Kategorier
Praktivisme

Klimalækker mad

Nogle var kommet med sprøde frikadeller med rødbede, linser og nødder, mens en anden variation var eksotisk krydret med ingefær. Der var nybagt brød, flere slags humus, ramsløgspesto, syltede røde løg, grøntsagstærte og gulerodssalat, som var rent plantebaseret, og så var der den frække variation … Læs mere

Sig det videre...
Lone Belling

Hvad er klimalækker mad?
Mere grønt og mindre kød siger Brugsen, men hvordan ser det ud, hvordan smager det, hvordan laver vi det, og hvordan kan vi inspirere hinanden til nye vaner og måder at spise på?

Det undersøgte vi i Nørre Snede Grønne Nabofællesskab da vi ­– samlet til fællesspisning – kom med hver vores ret, der gik fra det rent plantebaserede, over gryderet med lidt kylling, til en klassisk kødret.

Maden var lækker og velsmagende og stemningen omkring langbordet hyggelig, mens vi nysgerrigt smagte på hinandens bud på klimalækker mad.

Nogle var kommet med sprøde frikadeller med rødbede, linser og nødder, mens en anden variation var eksotisk krydret med ingefær. Der var nybagt brød, flere slags humus, ramsløgspesto, syltede røde løg, grøntsagstærte og gulerodssalat, som var rent plantebaseret, og så var der den frække variation, hvor bacon var brugt som smagsgivende topping på tærten. En anden satte en dejlig gryderet på bordet, hvor grøntsagerne dominerede men stadig fik selskab af lidt kylling, og endelig var der fiskefrikadeller og oksebov.

Og ja, det gav anledning til både nydelse og snak! Både om hvor meget og hvilken slags grønt, kød og mejeriprodukter, og hvad der skal til for at gøre noget andet end vi plejer.

Både for klimaets og for sundhedens skyld

Nogle spiser vegetarisk, mens andre vælger at lade kødet fylde mindre og grøntsager og bælgfrugter mere i den samlede ret. Nogle eksperimenterer med plantebaserede retter og har kødfrie dage i familien eller vælger mere fjerkræ og mindre rødt kød. Og mange af os gør lidt af det hele. Både for klimaet og for sundhedens skyld – for danskerne er med vores 1 kg/ugen i gennemsnit nogle af dem, der spiser allermest kød i verden.

Hvis man så vores samlede fællesbord som udtryk for en uges menu i en familie, så ramte vi nok meget godt sundhedsstyrelsens anbefaling om 350 g kød pr. person om ugen, fordelt som fx tre dage med kød, en med fisk og tre dage med rent plantebaseret mad, inkl. bælgfrugter som et nærende alternativ til kød.

Så ville vi også være tættere på den mad, som vi spiste for et par generationer siden, da 1-2 frikadeller fik selskab af 5 kartofter og en gang stuvet kål til hverdag, mens kylling var søndagsmad og oksesteg var til fest.

Det kan være en svær snak at tage, fordi mad er så vigtigt og forbundet med det kære og kendte. Netop derfor er det så godt at spise sammen i grønne nabofælleskaber, få snakken, smage, nyde og blive både udfordret og inspireret af andres bud og eksperimenter.

Jeg kan kun opfordre til mere hyggelig fællesspisning.

(Indlægget var i FB den 6.6 2022 og bringes her efter aftale med Lone Belling.)

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.