Kategorier
Til inspiration

At redde verden – uden at gå ned på det

Jacob gik all-in i kampen for en bæredygtig fremtid, både på arbejdet og i fritiden, og endte som en stressramt grønsag på sofaen.

Hvordan redder man verden, uden selv at gå ned på det? Det fortæller han om her … (Spoiler alert: Det ender godt – men først i næste del af historien)
Læs mere

Sig det videre...
Af Jacob Skou Lopez Gøtterup, medstifter af Makari

Jeg husker tydeligt den dag i 2014, hvor vi sidder i vores køkken i Rødovre med Karla på 1 år og spiser frokost. Jeg har lige læst IPCC’s seneste rapport, og jeg var rystet! Rapporten fortæller om en verden, som vil komme til at se helt anderledes ud, hvis vi ikke ændrer kurs. Jeg er far, og mine børn er min største prioritet, men her sad jeg og følte at min datters fremtid var ude af mine hænder.

Det fyldte mig med frygt, vantro og vrede.Frygt – fordi fremtiden pludselig var usikker og potentielt præget af ustabilitet. Vantro – fordi jeg havde svært ved at tro på, at det virkelig var sandt, og at der ikke var taget hånd om klimaet på trods af advarsler, der kunne spores helt tilbage til 60’erne og tidligere endnu.

Vrede – fordi magthavere verden over havde fejlet. Fordi jeg syntes det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle sidde dér og være bekymret og bange, når jeg havde rigeligt at se til i forvejen. Jeg havde altid troet, måske lidt naivt, at hvis bare man brugte sin stemme ved valgene, skulle de folkevalgte nok sørge for at lægge planer for samfundet, der løste fremtidens udfordringer.

Jeg kommer fra en familie med en del fandenivoldske medlemmer. Kunstnere og selvstændige forretningsfolk. Stærke mænd og kvinder, der turde provokere og sige deres mening. Men indtil den dag i 2014 havde jeg altid været den lidt forsigtige type, der søgte kompromiser fremfor at gå foran. Jeg havde taget en uddannelse og var blevet miljøingeniør, var derefter gået ad den ”sikre” vej som lønmodtager og havde fået et godt arbejde i en stor rådgivende ingeniørvirksomhed.

Nu kunne jeg mærke det fandenivoldske familieblod i mine årer! Jeg var fandeme nødt til at gøre NOGET! Hvordan skulle jeg kunne se min datter i øjnene, når hun engang blev gammel nok til at forstå verden og opdagede, at hendes far IKKE havde gjort noget? Jeg var nødt til at feje for egen dør for at kunne se mig selv og min datter i øjnene engang.

Frygt og bekymring er følelser, der er stærkt forbundne med angst, og de giver voldsomme KÆMP-reaktioner. For mig betød dét en grænseløs motivation til at gøre en forskel – til at ændre verden. Så jeg begyndte at skælde ud. Skælde ud på systemet, skælde ud på dén måde vi gjorde tingene på, skælde ud på de manglende grønne ambitioner. Skælde ud, skælde ud, skælde ud. Dét fik jeg en masse opmærksomhed på, men fik jeg motiveret til handling?

Måske lidt, men ikke vedvarende handling. Jeg var nok med til at sætte noget i gang, men hvis man skal lede og inspirere andre til at ændre kurs, skal man ikke bruge skam og frygt som virkemiddel. Dét kan måske virke hvis man står overfor en akut fare, man skal flygte fra, men klimakrisen er meget større og kræver en lang, vedvarende forandring. Dér er der brug for lederskab, inspiration, empowerment og en “yes we can”-folkebevægelse.

Jeg brugte alle mine vågne timer på at forsøge at skabe forandring, både på arbejdet og i fritiden. Vi droppede bilen, begyndte at spise mere vegetarisk, lod være med at flyve, kiggede på oprindelsesland for de varer vi købte i supermarkedet, energirenoverede huset osv.
På arbejdet var jeg i mellemtiden blevet leder, så der prøvede jeg at hjælpe mine medarbejdere til at indarbejde de 17 verdensmål i arbejdsrutinerne. Hvordan kunne vi tage anderledes designvalg i denne kontekst? Hvordan kunne vi hjælpe kunderne med at lave bæredygtige projekter? Hvordan kunne vi ændre “plejer”?

Det brugte jeg 3 år på, suppleret med etableringen af “Klimahelt – Fællesskabet for klimahandling” i min fritid. Jeg havde indset at hvis vi skal ændre verden, er alle nødt til at foretage konkrete valg, og nogle skal gå foran og gøre det så nemt som muligt. Det mente jeg så skulle være mig.

Undervejs fik vi Max, som var ørebarn, og det gav dårlig nattesøvn med mange opvågninger indtil han var omkring 2 år. Den kloge læser har måske luret, at alt dette lyder ret anstrengende. Det var det også. I november 2019 blev jeg sygemeldt med stress.

Dermed gik jeg fra at være ham der viste vejen, ham der var det grønne fyrtårn, den vellidte leder, til at være en grøntsag der kun kunne ligge på sofaen og se Netflix, med daglige, svære angstsymptomer. Mit batteri var brugt op. Jeg havde tabt ansigt og var pludselig ikke mig selv. Hvem var jeg nu?

Efter 2 måneder med sofa, adskillige psykologtimer og et intenst 8-ugers mindfulness-kursus, startede jeg på arbejde igen med en 6-timers arbejdsuge i januar 2020. Nogle måneder efter talte jeg med min læge om min store frustration over at det var så svært for mig at komme op i tid og nærme mig 37 timer igen. Hvortil han tørt konstaterede: “Måske er det ikke det rigtige, du bruger din tid på.” For første gang blev der sat ord på dét jeg frygtede: At jeg måske skulle opgive min “glorværdige” karriere, og lave noget helt andet.

HVAD skulle jeg dog lave i stedet?

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.