Kategorier
Samtale

Om store maskiner – og fremtid

Mit barnebarn er én af dem, som har stået længe og mange gange og set beundrende på, når de store anlægsmaskiner arbejder. Hvad han ikke sanser og ikke ved er, at de herlige maskiner kører på diesel og prutter CO2 ud i tonsvis i atmosfæren … Læs mere

Sig det videre...
Annegrethe Jørgensen

Anlægsarbejder er ikke, hvad de var engang. Før i tiden var store mænd i gang i gravehullerne eller stod og hang over deres skovle. Lidt til grin for alle os andre, der ikke vidste, hvor hårdt arbejdet var. Nu til dags kører store maskiner i hobetal for at grave, hive jord op af huller, stoppe hullerne til igen med noget andet jord og så ellers køre mellem bunkerne. Eller gøre det hele om igen, fordi der kom et uforudset problem op af jorden.

De larmer, de store maskiner, når de bliver startet tidligt om morgenen og kører utrætteligt til hen på eftermiddagen. Der er gravkøer, minigravere og mange flere slags maskiner, som mit barnebarn på 3 ved meget mere om end mig. Han er nemlig én af dem, som har stået længe og mange gange og set beundrende på med far eller mor i hånden. Hvad han ikke sanser og ikke ved, er at de herlige maskiner kører på diesel og prutter CO2 ud i tonsvis i atmosfæren, mens de gør deres utrættelige arbejde. CO2, som vi hurtigst muligt skal udlede meget mindre af for at stoppe klimaforandringerne.

Men vi skal vel ikke stoppe med anlægsarbejder? Vi skal vel stadig forbedre vejene og fx anlægge cykelstier – ja, i særdeleshed cykelstier, så cyklisterne kan få bedre forhold, som måske endda kan lokke nogle af bilisterne ud af bilen og op på cyklen. Ja, det skal vi da! Men skal vi også anlægge flere motorveje med deres tons af jord, der skal graves og flyttes og jævnes og asfalteres af små mænd i store maskiner? Er det en klog beslutning Aarhus-politikerne lige har taget om den store havneudvidelse? Svaret blafrer i forårsvinden.

Men jeg bliver ked af det, når jeg ser et af de beundrende børn vinke farvel til de herlige maskiner, når han bliver nødt til at drage videre. I favnen på far. Er det ikke sin egen sikre fremtid, han vinker farvel til?

(Indlægget blev bragt i Århus Stiftstidende den 27.2. 2023 og videregives her med debatredaktionens tilladelse.)

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.