Af Maja Kofod Jensen, Aktivst i Den grønne studenterbevægelse
Klimaet ændrer sig kun langsomt (men dog hurtigt i et planetært perspektiv), og for det utrænede øje er tabet af arter mest et ”usynligt” problem. På samme måde er det med bæredygtighed. Vi kan ikke se, føle, smage eller lugte det, alligevel er det afgørende for vores overlevelse. Et samfund, der er ubæredygtigt, kan ikke fortsætte over tid.
Men bæredygtighed er et abstrakt begreb. I Brundtland-rapporten fra 1987 blev det defineret som en udvikling, der ”opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”. Det lyder simpelt, men dykker man bare lidt ned i diskussionen om begrebet bliver det hurtigt komplekst. For hvad er vores ”behov” egentlig? Hvordan definerer vi nuværende og kommende generationer? Hvordan skal vi balancere mellem individet og fællesskabet og mellem det lokale og globale niveau, når behovene skal opfyldes? Hvilken rolle spiller naturen over for menneskers behov? Hvilken rolle skal teknologien spille?
Så længe der ikke er tilpas mange mennesker, der har kompetencer til at forholde sig til spørgsmål som disse på en kvalificeret måde, når vi ikke i mål med den bæredygtige omstilling. Derfor er der behov for bæredygtig dannelse.
Vi kan ikke redde hele verden gennem uddannelse, men det er et godt (og nødvendigt) sted at starte.
Holistisk uddannelse
Demokratisk dannelse opdrager til demokratiske værdier og til at deltage som borger i et demokratisk samfund. På samme måde skal bæredygtig dannelse gøre fremtidens borgere i stand til at tage aktiv del i at skabe et bæredygtigt samfund. Ifølge FN’s organ for uddannelse, UNESCO, skal ”Uddannelse for Bæredygtig Udvikling” derfor være ”holistisk og transformativ”. Vægten skal ikke blot ligge på, at man skal lære OM bæredygtighed men lige så meget på, at man skal lære FOR bæredygtighed, dvs. lære på en bestemt måde, der kan bidrage til opnåelsen af et bæredygtigt samfund. Bæredygtighed skal ikke kun ses som et emne men også forstås som et formål eller perspektiv. Det indebærer bl.a. at give eleven/den studerende en evne til at tænke i systemer, at kunne se sammenhænge på tværs af tid, rum og geografi, og at kunne tænke kritisk og reflektere over egne og andres værdier. Det vil sige, at bæredygtighed skal være en central værdi, som gennemsyrer både samfundet og uddannelsessystemet.
I grundskolen og gymnasiet kunne man f.eks. arbejde med ”klimafiktion” i dansk, og på erhvervsskolerne kunne man lære om bæredygtige materialer. På professionshøjskolerne kunne man have fokus på, hvilken rolle ens profession kan spille i den grønne omstilling, og på universiteterne kunne man undersøge begrebet ”bæredygtighed” ud fra ens egen faglige vinkel. Det afgørende er ikke, hvordan det konkret kommer til at se ud, men at bæredygtighed i langt højere grad integreres systematisk, så det gennemsyrer hele uddannelsessystemet.
Handlekompetence
Og det skal ske på en måde, som understøtter tværfaglighed og handlekompetence. Vi skal have en forståelse for sammenhængene mellem bæredygtighed og andre problemstillinger og få kompetencer til at kunne handle på problemerne, hvad enten det er gennem teknisk viden, demokratisk deltagelse eller ved at så vilde blomster i skolens græsplæne.
Alt for mange børn og unge går rundt med tyngende bekymringer for klimaet og fremtiden, fordi de føler sig magtesløse over for udfordringens omfang. Men som mange af os allerede har erfaret, så er den bedste kur mod klimaangst, at man handler på sin bekymring sammen med andre. Desværre er det langt fra alle børn og unge, der finder vej til et grønt fællesskab, og derfor skal de også mødes af lærere, der tager deres bekymring alvorligt og hjælper dem til at handle på den.
Vi kan ikke redde hele verden gennem uddannelse, men det er et godt (og nødvendigt) sted at starte.
Den nye virkelighed er her allerede
Nogle vil måske indvende, at alt det er meget godt, men ikke strengt nødvendigt, mens andre vil mene, at det direkte er at ”politisere” vores uddannelsessystem. Mit svar er, at vi må erkende at klimaforandringerne er en realitet, og at det nu kun er et spørgsmål om, i hvor høj grad vi formår at bremse de værste konsekvenser. Vi har allerede gjort uoprettelig skade på planeten, og derfor er vi nødt til at forberede børn og unge på den nye virkelighed, som allerede er her. Det kræver at vi tør tage diskussioner op, der er langt større og mere grundlæggende end hvordan vi får flere vindmøller og elbiler.
Vi bliver nødt til at diskutere, hvilke værdier vi skal indrette vores samfund efter, for klima- og biodiversitetskrisen er ikke kun tekniske problemstillinger, men også moralske, etiske, filosofiske og politiske kriser. Det vil blive mere og mere tydeligt, efterhånden som vi kommer til at opleve flere og flere ekstreme hændelser i fremtiden.
Mange elever og studerende efterspørger allerede nu mere undervisning i klima og bæredygtighed men bliver mødt af et rigidt system, som er ude af trit med virkeligheden. Samtidig føler lærere og undervisere sig ikke godt nok klædt på til at tage emnet op, så ellers gode intentioner og initiativer strander på manglende viden eller opbakning.
Derfor skal vi skabe de rette rammer og vilkår for at vi kan realisere en bæredygtig uddannelse. Det kræver handling på alle niveauer både lokalt, kommunalt og nationalt. Første skridt er at starte en samtale om, hvilken fremtid vi uddanner til.
Maja Kofod Jensen er med i den nationale kampagne Uddannelser for fremtiden Bag kampagnen står Den Grønne Studenterbevægelse og 11 elev- og studenterorganisationer, som repræsenterer over én million elever og studerende.
