Niels-Simon Larsen
(Mel: Sov mit barn sov længe)
Bør vi leve livet,
der er et pust i sivet?
Før man kigger sig omkring,
er man ble’t til ingenting.
Bør vi leve livet?
Bør vi skænke livet,
naturen har os givet,
vid’re til et lille barn
midt i klimakrisens garn?
Bør vi skænke livet?
Ser vi os tilbage,
så er der grund til klage.
Gennem kaos, larm og krig,
var dog varmen indeni.
Se kun lidt tilbage!
Se nu frem en smule!
Kig uden for vor hule!
Tænk at du og jeg er født
af et hjerte, der har blødt.
Se nu frem en smule!
Nye hjerter bløder,
og fællesjorden gøder.
Hvis det gode skal i spil,
må der nye kræfter til.
Vore hjerter gløder.
Verden kræver hænder.
Vi ved ej, hvor vi ender,
men hvis vi ta’r rigtigt fat
og er to i denne nat,
så får verden hænder.
Tænk, at vores hjerne
kan finde sagens kerne.
Vi kan nå de store mål,
blot vi har det indre bål.
Tænk, vi har en hjerne…
Verden ønsker hjerte,
det var vist det, vi lærte
på vor livsvej til i dag
gennem alle vore slag.
Verden ønsker hjerte.
Ingen kan os tvinge.
Vi har en længselsvinge,
og den bringer os af sted
dig og mig fra krig til fred.
Denne længselsvinge…
Verden skal vi ændre,
helst før det hele kæntrer.
Står vi for en bedre Jord,
håber vi det gode gror.
Verden kan vi ændre.
(Niels-Simon Larsen er med i KlimaCaféGruppen og har skrevet sangen til Stefanskirkens Klimasorggruppe Læs Informations artikel om tilbuddet her.)
