Jeg var spændt, da jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg ventede mig. Det lille barn ville nemlig blive deres første barnebarn. Alle i familien var inviteret hjem til mine forældre til min fars fødselsdag. Begge mine forældre var der, min faster og onkel, min lillesøster, Henriette, og min mand, Thomas, og jeg.
Jeg sad som på nåle under forretten, og da min mor havde samlet sildetallerkenerne sammen, kunne jeg ikke vente længere.
– Der er noget, Thomas og jeg gerne vil fortælle, sagde jeg, og så buste jeg ellers ud med den lykkelige nyhed.
Alle omkring bordet løftede spontant deres glas og ønskede tillykke. Min mor fik våde øjne. Det var kun min søster, der ikke løftede sit glas sammen med de andre. Der gik kun et øjeblik før hun også sagde tillykke, men det var langt nok til, at jeg opfattede det som en tøven. Henriette var 26 og single. Måske vores lykke var for meget for hende? – Nå, så mangler vi bare dig, Henriette, men det skal nok tids nok komme, sagde min faster.
Hun var typen, der sagde det højt, som andre nøjedes med at tænke.
– Jeg skal ikke have børn, svarede Henriette. Det blev et øjeblik stille rundt om bordet.
– Nå, du har nok bare ikke fundet den rette endnu, sagde min onkel for at glatte ud.
– Det handler ikke om det. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil have børn. Jorden er overbefolket, og det belaster klimaet mere end noget andet, at få et barn, svarede min søster.
Hendes svar kom meget velovervejet og roligt. De andre omkring bordet begyndte nysgerrigt at diskutere Henriettes valg. Min familie var meget rummelig på den måde. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle, at Henriette havde stjålet et øjeblik, der skulle have været mit. Jeg følte også, at hun med sin udmelding gjorde det svært for mig at glæde mig lige så meget over, at jeg skulle være mor, som jeg havde gjort indtil nu.
Henriette var tre år yngre end mig. Vi havde altid været forskellige. Henriette var tidligt blevet interesseret i politik, og demonstrerede allerede i 7. klasse mod dyreforsøg i kosmetikindustrien foran vores lokale Matas i den provinsby, hvor vi voksede op. Hun havde i modsætning til mig forladt hjembyen for at læse på universitetet i København, og hver gang hun kom hjem på besøg, skulle vi forholde os til noget nyt fra hendes side. Først holdt hun op med at spise kød, næste gang havde hun også droppet mælkeprodukterne og var blevet veganer. Hun gik også meget op i ikke at forbruge.
Hun gik kun i genbrugstøj, selvom hun altid var smart klædt på, og hun ejede ikke en plasticpose i sit hjem.
Jeg var på den ene side imponeret over den konsekvens, som Henriette levede sit liv med. På den anden side syntes jeg også, at det kunne være lidt for meget, især fordi vi altid skulle tage hensyn til hendes spisevaner, når vi holdt familiesammenkomster.
Henriette kunne være meget frelst og påståelig i sine argumenter, og hun fyldte tit det hele.
Da Thomas og jeg tog hjem fra mine forældre den aften, følte jeg, at Henriette havde kastet en skygge over vores glæde. Jeg havde forestillet mig, at min graviditet skulle fylde samtalen om frokostbordet.
I stedet havde hele familien været optaget af Henriettes nye mærkesag.
Jeg kunne se, at især min far blev stolt over at have så oplyst og vidende en datter.
Det sårede mig. Jeg følte, at den stolthed burde være tilfaldet mig, der stod i den mest banebrydende situation i mit liv.
Heldigvis ringede min mor dagen efter. Vi havde en lang snak om min graviditet. Hun var meget lykkelig over at skulle være mormor, ligesom min far selvfølgelig glædede sig til at blive morfar.
Der var så meget, Thomas og jeg skulle forholde os til i vores nye livssituation, men Henriettes udmelding gnavede alligevel i mine tanker.
Hun var min søster, og det var svært ikke at sammenligne vores liv. Jeg blev meget vred på hende, når jeg tænkte på, at hun syntes, at min beslutning om at blive mor var forkert.
Næste gang vi skulle være sammen med hele familien, havde jeg ikke lyst til at tage med. Jeg ville ikke sidde med min nu synligt gravide mave og mærke Henriettes fordømmelse. Jeg blev derfor hjemme med en dårlig undskyldning om at være syg, selvom jeg var ked af, at jeg ikke fik set resten af familien.
Sådan fortsatte jeg resten af min graviditet. Jeg følte mig for sårbar til at blive konfronteret med Henriettes politiske holdninger, så jeg holdt mig væk.
Min datter Annamaria kom til verden. Jeg blev meget overrasket, da Henriette mødte op på hospitalet som en af de første for at lykønske mig. Jeg havde forventet, at hun ville tage afstand fra mit lille, ny barn. Stemningen var anspændt imellem os, men Henriette tog til sidst lille Annamaria på armen. Hun så ned på hende med kærlighed.
– Har du ændret holdning til at få børn? spurgte jeg hende, da jeg så dem sammen.
Henriette så overrasket på mig.
– Nej, jeg vil stadig ikke selv have børn, men det er jo mit valg. Det er ikke noget, jeg vil pådutte andre. Og min lille niece her kan jeg da ikke andet end at knuselske, svarede hun.
Jeg blev utrolig glad for hendes svar. For Henriette har siden været tro mod sine overbevisninger, og hun har ikke fået børn. Til gengæld er hun til min store glæde blevet en stor del af Annamaria og Annamarias lillebror, Antons, liv.
I modsætning til hvad jeg frygtede, så har mine børn bragt min søster og jeg tættere på hinanden, end vi før har været i vores voksenliv.
Henriette henter og passer børnene ofte, og hun går op i deres liv og trivsel. Hun kan give dem noget, jeg ikke selv kan. Hun tager dem med til København, viser dem museer og parker. De ser, hvordan hun lever.
Jeg er blevet glad for, at de får denne side med i deres opdragelse, for jeg er kommet dertil, at jeg godt kan se, at Henriette har fat i noget godt med sin tilgang til tilværelsen, men jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg fik mine to børn, for de er den største glæde i mit liv, og de er netop blevet min tro på, at der er en god fremtid for os alle.
(“Min egen historie”, udgivet i Hjemmet den 25.5. 2020. Bringes her med tilladelse fra journalisten og Hjemmet)
