Mit engagement i Verdensmålene blev vakt ved et seminar i Dansk Forfatterforening 2018 med Mogens Lykketoft som indleder.
For mig blev og er idéen om den lokale og globale bæredygtighed en øjenåbner og et vendepunkt. Medens min kunst i et langt liv i ord og billeder har været eksistentielt søgende og identitetsskabende, finder jeg i De Forenede Nationers målsætning de samlede og samlende humanistiske tanker, som viser vigtigheden af vores fælles verden. Og ansvaret for klodens fremtid.
Det åbner for en ny kunstnerisk inspiration: fra et “jeg” til et “vi”, fra indad til udad. Gennem malerier og digte at kunne formidle viden om FN’s 17 Verdensmål bliver mit kunstneriske projekt. I perioden 2018-19 skaber jeg i en inspireret tour de force de 17 akvareller, malerier og tekster. Med et givtigt udgangsemne i FN’s ikoner fabulerer jeg over dem, og det udvikler sig til en frugtbar dialog.
(Uddrag fra kataloget, udgivet i anledning af åbningsudstillingen “Hans Tyrrestrup – The Global Goals – verdensmålene” på Museet Holmen. Malerierne er siden blevet vist mange steder i hele landet og findes nu som plakater, der kan ses på Jægersborg Bibliotek i perioden 19.3.-21.5. 2022. Tjek evt. Hans Tyrrestrups egen side.)