Kategorier
Aktivisme Samtale

Klap ikke ad os men kæmp med os

Er de voksnes generation faldet ned mellem sofapuderne, spørger en gruppe unge, som præsten Regitze Marker har fulgt gennem et par år.

Måske er det bedste svar dét, som de unge selv kommer med, når de efterlyser voksensamtaler. Samtaler, der stikker dybere end et velment: “I er så seje” til de unge … Læs mere

Sig det videre...
Regitze marker, præst og filmskaber

Det er, som om min barndom er taget fra mig, med al det ansvar jeg skal bære,” fortæller Karen på 11 år mig.  “Det er helt sindssygt, det er os på 11 og 12, der skal løfte klimakrisen,” tilføjer Hannah på 12. ”De fleste ældre tænker nok om klimakrisen, at den ordner de unge,” svarer 12-årige Manna mig på mit spørgsmål om, hvorfor hun er blevet klimaaktivist.  “Men hverken vi unge eller de voksne kan klare det alene! Vi må løfte det sammen!”

Gennem de sidste to-tre år har jeg fulgt en gruppe særdeles bekymrede og samfundsengagerede unge. Jeg troede, de unge ligesom mig selv i den alder var optaget af leg med hinanden og trygge ved, at de voksne havde styr på verden omkring dem. Men gennem mine samtaler med de unge har jeg oplevet noget andet.

På tværs af geografiske, sociale-, kulturelle- og aldersmæssige forskelle har nogle unge klimaaktivister fundet sammen som klimabevægelse. Inden deres møde følte de sig alene med klimasorgen. De kalder den en tavs sorg over uerstattelige store tab af natur og dyrearter og en forundring og frustration over, hvor lidt vi taler om det. ”Vi får fakta på fakta i skolen, men vi mangler at tale om klimakrisen som en eksistentiel krise,” siger 13-årige Thea.

Jeg kastede mig ud i at researche på klimakrisen for et par år siden, da jeg opdagede, hvor bekymrede mine konfirmander var for fremtiden. Når de spurgte mig, havde jeg ingen gode svar på, hvorfor vi i samfundet ikke taler om klimakrisen som en krise. Det fik mig til at stoppe op, tage orlov fra mit præstearbejde og begynde at læse klimalitteratur. Det var så foruroligende læsning, at jeg tænkte, at det enorme oprydnings- og reparationsarbejde kan vi ikke byde vores børn.  På den baggrund foreslog jeg Filminstituttet, at jeg fulgte og filmede de unges refleksioner for at skabe nogle film, der kan sætte nogle brobyggende samtaler i gang.

Jeg har mødt en ny generation, der vil have, at vi skruer ned for vores ekstreme levevis og lever i overensstemmelse med jordens og menneskets egen bæreevne. De er bevidste om et sårbart klima og en biodiversitet, vi ikke kan genskabe. Det kalder på et kollektivt og solidarisk samarbejde på tværs af politisk ståsted og generationer.

Den helt overordnede frustration hos dem er, at de ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt og savner, at de voksne kommer på banen med dem, så de kan få deres ungdomsliv tilbage. Som Hannah, Manna og Karen, der oplever at opgaven med at redde kloden hviler tungt på deres skuldre. Det er på en gang trist at være vidne til, men det er også vanvittigt motiverende.

Jeg oplever, at de unge samarbejder målrettet for en ny bæredygtig samfundsstruktur, en politisk og personlig omstilling, der vil forandre samfundet for andre end dem selv, ligesom de gjorde under corona. Klimakrisen er en tragedie, men den åbner også op for en mulighed for at slippe det udmattende fokus på individet, der har foranlediget klimaforandringerne. Deres fællesskab holder dem vågne og deres afmagtsfølelse i ave. Det giver dem mening og et aktivt håb, fordi de er sammen om reelt at gøre noget.

Men de spørger mig også, om min generation er faldet ned mellem sofapuderne? De synes, vi er fraværende, og de kan ikke løfte opgaven alene.

De unge efterlyser voksensamtaler, enten med forældre, ældre og undervisere på tværs af generationer. Samtaler, der stikker dybere end et velment: “I er så seje” – og så ser de unge ellers de voksne fortsætte, som de plejer.

De unge siger: ”Klap ikke af os, men kæmp med os!”

Hvor finder de håbet? Ja, det kræver stort mod og omsorgsfuld bæreevne fra fællesskabet, at den enkelte unge vover at vende blikket mod klimakrisen. Stort set alle de unge, jeg har talt med, fortæller at de nu sanser naturen og dyrelivet i farver, dufte, lyde og glæde, som aldrig før. Det styrker deres forbindelse til naturen, dyrelivet og det større fællesskab, de kæmper for.

I dag turnerer jeg rundt i kirker, på højskoler, efterskoler og lærerværelser med mit filmede klimakrise-generationsportræt for at sætte klimasamtalen i gang med unge, ældre og undervisere.

De her unge er klar. De har øvet sig længere end de fleste af os, viser mine film. Nu er det bare op til min generation at tage springet over generationskløften og medvirke i det meningsfulde klima-samarbejde med de unge. Og dét, skal jeg hilse at sige, holder en vågen, bevæget og er aldrig kedeligt!

(Indlægget er en lettere forkortet version af et debatindlæg, som blev bragt i Folk og Kirke den 24.3. 2022. Det videregives her efter aftale med Regitze Marker og tilladelse fra redaktør Malene Bjerre.)

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.