Hvad mener vi om den økologiske krise, vi står midt i? Dét må vi synliggøre for at styrke den fælles samtale – mellem os og med politikerne – om hvad vi kan gøre for at rette op på situationen.
Det handler om omstilling, både den ydre og den indre, for sådan må det være, når engagementet begynder og slutter med omsorgen for børnenes og Jordens fremtid. Vi skriver om klimapolitik men også om bløde emner som klima-dialog, etik til tiden, og at leve på verdensmålsk.
Der er mange, der råber ”ulven kommer” – desværre med god grund. Her på siden har vi ikke lyst til at medvirke til informationsbombardementet om, hvor galt det står til. Vores intention er en anden. At give læseren faktuel viden og gode argumenter, ja, men især at bidrage til den fælles samtale med et bredere perspektiv, livsnære råd og inspirerende dåd. Vi må hjælpe hinanden med at skabe håb og handling, hvor passivitet og magtesløshed truer!
Siden er udviklet af en redaktionsgruppe, men så blev det KV21, og så faldt én ned af et tag og en anden fik et stressende arbejde. Nu ledes den af mig, Annegrethe Jørgensen. Indimellem skriver jeg selv, men jeg synes det er sjovere at invitere andre. Kontakt mig, hvis du vil være med!