Kategorier
Set og hørt

Med kloden i hænderne – overvejelser om hin enkeltes bekymringer over tingenes tilstand

Vi er bekymrede – og det med fuld ret. Man skal være mere end almindeligt fakta-resistent, hvis ikke man bekymrer sig over altings undergang, skriver Mickey Gjerris. Men han har også et godt, gammelt råd mod at bekymre sig for meget og over det forkerte …

Sig det videre...
Mickey Gjerris

Livet er et liv i bekymring, som filosoffen Martin Heidegger sagde. I sidste ende fordi vi ved, at vi skal dø. At vi er endelige, sårbare biologiske væsener, som hele tiden skal opretholde livet gennem at opfylde en række basale behov. Væsener, der, uanset hvor meget vi kæmper, på et tidspunkt skal herfra.

Så vi er bekymrede – og det med fuld ret. Man skal være mere end almindeligt fakta-resistent hvis ikke man bekymrer sig over altings undergang.

Netop derfor er det så vigtigt, at vi ikke kun bekymrer os. For samtidig er tilværelsen en ufattelig gave. En mulighed for at ånde luften i fulde drag. For at knytte meningsfulde bånd til andre levevæsener – det være sig mennesker, hunde, sangdrosler eller træer. For at sanse og glædes, mens vi er her. Så man skal gå til livet med både alvor og begejstring. Se situationen i øjnene uden at lade sig knække. Huske, at menneskets bedste og eneste forsvar mod den tragedie af død og ødelæggelse, som vi alle deltager i, er at elske, smile, leve og le – ikke på trods, men samtidig med, at alvoren fastholdes.

En del af kunsten i at komme frem til døden uden at have mistet forstanden af bekymringer, er således at stræbe efter den visdom, som er udtrykt i den amerikanske teolog Reinhold Niebuhrs ”Sindsro-bøn” fra 1932:

Gud, giv mig

sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,

mod til at ændre de ting jeg kan,

og visdom til at se forskellen.

Bønnen rummer to slags bekymringer. Dem, vi alle har og som hører med til tilværelsen som biologiske væsener med en viden om vores egne og vores kæres død – og en anden slags bekymringer: Dem, som vi selv skaffer os på halsen og som vi godt kan gøre noget ved. De bekymringer, der ikke skyldes livest grundvilkår, men er selvskabte.

Dem er der også rigeligt af. Og de er lige så svære at have med at gøre som de første, men på en anden måde. For hvor de første kræver sindsro, der kræver de andre handling, forandring – ja, man fristes til at sige omstilling.

Nu skulle man jo tro, at den slags bekymringer ville blive ryddet af vejen, så hurtigt som muligt. Der er jo nok at bekymre sig om bare ved at være til, så hvorfor dog ikke få de bekymringer, som man kan fjerne gennem at ændre på tingene, væk? Ikke at gøre det er som at vælge midt i en skovbrand at blive stående med hånden på en tændt kogeplade. Og så dumme er vi jo ikke. Os mennesker. Jordens mest, om ikke eneste, begavede art – i hvert fald hvis man spørger os selv.

Ikke desto mindre står vi her og er bekymrede – foran den bygning, hvor nogle af de mest magtfulde mennesker arbejder. Fordi de netop ikke har modet til at forandre det, der kan forandres. Ikke har modet til at sætte handling bag alle de flotte ord om ”grøn omstilling”.

Tværtimod, så fortsætter de ned ad præcis samme spor, som har bragt os ud i den bekymrende situation, vi står i. En situation, hvor vi med vores samfundsindretning og individuelle valg undergraver de livsbetingelser, som vi ikke kan leve uden. En situation, hvor klodens klima forandres til det langt værre og arterne forsvinder hurtigere end valgløfter om at sætte klimaet og naturen øverst på dagsordenen.

Hvad skal man mene om det? Man kan jo undre sig over, at det er sådan. Undre sig over, hvad der forhindrer dem i at handle på den bedst tilgængelige viden. Undre sig over den uendelige række af undskyldninger, der står i kø, og som stort set alle kan koges ned til: Vi skal nok… det kræver bare lige, at vi udvikler nogle teknologier, så vi kan foretage en radikal og gennemgribende omstilling af hele samfundet… uden at nogle mærker det.

For der er nok at bekymre sig om. Men vi burde ikke stå her og gøre det. Lige præcis det, som vi er samlet om at bekymre os over her i dag, burde vi ikke bekymre os om. For de bekymringer kan vi gøre noget ved. Det kræver blot, at vi har mod til at ændre på det, som vi kan ændre på.

Så kan vi jo i stedet bruge tiden på at mødes i skoven og ved havet og hjælpe hinanden med at finde sindsro i forhold til de bekymringer, som vi ikke kan fjerne.

Men indtil det sker, så er det godt at I er her og minder dem, der for alvor har magt til at gøre noget, om, at det vigtigste er at have visdom til at skelne mellem det, som vi må lære at leve og dø med og det, som kan blive anderledes. For den visdom synes fjern i disse dage.

(Indlægget er en redigeret version af en tale, som Mickey Gjerris holdt foran Christiansborg den 22.4. 2021.)

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.