Jeppe Spure Nielsen
Aarhus byråd skal snart tage stilling til forslaget om en omfattende havneudvidelse i Aarhus-bugten – en af de største beslutninger i byens historie.
Hver morgen bader jeg i bugten. Her er jeg i kontakt med jorden, luften og havet i hvis bløde favn, jeg føler mig taknemmelig og holdt af noget større end mig selv. I havet er jeg natur og forbundet med andre dyre- og plantearter. Jeg er forelsket i naturen og min kærlighed til hende giver håb og handlemod til min miljøaktivisme og arbejdet for en bedre verden.
De seneste år har vist os, hvordan konsekvenserne af de menneskeskabte miljøændringer manifesterer sig med stadigt større kraft. Naturen taler med STORE bogstaver til os. Når jeg kigger ud over bugten, forstår jeg simpelthen ikke hvorfor et aktivt sprog præget af omsorg, ydmyghed og kærlighed til naturen og alle dens arter ikke findes i de større politiske partier og øverst i embedsværket i Aarhus. Hvad er det man(d) ikke mærker?
Om magt og smadremænd
I Aarhus ser vi desværre stærk patriarkalsk magtudøvelse blandt politikere og embedsmænd – ødelæggende for både natur og demokratisk kultur. En begrænset og ekskluderende virkelighedsopfattelse baseret på dominans og magt-over – ikke en empatisk og samarbejdende magt-sammen-med.
Alt det, vi forbruger, er skabt af naturens ressourcer. Moder Jord er – i kulturel forstand – en kvinde, og hendes gavmildhed bliver misbrugt med mindste pris og minimalt ansvar pålagt den, som udnytter hendes ressourcer. Vi voldtager naturen. Hvor mange flere nedbrydende infrastrukturprojekter skal der til, før vi kan få øje på os selv som de ‘smadremænd’ vi er?
Empati (compassion) er oplevelsen af, at hele verden angår dig – en dybtfølt omsorg for andre arter, mennesker og deres lidelse. Empati er også evnen til at se ligheden mellem andre væsener og en selv – at vi er forbudne gennem fælles vilkår og udfordringer. Empati indebærer også modet til at bevæge sig tættere på virkeligheden og handle holistisk. Mange af os er af opvækst- og samfundsmæssige grunde blevet begrænset i vores empati, men det kan man arbejde med at hele i sig selv.
Er man(d) selv bange?
Hverken byrådspolitikerne eller embedsmandsværket har evnet at mobilisere empati i borgerinddragelsesprocessen for havneudvidelsen. Man(d) møder ikke bekymrede borgere med varme øjne og lyttende ører for at lære. Man(d) udviser alene en fraspaltet kold ’kognitiv empati’, hvor man(d) kun forstår klima- og miljøudfordringerne med hjernen, uden selv at forbinde sig med sorg, lidelse eller angst. Man(d) er afkoblet fra virkeligheden derude: Naturen som banker på. Måske er man(d) selv bange uden at have erkendt det?
Havneprocessen køres instrumentelt, koldt og tonedøvt. Derfor producerer den forvirring, mistillid og vrede. Værdier og følelser eksternaliseres og overlades til bekymrede borgere, der forsøger at tage holistisk ansvar. De burde takkes for at udføre dette følelsesarbejde på vegne af fællesskabet, når magten opfører sig uengageret eller ligefrem walled-off og one-up, dvs. relationelt afkoblet, grandiost og devaluerende.
Vis mig tvivlens nådegave
Jeg er rasende på politikere og andre magtfulde aktører i havneprocessen, der ikke ydmygt udforsker de stærke reaktioner, de vækker i os borgere på baggrund af deres magtudøvelse. Vis mig tvivlens nådegave!
Jeg er frustreret over politikere, der ikke nysgerrigt arbejder på at optø det frosne og farlige bureaukratiske system, der fortsætter med at reproducere de undladelsessynder i forhold til klima og miljø, som vi i årtier har lukket øjnene for. Vis mig modet til at tøve og forandre!
Vi bliver nødt til at ombytte den politiske vrangforestilling om dominans og kontrol med den visdom, der ligger i empatiens nysgerrighed, samarbejde og kollektive læring.
Vi har alt for længe været utilgiveligt venlige over for dem, der ødelægger naturen og udbytter vores klode. Værdirelativismens tid er forbi. Alt er ikke lige godt. Vi står på en brændende platform. Derfor må vi have et højere etisk etos, der retter sig mod naturen – også for vores egen skyld. En udvidelse af havnen ud i bugten er mere af det samme.
Vi spiller alle en rolle i demokratiet og skabelsen af en bæredygtig fremtid for vores børn og børnebørn. Vi skal derfor vælge og bakke op om politikere og ledere, der autentisk øver sig i at mærke sig selv og være i følelsesmæssig kontakt med andre mennesker, med naturen og dens arter.
Vi kommer til at bede hver og én af jer byrådspolitikere om at forklare os grundigt, på hvilken måde en havneudvidelse hører fremtiden og ikke mindst naturen til.
Da jeg så solen stå op over Aarhus-bugten i morges løb tårerne ned ad mine kinder – af glæde over skønheden, men også af sorg over alt det, vi står til at miste.
Den ‘stærke mands’ tid er forbi.
(Indlægget blev bragt i JP Aarhus den 15. oktober 2022 og bringes her efter aftale med Jeppe Spure Nielsen og tilladelse fra nyhedsredaktør Jens Arvid Spærhage Hansen. Formand Svend Erik Kristensen fra Beskyt Aarhusbugten har givet tilladelse til brug af fotoet fra foreningens hjemmeside.)
