Kategorier
Til inspiration

Jeg er skyldig – eller er jeg?

Jeg kan godt nogle gange føle skyld. Sådan rigtig skyld som i, at jeg har gjort noget forkert i forhold til, hvad jeg godt vidste, jeg skulle gøre. Noget forkert i forhold til, hvad jeg godt ved er rigtigt at gøre.

Det drejer sig ikke om, at …

Sig det videre...
Af Jens Prebensen – Vi vil verdensmålene

Jeg ved ikke, hvordan du som læser dette, har det, men jeg kan godt nogle gange føle skyld. Sådan rigtig skyld som i, at jeg har gjort noget forkert i forhold til, hvad jeg godt vidste, jeg skulle gøre. Noget forkert i forhold til, hvad jeg godt ved er rigtigt at gøre.

Det drejer sig ikke om, at jeg har taget af kagedåsen i smug og igen forædt mig i dens fristende indhold. Det er mere fundamentalt, meget mere dybt, moralsk. Det er, når jeg gør noget forkert i forhold til økologien eller miljøet, eller ikke gør det rigtige i forhold til fairtrade eller flygtninge, eller ikke har gjort nok for at sætte mig ind i at gøre det rigtige for klimaet eller biodiversiteten. Når der sådan rigtigt er noget på spil.

Det er den der nagende, vedvarende skyld, der plager mig. Den skyld, jeg føler, når jeg tager kaffen ved siden af den fairtrade-mærkede. Når jeg tager bilen, selvom jeg lige så godt kunne tage toget.

Som barn havde jeg ikke de problemer. Dengang var der bestemte ting, jeg ikke måtte: Stjæle, bande, slås, forsømme mine lektier og levne på tallerkenen. Og så var der ting, der hørte voksenverdenen til: Atombomber og krig, de fattige i Afrika, som vi støttede, når vi købte julekalenderen, og det der underlige, fjerne noget, som ingen rigtigt tog alvorligt med mindre de var hippier eller venstreorienterede: ”miljøet”.

Det var så nemt dengang. Så sorgløst. Det er det ikke i dag, hvor jeg i enhver handling skal favne hele verden og træffe valg, som gavner mest og flest og i hvert fald ikke skader nogen eller noget eller støtter det forkerte. Det er så nemt at træde ved siden af, og jeg tænker, at det ikke bare er mig, der har det sådan, men mange andre voksne og ikke bare os voksne, men også vores børn.

Det er den der nagende, vedvarende skyld, der plager mig. Den skyld, jeg føler, når jeg tager kaffen ved siden af den fairtrade-mærkede. Når jeg tager bilen, selvom jeg lige så godt kunne tage toget. Når jeg igen bestiller en flyrejsen til ferien, selv om det er dejligt at holde ferie i Danmark og ikke skader miljøet. Eller når jeg smider affald ud, som burde være sorteret i plast og pap. Eller overhører nødkaldene fra Børns Vilkår, Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, Alzheimer-foreningen …

Er det den ubalance, vi gennem generationer har skabt imellem os mennesker og naturen, der er årsag til, at det er blevet så svært at være ”rigtig”? Eller er det jagten på bæredygtigheden, der har taget det sorgløse og simple fra os?

Jeg indrømmer det: Jeg er skyldig – eller er jeg nu også det? Er jeg ikke bare et menneske med begrænset fatteevne i et ultra-kompliceret samfund med en grundlæggende ubalance? Menneskets uforstand er større end dets forstand, og det kan jeg da ikke gøre for. Er det ikke bare sådan, det er at være menneske i dag? Så er jeg egentlig skyldig?

Nej vel!

Men alle dem, der rager til sig, og som godt ved, det er forkert. Alle dem, der gennem tiden er blevet så rige, at de i dag må omgive sig med høje mure for at beskytte deres ejendom og ejendele. Alle dem, der bevidst skader andre eller miljøet for egen vinding. Alle dem, der har muligheden for at rette op på det forkerte og ubalancen og virkelig kan gøre en forskel men vælger ikke at gøre det, fordi det ikke tjener deres egne formål. Dem, der aldrig holder fingrene fra kagedåsen og ikke har et gran af dårlig samvittighed over det. De har skyld, ikke?

Måske.

Men det er ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er, at vi indser, at vi skal omstille os, og at vi skal handle. Det flytter ikke nogen at pege fingre ad andre. Det nytter ikke noget at udskamme andre for deres ugerninger. Det forandrer intet at kaste skyld på fortidens generationer.

Vi skal se fremad, og vi skal sørge for, at om ikke alle så i hvert fald så mange af os som muligt står sammen om at rette op på ubalancen. Vi skal søge fællesskabet og ikke lade nogen stå tilbage.

Det er det, der er kernen i Verdensmålene. De fortaber sig ikke i årsagerne til fortidens fejltrin og nutidens misforståelser. De viser vejen og kalder til fælles fodslag. Med 17 mål og 169 delmål fortæller de os, at vi skal holde næsen i sporet og sigte efter 2030. I Verdensmålene er der ingen, der er forkerte, ingen, der er skyldige. Vi kan alle hjælpe med at opfylde dem, og det er vores alle sammens opgave at gøre det. For vores børns skyld og deres børns skyld.

Glem kagedåsen og de svære valg. Verdensmålene har også en opgave til dig, og den skal du holde næsen i sporet for at løse. Så du, når vi står i 2030, med god samvittighed kan sige: ”Jeg var med til at opfylde Verdensmålene, og det var stort!”

(Indlægget kunne læses den 27.3. 2021 i FB-gruppenVi vil verdensmålene – #VerdensmåleneNU. Det bringes her i en lettere redigeret form efter aftale med Jens Prebensen.)

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.