Kategorier
Visioner

Tilbageblik fra 2035

Det hele var efterhånden blevet helt grotesk med pengesystemet. Man blev straffet for at have penge stående i banken, gældsætningen blev mere og mere omfattende og for mange mennesker kunne det ikke betale sig at arbejde.

Det blev ungdommen, der endte med at tage fra i pengenes cirkus … Læs mere

Sig det videre...
Knud Anker Iversen

Det var først da vi i 2026 fandt ud af hvordan vi kunne få et lokalt, digitalt betalingssystem til at fungere, at der for alvor kom gang i de mindre enheder i samfundet.

Forhistorien var, at det hele efterhånden var blevet helt grotesk med pengesystemet. Man blev straffet for at have penge stående i banken, gældsætningen blev mere og mere omfattende og for mange mennesker kunne det ikke betale sig at arbejde. I stedet levede de så af økonomisk spekulation i bolig og værdipapirer.

Det blev ungdommen, der endte med at tage fra i pengenes cirkus, for det blev mere og mere åbenlyst at mulighederne for de kommende generationer lukkede sig med de stadig mere dystre fremtidsudsigter.

Den digitale og lokale valuta blev oprørets spydspids. Selvfølgelig blev de unge mennesker advaret mod at koble sig af den store centraliserede økonomi, og der blev rejst sigtelser for pengefalskneri og dokumentfalsk. Men de unge kæmpede på stadig flere fronter og fik flere og flere allierede i form af lokale håndværkere, handlende, politikere og ikke mindst mennesker på kanten af samfundet. Der kom en større og større forståelse for at de lokale samfund skal have en meget mere central rolle, hvis vi for alvor skulle løfte os ud af de mange kriser. Det handler om nærvær og evnen til at se hinanden i øjnene. ”Din ligegyldighed bliver til min smerte” sagde vi og tog skeen i den anden hånd.

Folk begyndte at hjælpes ad

Der skete for alvor noget, da vores kontakt i stigende grad gik fra internettet – som var blevet stadigt mere useriøst – til lokale indsatser. Folk begyndte at hjælpes ad med produktion af solenergi. De gik sammen i lokale mad-produktionsfællesskaber, og de ældre bidrog med de evner, de stadig havde og som var for gode til at overlade til ensomheden. Flere psykiatere og megen medicin blev overflødig i takt med at mennesker – unge som ældre – blev mødt med tillid og fokus på det de kunne.

I dag er tingene blevet vendt på hovedet i de lokale enheder. Nu er det ikke længere konsulenter, kommunikationseksperter, topjurister, finansforvaltere, psykiatere, økonomer og advokater, der har den høje status. For lokalt kan vi jo godt se at dem, der har de nyttige evner, det er tømrerne, elektrikerne, sosu’erne, lærerne, sundhedsmedarbejderne, de kreative fritænkere og folk som dem. De kan dét, der skal til, for at få det lokale fællesskab til at fungere.

Det var ikke mindst de kreative fritænkere med deres skæve vinkler, som vi fik på banen, da vi i 2028 fik gennemført basis-indkomsten. Vi ville anerkende alles ret til at eksistere og basis-lønnen gav alle en basal, men ikke høj løn. Det viste sig, at langt de fleste gerne ville bidrage, så de fik mere end det, men den omfattende kontrol og mistro, vi havde i starten af 2020’erne, blev med et slag overflødig og jobcentrene er helt nedlagt nu. Ingen savner dem men alle nyder godt i hverdagen af, at der blev flere frie kræfter til at tænke skønheden og kunsten med i livet.

Den lokale valuta

Det var dygtige IT-nørder, der fandt ud af hvordan en digital valuta kan konstrueres til kun at kunne bruges hos lokale virksomheder, så den gamle, fælles valuta kun skal ”op af lommen ” når der skal handles uden for lokalsamfundet. I begyndelsen var der selvfølgelig stor skepsis, og der var ikke mange, der turde binde an med de lokale penge. Men efterhånden fandt flere og flere lokalsamfund sammen omkring den lokale økonomi, så pengene kunne bruges i stadig flere sammenhænge.

Ressourcespildet blev mindre, fordi det blev mere nærliggende at undersøge, om ikke der var lokale, der kunne reparere tingene eller gerne ville overtage det, man ikke længere kunne bruge. Fødevareproduktionen blev også mere og mere lokal, efterhånden som det blev mere sikkert at produkterne kunne afsættes lokalt og ikke behøvede at blive solgt ud af lokalsamfundet. Vores behov for transport blev mindre, også fordi ganske meget arbejde jo kan klares ved computeren. Der er stadig nogle, der kører i el-biler, men hurtigbusserne, som har deres eget spor på motorvejene, har overbevist flere og flere om at man faktisk kommer hurtigere frem på den måde. Og uden parkeringsbøvl!

Nu er der en langsomhed over vores samfund, som man ville have fnyst af i starten af ’20erne, hvor alt skulle gå hurtigere og hurtigere. Men behovet for langsomhed og eftertænksomhed kom af sig selv, da vi begyndte at lægge skærmene og opdagede hinanden. Og så forsvandt megen stress jo, sammen med de deraf afledte sygdomme.

Alt er ikke godt og det er ikke hele Danmark der er omlagt, men tendensen er ikke til at tage fejl af. Vi styrer – med ungdommens alvorlige blik rettet mod de store trusler – i en retning, der har håbet i sig.

(Indlægget er tidligere bragt i Sjællandske Nyheder 22.7. 2021 og i GreenUpdate 30.8. 2021.)

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.