Af Annegrethe Jørgensen, bonusbedste og farmor
Klimaforandringerne er her allerede, og de fleste af os er bekymrede og vil gerne gøre mere for at stoppe dem. Det har vi brug for at snakke om, så vi kan hjælpe hinanden hen til det gode sted, hvor vi hverken vender ryggen til krisen eller bukker under i fortvivlelse.
Men det er ikke derhen, klimasamtalen fører, når det går dårligt. Hvor hopper kæden af?
Jeg kom tættere på et svar forleden, da jeg var med i en FremtidsRejse, ledet af Frederikke Oldin fra FremtidsFormidlingen. Jeg tog mine 5 børnebørn med til år 2040, hvor de var 20-25 år og jeg en gammel kone på 86, som alligevel kunne hjælpe lidt med at luge og vande. Jeg kunne se, høre og lugte hvordan der var, dér i det bæredygtige samfund, og det var både vemodigt og godt. Vemodigt, fordi vi havde mistet så meget. Godt, fordi vi nu endelig passede på Jorden og hjalp hinanden. Og de unge turde drømme om selv at få børn, fordi der var en fremtid, de kunne se sig selv i.
Da jeg landede i nutiden igen, var det med et håb, jeg ikke har følt længe.
De sidste par år har mange slidt med klima-angst. Det har jeg ikke (tror jeg), men jeg kender godt de to roller, som Per Espen Stoknes, norsk klimapsykolog, ser den meget klimabekymrede skifte imellem. Som helt, når det lykkes hende m/k at leve op til egne krav om rette klima-levevis. Eller som offer, når folk flest ikke gør nok, og hun derfor må gøre endnu mere.
Bliv ven med apokalypsen! Prøv at rumme dine egne følelser i forhold til klima-krisen i stedet for at fortrænge dem, siger Per Espen Stoknes. Husk at du skal dø (memento mori) handler det vel om. Men jeg har læst Hannah Arendt i ferien og hun siger, at vi ikke er ”født for at dø, men for at begynde”. Det genkender jeg, for jeg er farmor og bonusbedste, og for mig handler klimasagen først og fremmest om børnene og de unges fremtid.
Det er så meget bedre at kæmpe for noget i stedet for kun imod, fordi vi har glemt at drømme!
”Vær realistisk, kræv det umulige” sagde de i ’68. Nu siger de unge det samme, og vi ældre står på sidelinjen og kan støtte dem i at tåle utopiens følgesvend. Usikkerheden. Vi har nemlig gjort det før og kan gøre det igen. Vi er på vej mod stedet, som ikke er – endnu.
Klima-angsten skal vi mane i jorden, selvom klimatruslen og de andre kriser tårner sig op på en måde, der kan tage modet fra enhver. Klima-frygten derimod motiverer til handling. ”Figth, Fligth or Freeze” (kæmp, flygt, eller frys til is)? Susanne Moser (forfatter til ”Creating a Climate for Change”) har fundet på en mulighed mere: ”Be-Friend”, bliv venner.
Det her klarer vi nemlig kun sammen. Et godt sted at begynde er i klima-snakken med din ven, bror og søster, arbejdskammerat …
