Efter den grønne omstilling

Af Annegrethe Jørgensen

Når Thomas Meinert Larsen fra Klimabevægelsen rejser til 2050, lander han i en fremtid, hvor der er gjort meget for at gøre Danmark modstandsdygtigt mod klimaforandringerne. Alligevel er livet præget af utryghed.

Hvornår kommer den næste oversvømmelse eller ekstremstorm? Bor man sikkert nok til at klare den? Har man nok af dette eller hint, som pludselig kan være væk fra hylderne i supermarkedet? Hvor skal man tage hen i ferien, hvis man ikke vil konfronteres med at situationen er ligesådan der – eller værre?

Skal man klare alt det alene og hver for sig i 2050 eller holder fællesskaberne?

Thomas og hans familie bor i København, hvor de har haft så mange oversvømmelser og ekstrem­storme, at myndighederne har erklæret nogle bygninger for farlige at bo i. På bagkant, efter et hus styrtede sammen, eller i tide, så beboerne er blevet evakueret og genhuset andre steder. Når situ­at­ionen alligevel ikke er værre end den er, skyldes det først og fremmest omstillingen fra sort ener­gi til grøn, så CO2-udledningen – endelig – begyndte at falde. Thomas var med til at presse på for at trække investeringerne fra fossil energi til vedvarende, og han fortæller om, da det for alvor rykkede.

– Det her med at få energi, det blev jo noget, som ikke alene var et spørgsmål om, at dem, der havde adgang til kul, olie og gas, kunne få eneretten til at være ener­gileverandør. Det blev til et teknologi­kapløb som gjorde, at vind og sol var noget der kunne blive sat op alle steder. Altså selv det mindste lille samfund havde enten selv eller var i hvert fald i di­rekte kontakt til nogle, som hav­de opsat vind og sol og andre former for vedvarende energiformer. Som man så udviklede på og dermed skabte fundamentet for, at vi stadig kan fastholde noget der minder om en menneskelig civilisation, også i 2050.

Så det var omstillingen fra sort energi til grøn, der gjorde omstilling­en, og så kunne vi i hvert fald i vores del af verden stort set blive ved med at leve på samme måde, nu bare med nogle andre ener­gikilder? Var det sådan det blev?

At leve mere mådeholdent

– Altså vi blev selv meget påvirket af klimaforandringer, men fordi vores omverden blev meget me­re på­virket af klimaforandringer, var der mange af de ydelser eller services, som vi som storfor­brugere i det danske samfund tidligere havde haft adgang til, som vi ikke havde adgang til mere.

Så uanset om vi selv var i stand til at foretage den der vending i forhold til vores livsstil, så ramte den os i nakken?

– Ja!

I 2050 er den materielle vækst taget af, og der er meget mere dele-/lejeøkonomi. Folk har lært at deles om tingene. Fordi det giver mening men også for at få goder, som de ikke kunne få, hvis de selv skulle eje det hele. Thomas har en pensionsopsparing og også noget folke­pen­sion, men de er ikke så rundhåndede mere, så han må leve mere mådeholdent end de ældre gjorde før i tiden. Men der er altså noget af det offentlige sikkerhedsnet, som stadig fungerer?

– Velfærdssamfundet er under pres. Det er konstant under pres. Også i sundhedsvæsenet. Altså, den fremgang, man har haft i sundhedsvæsenet, det er kommet til en form for stilstand, fordi res­sour­cerne har man måttet prioritere. Det danske demokrati eksisterer stadigvæk. Der er også no­gen­lunde de byer, vi kender i dag, men man har med tvang måttet bruge flere ressourcer på at sik­re sig resiliens i forhold til de klimaforandringer, som også har ramt Dan­mark og nogle af de andre lande, som Danmark direkte eller indirekte har forbindelse til og på man­ge måder er afhængig af.

– Og på nogle fronter … for at ruste sig mod sådan en usikkerhed opbygger man sådan lidt mere sam­lemaniagtigt. Der er simpelthen bare nogle ting, som man gerne vil være sik­ker på at have ad­gang til, selvom der måske kommer nogle vejr-fænomener, hvor høsten på en be­stemt afgrøde et eller andet sted i verden slår fejl. Så der er nogle, der har en interesse i at samle til hobe, når en be­­stemt afgrøde eller et bestemt produkt eller noget andet er tilgængeligt.

En ekstra reserve

 Kan du sige dig fri for at gøre dét? Er det de andre, vi snakker om her, eller hvad?

– Det tror jeg. Vi er derhenne, hvor alle, der har evnerne og ressourcerne til at gøre det, faktisk gør det på én eller anden måde.

Fordi der er simpelthen så meget utryghed. Man ved ikke, hvornår det næste gang rammer?

– Præcis! Ligesom man tidligere har hamstret gær eller andre ting, så vil der være andre ting, hvor man tænker: ”Det her kunne vi godt tænke os at have et lille forråd af, som kan holde et år eller to-agtigt. Som en ekstra reserve.”

Hvis man skal kunne bage med børnebørnene, for eksempel …

– Ja, det er der kommet mere af. Dels fordi klimaforandringerne hærger men også fordi der – blandt andet på grund af klimaforandringerne – er en generel usik­kerhed i verden. Man har stadig svært ved at opretholde fred mellem landene, og mang­len­de ressourcer presser befolkninger til at migre­re og på den måde skabe usikkerhed i andre regi­o­n­er. Også i Danmark.

 Man bliver altså nødt til at gøre, hvad man kan, for at sikre sig lidt mod nogle af de ting, som kan ske. Det kunne nemt blive til alles kamp mod alle – i en situation, hvor der også på et større plan er den samme utryghed. Er der også noget, der holder sammen?

 – Selv historisk rige ø­ko­nomier som Europa har mindre velvilje til hele tiden at skulle hjælpe områder, der er ramt af klimaforandringer. Fordi det er helt uforudsigeligt at skulle sige, at hver e­ne­ste gang der sker en katastrofe et eller andet sted på planeten, så skal Europa som samfund hele tiden være solidarisk og bi­drage. De her klimaforandringer er så uforudsigelige og allesteds nær­vær­ende, at man stiller krav om at I må opbygge noget lokal resiliens i alle lande, ligesom vi har gjort i Euro­pa. Man forventer sådan set heller ikke, at verden kommer til os og hjælper, når klima­krisen raser, for de har rigeligt at gøre med at sikre sig der, hvor de er.

 – FN findes stadig, og der er også internationale, kulturelle arrangementer. Men de er virtuelle og handler mest om signalværdien i at vise, at vi stadig væk har noget medmenneskelighed tilbage, selvom vi ikke kan hjælpe i tykt og tyndt. Det globale fællesskab er reduceret. Og det kan mærkes for den enkelte i Danmark.