaber at kunne se, at der er rigtig mange af os, der i virkelig­hed­en gerne vil finde sammen og hjælpe hinanden. Få kast­et en redningsvest ud til nogle af dem, som ikke rigtig kan klare det selv. Og dem (der hjælper; red.) er der flere af end af dem, der ikke hjælper.

– Det har været enormt fortrøstningsfuldt at se, fordi jeg næsten selv var ved at tabe håbet om, at vi faktisk gerne vil hinanden.

Samfundet var altså ved at bryde sammen – men klarede det og kom ud på den anden side. Med mere sammenhængs­kraft og bedre i stand til at stå imod den næste omgang kaos og uro. På grund af klimaet, som stadig er vanvittigt ustabilt i 2040, eller på grund af de mange klimaflygtninge, som ikke endnu har fundet i land et sted, hvor de kan være trygge. Det er faktisk godt at være i Xenias vision af 2040. Og hun har bidraget til at det blev det.

Da tingene faldt sammen om ørerne på os

– Jeg tror, det handler rigtig meget om, at jeg lærte at acceptere, da det begyndte at falde sammen om ørerne på os i sluttyverne, at vi ikke kan standse den udvikling, vi har fået sat i gang. Vi trykke­de på knappen allerede i starten af 1900-tallet, og ting tager tid i naturen. Så det tog de her 100 år før konsekvensen af den knap sådan rigtig begyndte at vise tænder. Da tingene begyndte at falde sammen om ørerne på os, og fødevarekæderne begyndte at bryde sammen, så … I stedet for at gå i panik blev vi enige om, at vi må acceptere, at det her, det er en naturlig konsekvens af det, vi har gjort tidligere.

– Og jeg tror lige præcis det, at det er en naturlig konsekvens, skabte en følelse af, at vi er en del af noget, der er større end os selv. Vi er en del af et økosystem, som – uagtet hvad vi gerne vil – har nogle logiske konsekvenser, fordi det hele hænger sammen. Dén kompleksitet og dén store sam­men­­hæng har vi ikke forstået – godt nok. Og nu er vi altså kommet til at have en påvirkning på de her do­­minobrikker, så de begynder at vælte. Vi kan ikke standse dem, men vi kan acceptere, hvad der sker omkring os og lære at navigere i det, og måske også blive ydmyge omkring vores rolle i det. Og forstå, at vores rolle ikke er at ændre det, el­ler at redde dét, der var, men at hjælpe menne­ske­hed­en til at navigere i det, og finde sin plads i det system.

Jeg spørger, om Xenia har et budskab fra 2040 og tilbage til os her midt i 20’erne.

Trygt og retfærdigt for alle

– Når tsunamien kommer, så nytter det ikke noget, at vi alle sammen står og kigger på tsunamien, der kommer imod os. For det skaber panik, og det skaber en mental situation, som ikke gør os no­get som helst godt. Vi er nødt til at vende os om og se på, hvor er det, at det her skal skubbe os hen? Når vandet trækker sig tilbage, hvad vil vi så gerne have skabt? Det kommer til at få en eks­tremt høj pris, men … I stedet for at fokusere på, at det kommer til at få den her store pris, hvad er det, vi gerne vil stå tilbage med? I stedet for at fokusere på det, vi kommer til at tabe, så fokusere på dét. Hvad er det, jeg gerne vil vinde? Hvad er det, vi gerne vil bevare?

Så det, vi gerne vil have, når tsunamien har trukket sig – hvad er det? Et sam­fund, hvor flere har det bedre. Det lyder så banalt, ikke?

– Ja, men jeg bruger tit to ord. Trygt og retfærdigt for alle! For det er det, der optager mig mest. Det er ikke en tryg verden, vi lever i, for alle. Og det er ikke en retfærdig verden, vi lever i, for alle. Og hvis vi skal lykkes på den lange bane som menneskehed, så skal vi et sted hen, hvor vi lykkes med at finde dén formular på bedst mulig vis. Selv her i 2040 har vi ikke nået den. Der er stadig­væk folk, der lever utrygt og uretfærdigt. Men det er blevet helt tydeligt for os, der bygger sam­fund­et op i dag, at det er vores pejle­mærker, vores ledetråde. At det er det, der er nøglen til at lyk­kes.

– Vores evne til at kommunikere, samarbejde og fortælle historier, hvor vi skaber et fællesskab og en mening med det, vi er sammen. Det er også det, der kommer til at gø­re, at der er mennesker i fremtiden.

Xenia Duffy er Co-CEO og seniorrådgiver i zeal og har mange års erfaring med at udvikle, rådgive og implementere bæredygtige og langsigtede forretningsmodeller. Hun er også medforfatter til flere bøger om cirkulære forretningsmodeller og gæstelektor og oplægsholder i både ind- og udland. 

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.