Kategorier
Den mentale rejse

Jeg venter på det bæredygtige samfund

Jeg venter med at købe fastelavnsboller, til det bliver fastelavn, og påskeæg, til det bliver påske. Jeg venter med at købe jordbær og vindruer, til det bliver sommer.

Jeg venter – og glæder mig … Læs mere

Sig det videre...
Annegrethe Jørgensen

Jeg venter med at købe fastelavnsboller, til det bliver fastelavn, og påskeæg, til det bliver påske. Jeg venter med at købe jordbær og vindruer, til det bliver sommer.

Jeg venter – og glæder mig til den første modne vandmelon, som er vokset i sol og varme og når mig, når jeg trænger den mest. I sol og varme. Jeg glæder mig til jordbær og ærter og svulmende persillebuketter.

Jeg venter. Øver mig i at være lokal og håber, at jeg er en lille brik i en bevægelse, som vokser sig global.

Jeg venter på forårets komme – og øver mig i ikke at benægte og fortrænge, når det kommer alt, alt for tidligt. For når jeg så søger efter vintergækker og violer er de for længst væk igen. Jeg øver mig i bare at lade mig overraske og glædes, når det er nu. Nu, at jeg må nyde synet af lysende stammer i forårssol, for om lidt har skoven lukket sig i grønt.

Jeg venter og gør mit bedste for at leve med årets rytme, som den er nu. 67 år efter min fødsel og ca. 40 år efter at det hele for alvor begyndte at gå amok.

Jeg venter på det bæredygtige samfund og må tit ruste mig i mødet med virkeligheden, som er alt andet end bæredygtig. Jeg går fra et inspirerende, grønt møde og må omstille mig i en fart, når jeg møder eftermiddagstrafikken med bil efter bil, chauffør efter chauffør, i ophøjet ensomhed bag rattet. Jeg cykler og tramper lidt ekstra i pedalerne for at vise, at min del er den gode. Jeg kommer frem, hvor de sidder fast. Jeg kommer hvor som helst, hvor de må finde vej i midtbyens labyrint og bruge halve timer på at finde en parkeringsplads.

Jeg venter og ser efter dem, der venter som jeg. Nogle venter meget og kan knapt leve, hvor de er i dag. Ikke ånde, ikke elske i klimakrisens skygge. Nogle venter så lidt, at de ikke ved, hvad de venter på. De fornemmer bare en vag umulighed under livet, som det er i dag.

Jeg venter og øver mig i at vente – med tålmodighed, når jeg skal bifalde og glædes over venner og bekendtes små grønne forandringer og venligt forbigå i tavshed, at de ellers insisterer på at leve som altid. Det er deres valg og deres liv, men noget er ved at ændre sig, og vi ved ikke endnu, hvad det er der arbejder på at komme frem.

Jeg venter – med sindsro, for jeg kan ikke ændre på instinkter, som peger mod bekvemmelighed og ligegyldighed. Mine egne instinkter byder mig at passe på børn og klode, og jeg tror at de er de stærkeste.

Jeg venter – med ydmyghed, så jeg accepterer at være en lille brik i et meget stort billede.

Jeg venter – med en visdom, som er fælles, og tro på, at vi er mange, der går som jeg. Bristefærdige af vilje og kraft til at gøre en forskel.

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.