Annegrethe Jørgensen
Når Solveig Roepstorff rejser ud i fremtiden, lander hun i et el-tog på vej rundt i et Danmark, som er fuldstændigt forandret.
Der er masser af vild natur og masser af biodiversitet, for den regenerative tænkning præger alting. Ikke bare dét, hun kan se ud af vinduet, men også fx arbejdslivet, så hun kan sidde her, i toget, på en ganske almindelig tirsdag i 2048. Om 24 år er de nemlig så forbundne med alting, at de ved, at der også skal være tid til at give noget tilbage.
Hvordan kom de derhen? Solveig arbejder stadig som klimapsykolog og tager afsæt i sine erfaringer derfra, når hun fortæller.
– Altså dét der skete var jo, at vi landede… Vi kom tilbage til os selv, ikke? Fordi man kan sige, den mistrivselskrise, der havde været med eskalerende forekomster af stress og belastningstilstande, angst og depressioner, unge, der mistrivedes rigtig meget, og var fortvivlede og ikke havde ordentligt fodfæste … En helt voldsom stigning i børn, der fik ADHD-diagnoser, og i øvrigt voksne også, og autisme. Der var så meget ubalance så mange steder.
Vi havde også det dér fuldstændig vanvittige fænomen dengang (i 20’erne; red.). Altså det kalder vi jo også i dag ”det store eksperiment”, og græmmer os over det. At vi lod børn få en skærm, når de var helt små, og sidde fuldstændig ureguleret der.
Dyr og planter i institutionerne
– I dag ved vi – og det vidste vi jo sådan set også godt dengang – at det havde nogle ret kedelige konsekvenser. Men da vi for alvor forstod det, kunne vi jo også se, hvor meget det spillede ind. At vi allesammen gik rundt sådan lidt halv-dopede, og mistede kontakt. Både til os selv og til hinanden, og i særdeleshed til den natur, som vi er en del af, og som også er os. Altså, tilbage i 20’erne var det sådan, at for hver generation af børn, der var på Jorden, havde de mindre og mindre kendskab til, omgang med og forståelse af det miljø, de var en del af. Vi brugte simpelthen ikke tid på at lære dem om de omgivelser, de var en del af. Vi berøvede dem – vi decideret berøvede dem – muligheden for det!
– Det er noget af det, vi virkelig kan se i dag, i 2048, at institutionslivet har forandret sig fuldstændigt. For det første er det jo anderledes med normeringerne, og børnene er ikke lige så lang tid i institution. Og alle institutioner har natur integreret som en fuldstændig selvfølge. Der er dyr, der er planter. Fra de er helt små vænner de sig til at have omgang med og fingrene i jorden. Små dyr, de skal passe på, kendskab til og forståelse for det. I alle institutioner er man med til at lave den mad, man spiser. Altså at plante gulerødder, plante kål, plante ting, man skal spise. Det er noget, de tager med sig. Sådan er det også i vores skoleliv.
Frugtbar jord – og færre psykiske sygdomme
– Sjovt nok var det sådan, da vi begyndte at gå over til regenerativt landbrug og slap for pesticider og for udledning af kvælstof i vores drikkevand, og en masse forurening og udpinte muldlag, som ikke gav næringsstoffer … Da vi begyndte at dyrke jorden anderledes, og understøttede den i at blive frugtbar igen, kunne vi simpelthen se … Fordi vi lever i et andet tempo, fordi vi har en anden kontakt til vores sanser, kroppe og de omgivelser vi er i, herunder natur … Altså, den form for forbundethed har betydet en kæmpe forskel i forekomsten af ADHD og autisme og psykisk sygdom. Vi kan simpelthen se et fuldstændig vildt fald. Og dem der har det, de bliver hjulpet helt anderledes i den måde vi har indrettet vores verden på, den måde vi spiser på og lever på.
Solveig bor i et oldekolle/regenerativt landbrug sammen med gode venner og noget familie. De er selvforsynende med mad og har ret meget optur over, at det går godt med at dyrke quinoa på nogle af markerne. Men hun fortæller fra en tid og et sted, hvor de har oplevet at alle mulige økosystemer brød sammen, så de simpelthen ikke kunne fortsætte med den måde, de var i verden. Så kom den politiske regulering!
Vendepunktet for Solveig selv var i 2018, ved jeg fra hendes bog. Da tørken, varmen og solen bed sig fast, så de små æblebuske, hun lige havde sat i jorden, kæmpede for livet. Dengang overvejede hun at omskole sig og blive regenerativ landmand eller én, der lavede klimaskove. Det gjorde hun så ikke. I stedet skrev hun ”Klimapsykologi. Hvorfor vi holder klimakrisen ud i strakt arm og den forbundethed, der venter, når vi begynder at handle.” Hvor var hun henne i de år, hvor de stod midt i krisen, spørger jeg.
I sorg over en smadret natur
– Prøv og hør, jeg var samme sted som alle andre mennesker! Jeg havde ikke nogen privilegerede smutveje, fordi jeg var psykolog. Altså, det berørte alle. Der var vi lige, og jeg var der, hvor alle andre var. Jeg gik ind og ud af det. Jeg havde optur over noget, der lykkedes, og dyb fortvivlelse. Altså det vekslede mellem alt muligt, og sådan var det for alle mennesker.
Men du kunne også hjælpe, kunne du ikke det?
– Jo, men der var også nogle, der kunne hjælpe mig. Altså, jeg synes egentlig, at det gik meget godt på tur. Selvfølgelig vidste jeg noget om kriser og noget om traumer, og noget om naturen som rum. Men den var jo så smadret på det tidspunkt! Så det var jo også en sorg, en kæmpe sorg. Det var virkelig et tab for mig – og for mange. For mange.
– Det, der så blev ved med at give mig en følelse af, at det ikke er en mulighed at give op eller læne sig tilbage, det var jo, at vi trods alt altid var mere privilegerede i det globale nord, for det globale syd var ramt på en helt anden måde. Det var fuldstændig traumatiserende og fortvivlende at være vidne til.
Og Solveig havde noget at byde ind med i de sværeste år, måske i lige linje fra sin far. Han lavede i tusindvis af træer, fordi han var optaget af naturpleje og ville give fugle og dyr et sted at bo. Solveig har også lavet mange træer.
Vi kunne ikke snakke os ud af det
– Jeg havde jo en særlig viden og interesse for sådan noget med hvordan man kan få naturforbundethed og viden om biodiversitet og den nære relation mellem børn og natur understøttet og genfrembragt. Det havde jeg arbejdet med i en del år, fordi jeg også engagerede mig på mine børns skole og var med til at kigge på dér, hvordan vi kan få biodiversitet ind på sådan en stor byskole med 1000 børn. Og det lykkedes vi faktisk med på alle mulige måder.
– Jeg havde sådan en nørdet interesse i dét felt, som jeg altid havde haft med mig og haft gang i. Og havde også selv haft den der oplevelse med at forvandle min sommerhushave fra sådan et rimeligt godt sted til et ret biodiversitetsrigt lille paradis-spot, også med træer, jeg havde lavet sammen med min far. Og fordi jeg bar det med mig, var det noget af det jeg med lethed kunne hive op af lommen og kaste ind i poolen. Også fordi der ikke var så meget brug for ord lige på det tidspunkt. Jo, der var brug for ord til at forklare, at vi står i det her og det kan vise sig på de og de måder men ellers ikke. Vi kunne ikke snakke os ud af det der.
Tilbage til toget i 2048. Solveig sidder ikke med telefonen. Hun kigger bare ud og får trilliarder af dopaminskud over, at det er så tydeligt, at forbundetheden er kommet til at fylde så meget i det land, hun er født i. Ikke bare som målet, de arbejdede hen mod – hvis de da havde en klar forestilling om dét – men også som midlet undervejs.
Når liv opstår på nye måder
– Der kom et tidspunkt, hvor det var helt ubetydeligt hvem og hvad du egentlig var. Det var dine handlinger der talte. Det var din evne til at dukke op og stille dig til rådighed og hjælpe og række ud og alt sådan noget.
– På en måde var der også noget demokratiserende i det. Det betød noget for det der med ”dem og os”, at alle på en eller anden måde kunne bidrage. Det var der brug for, og der var sindssygt meget brug for dem, der var praktisk anlagt, og de fik anerkendelse for det af dem der havde viden om natur og det regenerative. Altså noget af det, der var blevet halvgrinet af og kaldt langhåret og whatever. Det stoppede, og det er vi ret taknemmelige for.
I var forskelligt klædt på til det, tror jeg, med meget forskellige forudsætninger …
– Jeg synes, det er svært at sige så meget om, også fordi det jo opstod hulter til bulter. Altså, der var ikke en eller anden forkromet plan. Sådan er det jo ikke, når alt bryder sammen. Så opstår liv på nye måder og også mange måder, man ikke havde forudset. Så det var meget hulter til bulter, og noget af det betød så noget for dén plan, der kom til at være. Men jeg synes egentlig, at det bare sådan ret smukt opstod. Altså sådan lidt organisk …
Solveig Roepstorff er klimapsykolog og forfatter til blandt andet "Klimapsykologi. Hvordan vi holder klimakrisen ud i strakt arm og den forbundethed, der venter, når vi begynder at handle". Hun er aktivt medlem af Climate Psychology Alliance. Derudover er hun naturelsker, Vild have-mentor og biodiversitetsaktivist og én af de spændende stemmer i Klimatalks, som kommer ud til højskoler, kirker og måske dit bibliotek.
