Carsten Jensen, forfatter
Jeg har en drøm på årets sidste dag.
Pandemien har ændret vores forhold til alt, til hinanden, til den jord, vi træder på, den luft, vi indånder, de have, vi krydser, den himmel, vi betragter.
Jeg har en drøm, hvor vi ikke længes tilbage til det, der var, men indser, at hvis vi for et år siden levede i en nu tabt guldalder for menneskeheden, så var det en guldalder for de blinde.
Jeg har en drøm, hvor vi åbner øjnene og omsider ser verden omkring os.
Jeg har en drøm, hvor vi ikke glemmer virussens snart to millioner ofre, men lærer at se den pandemi, der nu hærger os, som vi har hærget naturen, som endnu en time i livets evige skole.
Jeg har en drøm om solnedgange, der ikke skæmmes af flyenes kondensstriber. Jeg har en drøm om skove, der igen breder sig på jorden, ikke for at forhindre os i at dyrke jorden, men for at give os skygge, ro og eftertanke, så vi ikke som desperate voldsmænd slår løs på en udpint, forskrækket, bønfaldende jord, men med kyndige hænder kærtegner den.
Jeg har en drøm, hvor alle de, der i dette svære år har gispet af ensomhed, nu får samtalens, kærtegnets og forståelsens ilt. Jeg har en drøm, hvor den ide, at vi kan undvære alle de andre, og at de kun er til i deres ubetydelighed, så vi kan udnytte eller ignorere dem, forsvinder.
Jeg har en drøm, hvor larmen fra motorvejene dør hen, mens den elektriske summen fra højhastighedstog blidt synger gennem landskabet. Jeg har en drøm, hvor naturen taler til os, og vi lytter. Jeg har en drøm, hvor byernes tage er grønne haver, gaderne ikke kun til for transportens skyld, men også for mødets, parkerne ikke kun for synets skyld, men for hændernes, som invitationer til såning og høst. Jeg har en drøm, hvor den tankefulde omsorg, vi lægger i vores stueplanter og haver, samler sig i et stort fælles kærtegn til planeten.
Jeg har en drøm, hvor vi indser, at had og frygt ikke er de eneste følelser, der kan mobiliseres, når det kommer til politik, men hvor den kærlighed, den omsorg og det venskab, der blomstrer i vores private liv, også skaber en hel ny måde at tænke fællesskabet på. Jeg har en drøm, hvor vi, hver gang vi går til valg, ved, at de beslutninger, vi nu træffer, har konsekvenser i 100 år. Jeg har en drøm, hvor politik bliver en hundrede-års-kunst. Jeg har en drøm, hvor Jorden bliver vores valgkreds, og dyrene, planterne og luftens ilt får en stemme.
Jeg har en drøm, hvor gravide kvinder tænker på fostret i maven som ophav til nye generationer, og mænd lægger øret til og lytter. Jeg har en drøm, hvor vækst bliver forstået i naturens forstand, ikke som uendelig, men som endelig. Jeg har en drøm, hvor vi indser vores afhængighed af alt levende liv, og hvor vi ikke forveksler vores nye ydmyghed med ydmygelse.
Jeg har en drøm, hvor vi, når tiden nærmer sig, dør ubekymrede, i forvisning om, at en brudt balance er genoprettet, og vi igen hører hjemme på Jorden.
Det er min drøm.
Godt nytår, alle sammen.
(Indlægget blev bragt på Carsten Jensens FB-profil den 31.12. 2020 og videregives her efter aftale med ham.)
