Kategorier
Aktivisme Den mentale rejse

Klimasuk og klimahåb

At være ung under klimakrisen er som at være ung til alle tider – den samme usikkerhed, det samme pres fra alle sider.

Men det er også at føle sig skyldig over ikke at kunne løfte den uoverkommelige byrde, som klimakrisen lægger på én … Læs mere

Sig det videre...
Maja Kofod Jensen, aktivist i Den Grønne ungdomsbevægelse

”Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?”. Det spørgsmål tror jeg de fleste af os har prøvet at få, da vi var små. Og ligesom mange andre børn og unge fik jeg det også.

Jeg ville gerne være kunstner, jeg ville gerne gøre en forskel for andre mennesker. Men mest af alt ville jeg bare gerne gøre mere af det, jeg godt kunne lide.

Som barn var jeg FDF’er, jeg gik til kor, og jeg kunne godt lide at spille computer og være kreativ. Jeg husker også, at jeg fra en ret tidlig alder havde en stærk retfærdighedssans.

Jeg følte at jeg havde et ansvar for andre mennesker, at det var min pligt at gøre noget ved de problemer og den ulighed som fandtes i verden.

Da jeg gik i 5. klasse, kan jeg huske at vi skulle se dokumentaren ”En ubekvem sandhed” om klimaforandringer. I slutningen af filmen var der en montage der viste, hvordan verden ville se ud ved 1°s stigning, 2°s stigning, 3° osv. Ved 5°s stigning var det bogstavelig talt en verden i brand, og jeg husker, at jeg blev virkelig bange, da jeg så den scene.

Men livet gik videre. I skolen lærte vi om vedvarende energi og energibesparelser. Jeg tegnede et lavenergihus med solceller på taget og vindmølle og jordvarme i baghaven. Vi havde ”1-ton-mindre-kampagne” og billedet på global opvarmning var en isbjørn på en isflage. Samtidig var Bjørn Lomborg jævnligt i medierne og sagde, at der slet ikke var menneskeskabte klimaforandringer.

At være ung under klimakrisen

I dag er klimakrisen allevegne og klimavenlig livsstil er blevet ”mainstream”. De unge går forrest, får vi at vide. De unge engagerer sig. Men for mig har det aldrig været en interesse eller en ”livsstil”. Jeg ville langt hellere bruge min fritid på at spille teater, være kreativ og læse bøger.

Og sådan tror jeg vi er mange, der har det. Vi unge er ikke anderledes end så mange andre. Vi vil også gerne have et ungdomsliv, gå til fester og opleve verden. Vi går i genbrugstøj og spiser vegetarisk – ikke for at være smarte, men fordi det er en nødvendighed.

At være ung under klimakrisen er på den ene side som at være ung til alle tider. At være usikker på, hvilken vej man skal gå i livet. At føle sig presset over de krav der stilles til en fra alle sider – fra forældre, venner og skolen. Men at være ung under klimakrisen er på den anden side også fornemmelsen af aldrig at have ”tid nok”. At føle sig skyldig over ikke at kunne løfte den uoverkommelige byrde, som klimakrisen lægger på en.

For når de unge, der lever i dag, er blevet ”gamle nok” til at det er dem, der sidder på de tunge poster i bestyrelserne, eller er kommet ind i det politiske system – så er det for sent.

De fleste har nok hørt om Verdensmålene. Ifølge dem skal vi inden 2030 bl.a. have afskaffet fattigdom og sult, skabt ligestilling mellem kønnene, reduceret vold, bremset biodiversitetskrisen og lavet store CO2-reduktioner for at begrænse klimaforandringerne.

Jeg har tænkt, at ”I 2030 er jeg 34 år. På det tidspunkt – når jeg knapt nok har nået at etablere mig i livet – skal verden være perfekt”.

Klimaangst – og håb

Bare inden for min egen levetid er stigningen i den globale gennemsnitstemperatur næsten tredoblet. Da jeg blev født i 1996 var temperaturen ca. 0,3° over det normale niveau før den industrielle revolution. I 2021 – 25 år senere – var den på 1,1°. Og udledningerne stiger stadig. Det fald i udledninger, vi så under Corona – det fald skal vi have HVERT år for at nå de globale klimamål i Parisaftalen!

Så det er ikke så underligt, at vi er begyndt at tale om “klimaangst”. Når medierne behandler klimaforandringerne som ét blandt flere emner – der hurtigt bliver overskygget af Corona eller krig i Ukraine. Når politikerne stadig fokuserer på at vi skal have vækst, højere forbrug og flere byggerier. Så kan man nemt komme til at føle sig ”skør” i en verden, der opfører sig som om intet er hændt.

Hvordan finder man så håb, når alt ser håbløst ud? For mig handler det om at insistere på at se lyspunkterne midt i mørket. Om at finde sammen med andre, der har det på samme måde. Og om at fokusere på det, vi KAN gøre bedre – i fællesskab.

For klimaforandringerne er ikke længere et spørgsmål om enten-eller. Det vil blive værre uanset, hvad vi gør. Men vi har et valg. Vi kan vælge at lade stå til og lade alt gå ad helvede til. Eller vi kan vælge at begrænse skaderne så meget som muligt og gøre det, vi kan, for at skabe det bedst mulige liv for alle – inden for rammerne af et bæredygtigt samfund.

Derfor er jeg aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Fordi det giver mig håb, at jeg kan rykke ved nogle af de strukturer, som jeg ikke selv kan påvirke som enkeltperson. Og fordi jeg her finder et fællesskab blandt andre, der har det ligesom mig.

”Menneske, din egen magt

Gør dig svimmel og forsagt

Du skal selv på denne klode

Skelne ondskab fra det gode

Dybt ansvarlig for din jord”

Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB) er en bevægelse af unge fra hele landet, som kæmper for en grøn, retfærdig fremtid. DGUB laver demonstrationer og påvirker politikere, virksomheder og institutioner, både lokalt og nationalt, til at tage ansvar. Bevægelsen startede i sommeren 2018 som Den Grønne Studenterbevægelse, men skiftede navn i foråret '22 for at signalere, at den er en bevægelse for alle unge. I Aarhus har DGUB bl.a. arbejdet for, at kommunen skal tage ansvar for klimaet, og den har presset på for at stoppe udvidelsen af havnen, som DGUB mener er i strid med vores klimamål.

(Indlægget er en revideret version af en tale, som blev holdt til arrangementet Aarhus synger for klimaet – i Stakladen 18.6. 2022. Det bringes her efter aftale med Maja.)

 

Sig det videre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.