Har vi tid til glæde?

Hans Erik Avlund Frandsen

Er det allerede for sent?

Mon ikke det spørgsmål er dukket op i hovedet på de fleste af os der på den ene eller anden måde er med i klimabevægelsen? Hver uge bringer nye alarmerende nyheder om at udviklingen går den gale vej, om prognoser der viser sig at have været for optimistiske, om nølende eller ligeglade politikere verden over.

Imens går tiden. Og i samme takt indskrænkes handlemulighederne, og risikoen for at vi når diverse tipping-points vokser dag for dag.

Som Storm P engang sagde:

”Det er folks egen skyld hvis de er glade, for der er nok at være ked af”.

I 1939 skrev den tyske digter Bertolt Brecht under indtryk af nazisternes totale dominans og udsigten til en ny verdenskrig et digt om glæden. Det hed Til efterkommerne. Og det handler om hvad der sker – eller kan ske – for den der ikke kan skubbe katastrofetruslen fra sig.

De to første strofer lyder sådan:

”Sandelig, jeg lever i mørke tider!

Det troskyldige ord er en tåbelighed. En glat pande

Tyder på ufølsomhed. Den leende

Har blot ikke modtaget

Den frygtelige nyhed endnu

 

Hvad er det for tider, da

En samtale om træer næsten er en forbrydelse

Siden den rummer en fortielse af så mange

Ugerninger!”

I dag er situationen en anden, men digtet taler jo også ind i vores tid. Det er ikke svært at få øje på katastrofepotentialet i klimatruslen, i den voksende sociale og økonomiske ulighed, i rovdriften på vores naturgrundlag.

Problemet er derfor også vores: Er glæden ikke lidt mistænkelig? Et tegn på overfladiskhed og manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene? Er hengivelsen til glæden ikke ”næsten en forbrydelse”, fordi den glade i stedet for at bruge tid på sin glæde burde gøre noget for at være med til at forhindre den truende katastrofe?

Denne tankegang er besnærende logisk, men også   –   tror jeg   –   udtryk for en fatal misforståelse af vores livs grundvilkår:

Det er ikke glæden, men ligegyldigheden og fortrængningen der er problemet. Glæden og bekymringen for hvad det er vi gør med vores klode og med hinanden, er derimod allierede. Uden glæde ved træet dør indignationen over ødelæggelsen af træet. Uden glæden over de mennesker vi er sammen med, dør motivationen til at slås for andresglæde. Dør glæden, er der kun ligegyldigheden, kynismen og fanatismen tilbage.

Hvis det skulle gå sådan at det ikke lykkes os og alle de millioner af andre mennesker der også prøver, at afværge truslerne mod de kommende generationers liv, så vil vi og de være langt bedre rustede til at klare de kommende svære tider hvis glæden ved livet, naturen og hinanden har været vores følgesvend.

Og ikke mindst: Det er aldrig forgæves at demonstrere, råbe op, handle, organisere sig sammen med andre, lære hvordan man gør, lave sange osv. Hvis det skulle gå sådan at vores bidrag ender med at være en del af et nederlag, så er der endnu mere brug for at så mange som muligt har glædens og aktivismens erfaringer med sig.