I klimakampens hede kan det være fristende at sætte andre i bås som klimahysteriske, klimaangste, klimaskeptikere, klimafornægtere… Eller lukke i, fordi det ikke gælder dig. Som psykolog og farmor til 3 børnebørn gør det mig urolig og vred, fordi det fjerner fokus fra det vigtigste! At vi har brug for hinanden.
Amazonas regnskove brændes af, landområder oversvømmes, økosystemer bryder sammen, polarisen smelter og arter uddør i hastigt tempo. Uanset alverdens opløftende klimaplaner er kursen stadig gal – vi har brug for brandslukning, digebyggeri, nære fremtidsvisioner og løsninger her og nu. Det gælder også mentalt og i vores relationer.
At tage hånd om fremtiden nu er også at tage hånd om hinanden lige dér, hvor det er svært at opretholde kontakt og samtale, fordi stærke følelser og indgroede vaner kommer i spil. Lad os derfor fokusere på den fælles sag:
Alene er vi hver især, unge som gamle, i store træk magtesløse overfor de mønstre af planetforandrende kraft og overforbrug af kloden, som har fået børn og unge verden over til at skolestrejke – og til at opleve sig svigtede af de voksne. Ingen af os er verdensmestre i at genskabe de afsmeltede gletsjere, ingen kan tæmme orkaner, mens de raser, ingen af os er verdensmestre i at forhindre mennesker i at flygte, når deres hjem og lokalområde er blevet ubeboeligt pga. ulidelig varme eller oversvømmelser. Vi må acceptere tab af kontrol. Det er altså godt at starte snakken med en vis portion ydmyghed.
Psykologisk set har vi brug for inklusion, ikke eksklusion. Vi har brug for at forstå, at de invaliderende klimarelaterede stress-reaktioner, som mange især unge kan opleve, kun er toppen af isbjerget – og de stærke følelser kan blive positive drivkræfter for omstillingen, hvis vi lytter efter og respekterer forskellighed.
Klima-og biodiversitetskrisen er af EU parlamentet erklæret en akut nødsituation. På det mentale plan sætter det os som mennesker i en slags kollektiv undtagelsestilstand, en kollektiv stress-udfordring, som vi hver især kan reagere meget forskelligt på – ikke alle vil opleve det som stress, ikke alle vil føle ”klimaangst” eller ”klimaskam” eller ”klimadepression”. Men ingen vil i længden være uberørte. Som med coronakrisen berøres vi enten direkte eller mere indirekte, via vores nære relationer, eller i empati med andre.
Globalt set, hvor det ekstreme klima har sat større spor end i Danmark – er ”klimahysteri” ikke katastrofetanker om verdens undergang. Der handler klimarelateret stress meget kontant om normale, men belastende psykiske reaktioner på ekstreme belastninger. Det kan få voldsomme konsekvenser for dem, der er direkte ramte – de mister måske hjem og pårørende eller levebrød. Og det gælder også mennesker, der kun berøres indirekte, som vidner til, at andre traumatiseres.
Når ekstremt vejr rammer, går det typisk ud over infrastrukturen i lokalområdet. Nedbrud i elforsyning, vandforsyning, fødevareforsyning, kloakering, sundhedsvæsen. Det rammer både psykisk og fysisk sundhed. Netværk og fællesskaber brydes op, familier presses og nogle må emigrere eller flygte. Man ved, at børn, ældre og handicappede rammes særligt hårdt.
Uanset hvor nært eller fjernt, det kan føles for dig selv, er det derfor ikke ligegyldigt, hvordan vi bruger sproget, når vi vil tage dén snak, der flytter.
Det er ikke ligegyldigt om vi siger ”klimahysteri”, ”klimaangst” eller ”klimastresset”.
Siger du ”klimahysteri” er der noget betydningsfuldt, du ikke tager alvorligt.
Siger du ”klimaangst” kan det lyde til, at pilen især peger indad, mod én, der er særligt sårbar. Det gælder f.eks. ikke mig, bedstemoren, her i mit smørhul i Ry – jeg føler mig ikke akut ”klimaangst”. Jeg er dybt optaget af og bekymret for klimaforandringerne, jeg kan rammes af empati, oplevelser af tab og sorg og mismod, men jeg overvældes ikke af panik på klodens vegne. Jeg har erfaring for, at mennesker kan komme styrkede gennem kriser. Tilpasse sig kreativt. Angsten balanceres af tillid til liv. Alligevel respekterer jeg fuldt ud dig, der kan rammes af panik eller føler stærk psykisk smerte. Du hjælper os til fokus på alvoren.
Klimaangst betegner måske heller ikke dig, der er grøn iværksætter og knokler for en grønnere verden. Eller dig, der synes, det er latterligt at tro, vi redder verden ved at genere danske svineproducenter, og helst vil spise som du plejer. Måske er klimabekymringer noget, der ligger langt væk i baghovedet et sted, og du har for længst skaffet dig en varmepumpe. Måske mærker du som klimaaktivist især begejstring og sammenhold, men kan overvældes af modløshed. Eller måske genkender du i tiltagende grad at føle frustration eller raseri over politikernes klimasvigt – og mangel på engagement i din vennekreds. Min pointe er, at det psykologiske klima har mange farver, mange ansigter – det kan være besværligt men også en styrke, når vi skal finde vej sammen.
Siger du i stedet ”klimastress” fanger det måske bedre, hvad det handler om. Pilen peger mere udad. Vi ved fra dagliglivet, at stress har ydre årsager, men koster på krop og sjæl.
Uanset ordene: Når vi putter i bås slører vi for udsyn til det vigtigste: At vi er i samme båd – mennesker på en blå planet. Her og nu rammes mennesker verden over af følgerne af ekstremt vejr og stigende temperatur. Her og nu betyder det tiltag i klimarelateret stress. Vores livsbetingelser og fremtidige eksistens er i spil, vores vaner, velfærd og verdensbillede er i spil, vi er kollektivt under pres for hurtig omstilling, og vi reagerer som dem, vi nu engang er. Mennesker.
Så det er ikke sikkert, du skal ryste på hovedet af dit 14 årige barnebarn, der vil have dig til at blive veganer. Det er ikke sikkert, du skal afskrive et ældre familiemedlem eller en debattør som klimaskeptisk eller ignorant Boomer. Hvis det handler om automatisk genereret magtmisbrug pga olieinteresser er mødet måske hurtigt overstået. Der skal to til et møde. Det sker, det er bedst at ignorere for at holde fokus på sagen. Især på nettet. Som hovedregel vil jeg forsøge. Også han er menneske på jord.
Måske skal du starte med lige at stoppe op, trække vejret, lytte bag om ordene. Se det menneske, du står overfor. Udtrykke dig selv ærligt og autentisk. Og spørge, hvordan det menneske du taler med selv hjælper til. Jeg gætter på, han gør – på sin måde.
Pia Kjærsgård gik skævt af alvoren, da hun kaldte os ”klimatosser”. Heldigvis lod vi os ikke udgrænse. Godt tossede på den gode måde og med varm humor fik vi på ingen tid ”klimatosse” opgraderet til noget, vi kan være stolte over. Det satte en ny dagsorden.
Jeg taler for, at alle gør deres bedste for at insistere på kontakt og dialog. Især når det er fristende at lukke af. Så vi bevarer en respektfuld, lydhør og varm tone med fokus på den fælles sag.
Det løfter begge parter, og det kan flytte alverden.
En kommentar til “Klimatosset klimastress – om at tage hånd om fremtiden nu”
Rigtig fint skriv, der dog kun liiige strejfer politikernes svigt. For mig er det et kæmpe problem at vores regering og folketing taler med flere tunger. Dels siger de det er vigtigt at rykke på klima og natur. Men samtidig gør de ikke rigtigt noget. Jeg kan ikke mærke at de er tilstede og da slet ikke at de tager ansvar. Man blir nærmest desperat, men når en gruppe så rykker på tingene, eks Extinction Rebellion, så får de både fysisk og socialt tæsk. Det er lisom når forældre siger til deres børn at de elsker dem og vil gøre alt. Men så ikke gør det….