Fremtidsvisioner kommer gerne som enten utopier eller dystopier. Utopien om det bæredygtige samfund giver håb i trange tider, når politikerne handler for sent og for langsomt. “Eskapisme!” siger kritikerne. Dystopien skræmmer med sine helvedssyner af en verden, der brænder, drukner og blæser væk.
Findes der en 3. vej? Mellem utopien og dystopien?
En vej, som viser, hvordan vi klarer os igennem klimaforandringerne. Hvordan vi kan leve, elske og skabe en fremtid for os selv og vores børn og børnebørn. I 2030, ja, men også i 2050 og når vores efterkommere når til år 2100. Om bare 2-3 generationer.
Vi håber og tror det. Men vi erkender også, at det er på høje tid, at vi begynder at lede efter dén vej. 1 1/2°s-målet er ved at være passé, men vi vender os væk fra at høre om konsekvenserne. De skræmmer os, så vi mister modet og styrken til at handle.
Hvor er vejen frem?
Thrutopia
På ”Fremtiden i vore hænder” tror vi på, at Rupert Read har fat i noget helt afgørende med sit begreb om ’thrutopia’.
Hvordan vi klarer den, dét er ’thrutopia’-visionens ene ben. Det kræver vilde praktivister og kunstnere og fremtidsforskere, der ved, at fremtiden ikke bare kan forudsiges. Den skal skabes – med hjerte, mod og forandringskraft. Det andet ben er klarøjet realisme og et dybtfølt ønske om rettidig omhu. Hvor er det, at vi med større og større risiko bevæger os hen? Hvad kan vi gøre for at forhindre det?
Vi tror på dén vej og har taget hul på at udforske den med de første ’thrutopia’-interviews. Tag med på rejsen! Kom med et bud på et godt dansk ord for ’thrutopia’ (som både rummer “through” og “true”) og hjælp os med at finde gode mennesker, som kan bidrage til samtalen.
Vi leder efter håbet, og véd, at vi kun finder det ved at tåle sorgen over, at det er hér, vi er. Og vi har meget at kæmpe for …
