Kategorier
Praktivisme

Spirer af håb

Hvorfor er en nyslået græsplæne og betonfliser smukkere end blomstrende valmuer og andet ‘ukrudt og kvas, som havens øvrigt beboere sætter pris på? Hvordan skal sidste års pindsvineunger finde vej ud i verden til mulige mager?

Spørgsmål som disse drev Lone Belling til at være med til at stifte Nørre Snede Grønne Nabofællesskaber.
Læs mere

Sig det videre...
Af Lone Belling

Hvis vi sidder alene med tankerne om klima- og biodiversitetskrisen, og føler vi skal klare det hele alene, så bliver det alt for uoverskueligt.  Og vi ender nemt i opgivelse – eller fornægtelse af at problemerne eksisterer.

I stedet skal vi vende os mod hinanden, mod fællesskaber – både dem vi allerede er en del af og de nye, som opstår. Det kan være store, nationale og internationale netværk, men i høj grad også de lokale. Lige her hvor vi bor, lever og arbejder. De mennesker og naboer, vi deler liv og hverdag med.

For der sker det forunderlige, at når vi begynder at handle, at gøre noget ved det som kan synes uoverskueligt og overvældende, så får vi kræfter til at være i det. Så spirer der håb. Håb om at vores handlinger – store, små og mikro – kan gøre en forskel. At det betyder noget, hvis vi får delebiler i byen og ikke alle køber bil nummer 2. At vi planter mikroskove, som kan opsuge CO2 og give plads til flere insekter, fugle og smådyr, ligesom kvashegn og vilde blomster gør det.  At vi faktisk kan inspirere hinanden til at ændre madvaner i det små, når vi spiser sammen og nyder de andres anstrengelser for at bidrage til det fælles bord.

Derfor har vi etableret Nørre Snede Grønne Nabofællesskaber, hvor vi arbejder med helt konkrete grønne handlinger og initiativer her i vores lokalmiljø. Noget, som gør en lille forskel i sig selv, men som forhåbentlig også kan inspirere andre til både at tænke og handle grønt, uanset om man er et menighedsråd, en idrætsforening, FDF’ere eller en børnehave – eller privat borger. For mange af os har jo haver, hvor vi også kunne lave kvashegn og give lidt mere plads til vildskab og natur.

Naturen får plads

Hvorfor er en nyslået græsplæne og betonfliser smukkere end blomstrende valmuer og andet ’ukrudt’ og kvas, som havens øvrige beboere sætter pris på? Og her tænker jeg stadig på sidste års pindsvineunger fra min have, som jo gerne skulle kunne finde en grøn korridor ud i verden til mulige mager. Det kræver at naturen får plads.

Heldigvis er der andre som har taget den grønne og naturens dagsorden til sig. Lige ovre på den anden side af kirkegården har vi nu en frugthave, som bliver mere og mere vild. Jorden er ejet af kirken, forvaltet af kommunen og nu med både ideer og konkrete initiativer fra byens Grønne Nabofællesskab. I samarbejde med fængslet har vi fået lavet en masse insekthoteller, som bliver sat op med hjælp fra FDF’erne. Og til efteråret etablerer vi, i samarbejde med skolen og biblioteket, Region Midt’s første mikroskov oppe på skolens areal. En begivenhed, som vi kommer til at fejre med hele byen!

For lige så vigtig som det er, hvad vi gør hver især og hvad vi gør i de Grønne Nabofællesskaber, lige så vigtigt er det, hvad vi kan gøre i partnerskaber og samarbejde på tværs af eksisterende foreninger. For vi er i det her sammen – både med de udfordringer, klima- og biodiversitetskrisen giver os, og de muligheder vi skaber for at handle og leve sammen.

Vores sundhed afhænger af Jordens sundhed

For jeg tror på at når vi trækker naturen tættere på, når vi sanser og mærker livet i alle dens udtryk og former, så bliver vi både gladere og sundere. Både vores fysiske og mentale sundhed er afhængig af Jordens sundhed.

Det handler om at give plads til det forunderlige, alt det vi ikke ved og forstår, men mærker. Om alle de spørgsmål, som kan dukke op i både voksne og barnlige sind, når man sætter sig midt i naturen

For hvem opfandt lærken og nattergalen?

Hvem satte knopper på birk og bøg?

Og hvem bestemte, at netop svalen
sku’ være svale og gøgen gøg?

Måske får vi svar – måske står svarene og blafrer i vinden, men for mig giver Halfdan Rasmussen et godt bud, når han siger

Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror.
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evig stor.

Og hvis der ligger et barn i alt levende – så lad os passe på det og elske det som et barn.

Tak for jeres tålmodighed og tid, tak for at lytte til dette forsøg på at give naturen stemme her midt i vores fejring.

(Indlægget er sidste del af en tale, som Lone Belling holdt til Sommerfest i Præstegårdshaven. Læs den første del her.)

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.