Kategorier
Aktivisme

Om klimaskeptikere og politikere for fremtiden

Klimaskeptikerne findes stadig, nu bare i en ny skikkelse og mange af dem desværre på Christiansborg.

Men rundt omkring i landets kommuner er der politikere, som har så meget sans for gode, lokale løsninger at de også tør handle på klima- og miljøkrisen. Du kan kende dem på to ting … Læs mere

Sig det videre...
Annegrethe Jørgensen

Hvornår har du sidst mødt en ærlig klimaskeptiker? Ham eller hende, som siger at vejret godt nok forandrer sig, men det har det altid gjort, så hvad skulle der nu være særligt ved det?

Nej vel, de findes ikke rigtig mere. Men jeg er bange for, at klimaskeptikerne bare har skiftet ham. Til skade både for den grønne omstilling og for vores gode følelse af, at vi har et demokrati, der rykker på det vigtige.

Hvor blev klimaskeptikeren af?

Efter den sidste klimarapport fra FN er der ingen, som benægter, at klimaforandringerne er her og at de er menneskeskabte. Men der er mange, som har læst udenom en anden pointe i rapporten, selvom den står bøjet lige så meget i neon som den første. At vi kun kan udlede en begrænset mængde CO2 mere, før vi når de famøse 1 ½ eller 2°, og at vi bruger løs af dén portion hver dag.

De dårlige læsere er ”klimabudget-benægtere”, og de er lige så meget klimaskeptikere som før, for de udskyder og udsætter også den klimahandling, vi har brug for – og mange af dem arbejder desværre på Christiansborg. Synd for os andre, for det betyder, at vi bliver fastholdt som ufrivillige ”livsstilsforandrings-benægtere”, fordi politikerne ikke tør give os ordentlige rammer for bedre klimavalg. Klimavenlig adfærd er ofte det svære og dyre valg, som det er i dag (tænk fx på ferierejsen, med fly eller tog?), og det er kun politikerne der kan sænke barren.

Men det gør de ikke, og det får demokratiet til at ligne en tom skal for flere og flere! Især de unge, som ser de ”voksne” skalte og valte med deres fremtid, men også vi ældre, for vi har brug for at gøre det rigtige for den verden, vores børn og børnebørn skal leve i. Hvad skal der til for at vende skuden, så vi får meget mere tempo på omstillingen?

Jeg hepper på den ny tids statsmænd m/k!

Det er ikke statsmænd som før i tiden i mørkt jakkesæt og med tung tale om den nødvendige politik. De er lige så indsigtsfulde og handlekraftige, og de har hjerte for helheden, men to ting gør dem til noget særligt. At de har så meget sans for gode, lokale løsninger, at de også tør se den globale klima- og miljøkrise i øjnene. Og at de har vilje og mod til at involvere os borgere på en ny måde.

”Statsmænd” lyder forkert, når de nu sidder rundt omkring i landets kommuner, så lad os i stedet kalde dem for politikere for fremtiden. Jeg har mødt nogle af dem på det sidste og tror, at vi kan vente os meget godt af dem.

Sønderborgs borgmester er én af dem. Han var med på Klimafolkemødet i Middelfart i år og fortalte om byens flotte klimaindsats, som han står i spidsen for. ”Det giver så meget mere mening at være politiker på den måde”, sagde han og tilføjede: ”Det bliver svært fra nu af. Borgere og virksomheder skal med, ellers kan vi glemme det!”

Det ved de godt rundt omkring i kommunerne, og derfor eksperimenterer de på livet løs med borgerinddragelse à la den, jeg oplevede i Ungeklimarådets telt i Middelfart.

En stribe politikere på scenen fortalte os, hvor gerne de vil inddrage især de unge. Fint nok, men det hele blev meget mere spændende, da de pludselig skulle forholde sig til forslag fra 3 hold unge, som tilfældigt var kommet forbi og havde haft 40 minutter til at forberede sig. Rigtig ”rådslagning” (deliberation) var det nok ikke, hvis man spørger dem i Den Grønne Demokratifond. Men det viste alligevel, hvad der skal til for at give klimakrisen et godt og robust demokratisk svar. Borgere, som vil omstillingen og tør blive klogere på hvordan vi kan gøre det i praksis. Politikere, som ser op fra de tekniske rapporter og går i dialog.

Kommunalvalget er lige om hjørnet, og i den kommende tid får vi mange muligheder for at møde både gode politikere for fremtiden og nogle, som minder mere om ”klimabudget-benægterne” på Christiansborg. Lad deres holdning til borgerting/-samlinger være lakmus-testen, når du ser efter din kandidat. Vi har brug for mange gode samtaler om den kommune vi ønsker os, nu og i fremtiden.

(Tidligere udgivet i Avisen Danmark den 9.10. 2021. Indlægget bringes her efter tilladelse fra debatredaktionen ved Lasse Witt.)

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.