Fra tidernes morgen har det være de ældre, som var de vise og beskyttede fremtidens generationer ved at lede fællesskabet. Nu mærker vi, at vi må træde frem som forandringsagenter (Elders Climate Action).
Men hvordan gør man dét i praksis?
Vi har surfet på internettet og fundet gode råd om, hvordan du kontakter politikerne og snakker med andre om klima. Til sidst får du en herlig idé til en aktivitet sammen med børnebørnene. Vi begynder med Greta Thunberg.
Hun lagde kimen til FridaysForFuture som mange forældre og bedsteforældre har deltaget i. Men det er ikke alle som kan se sig selv på gaden med et skilt i hånden. Hvordan kan du alligevel være med til at presse politikerne?
I Elders Climate Action har de et toolkit til flere slags henvendelser, bl.a. via en “Resistbot” (web-robot). Du skriver ”resist” på telefonen og derefter din besked til politikeren. Så sørger bot’en for resten. Nemt og hurtigt!
”Resistbot” findes ikke i Danmark, så her får du folketingsmedlemmernes kontaktinfo Ring eller skriv, gerne på en måde der lægger op til dialog. Det gør indtryk, når de mærker, at sagen er vigtig for flere end dem, der ellers råber op. Det ved vi fra forskningen (Rebecca Willis). Med i toolkit’et er der også et papir fra Citizens Climate Lobby om CO2-afgift. Det kunne vi godt bruge herhjemme!
Våra barns klimat i Sverige spurgte Greta Thunberg, hvad vi ældre skal gøre. Hun svarede, at vi skal sætte os ind i hvordan klimasituationen er, og tale om det med så mange som muligt. Nancy Margulies fra Elders Action Network tænker højt om, hvordan man gør dét på en klog måde (https://eldersaction.org/elder-wisdom/):
”Hvis jeg dømmer andre, kan jeg holde op med det? Kan jeg lytte med nysgerrighed til én, der har meninger, jeg ikke er enig i? Og på samme tid være realistisk om situationen, så der bliver en dynamisk spænding mellem hvordan det er nu og den fremtid, vi drømmer om?”
Og så er der børnene, guldklumperne det hele handler om. De hører og ser meget mere, end vi tror, og går ofte med spørgsmål, som de har brug for at vende med en voksen. Our Kid’s Climate har en idé til, hvordan man kan GØRE noget sammen, som er sjovt og kreativt og sætter børnenes tanker i et nyt perspektiv. Tegn, mal eller byg jeres egen Jord og udstil den bagefter i et vindue, ved fordøren, i haven eller måske på de sociale medier.
Så viser I, at I går op i at passe på Jorden – sammen!