Af Niels-Simon Larsen
Hvilke pressionsmidler har vi, der har indset, at klimasituationen er mere end alvorlig? Næsten ingen. De fleste af os er pacifister og har ikke haft mere end en knaldhættepistol i hånden, så i fald vi ville bruge vold, var vi kun til grin. At tage flertalsmagten har vi aldrig kunnet og endnu mindre nu.
Vi kan skrive indlæg af forskellig slags, holde taler, skrive sange, demonstrere i lange baner. Dem vi presser for bedre klima-resultater opfordrer os til at blive ved. Farligere er vi ikke. Selv de mest aktivistiske af os er accepterede. Vi er intet. Jo, vil nogle påstå, for vi er en vigtig del af demokratiet. Folk, der giver udtryk for klimasynspunkter, har stor betydning.
Det er bare ikke nok at være betydningsfuld, når isen smelter og temperaturen stiger. Det er ligegyldigt, hvor betydningsfuld man er, hvis det ikke giver resultater. Det fører til sidst til desperation, og det er dér, mange af os er. Desperate seniorer der hver dag ser børn og unge – vores egne eller andres – og tænker på, hvordan det vil være for dem at leve under forhøjede varmegrader. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Vi anser voldelig adfærd og hærværk som primitivt, og derfor skriver vi endnu et læserbrev, går til endnu en demo, hører endnu tale og synger endnu en sang.
Hvad gør vi så nu? Desperation er dobbeltrettet, og kan enten sidde inden i brystet eller rettes udad. Det er den udadrettede desperation, vi nu må i gang med, og det er uvant for os. Sidste gang var under besættelsen, men i dag med overvågning overalt handler det ikke om at gå ud om natten. Politibetjente er nogle, vi taler fornuftigt med til vores demoer, og politikerne giver hånd og opmuntrer os. Alt ånder fred i den lille andegård, samtidig med at isen smelter. Vi har ingen fjender, alle er venlige, mens temperaturen stiger. Men der er unge, der må konstatere, at deres fertilitet er dårlig pga. kemikalier (som ingen har styr på), at de har en uddannelse, men ikke kan finde arbejde, og at de til sidst hverken vil forsøge at danne familie eller komme ind i arbejdsræset. De er en del af os seniorer, da de er vores børn. De vender ikke en knytnæve mod samfundet, de giver op.
Det er os, der skal være den nye, men fredelige terrorbevægelse: Sandhedsterror, erkendelsesterror og bevidsthedsterror.
Vi seniorer må ikke satse på de unge. Det er os, der har livserfaringen i politik, økonomi og i livet, og det er os, der skal reagere. Mange af os har haft pensionsgivende stillinger og mangler mildest talt ikke noget. Vi står oprejst fysisk og psykisk, og vi har betydning i vores familier. Det er os, der skal være den nye, men fredelige terrorbevægelse: Sandhedsterror, erkendelsesterror og bevidsthedsterror. Vi er ikke til salg, hverken for en tusindlap eller mere. De, der har behov for den, skal selvfølgelig bruge den eller noget af den, men ellers skal vi bruge pengene til bekæmpelse af overforbruget.
Det bliver nødvendigt at omdefinere nogle begreber: Rigdom skal betyde mening med livet, venner og en leveværdig fremtid. Fattigdom er tomhedsfølelse midt i velstanden, ligegyldige samtaler og politisk opgivenhed.
Hvis man mener, at vi bliver nødt til at fortsætte overforbruget, skal det siges med de rette ord: Ødelæggelse af børnenes fremtid.
Ord som foregangsland og grøn førertrøje har hidtil reelt betydet: Ødelæggelse af børnenes fremtid.
Den dybeste fortvivlelse kommer, hvis man i et glimt ser, at vi ødelægger børnenes fremtid.
Så hellere desperation. Man har lov at mene, at en lille klimacafé ikke kan ændre verdens gang, men hvem gør det så?
(Indlægget er skrevet 18.6. 2020 før et møde i Klimacaféen. Det bringes her efter aftale med forfatteren.)