René Fanø Pedersen
Det føles fuldstændigt surrealistisk, når jeg her nogle dage efter betragter fotoet, hvor to betjente bærer mig væk fra Extinction Rebellions blokade af de ni broer, der omgiver Christiansborg, hvor vi kæmpede for klimaet og biodiversiteten med de fire krav ’Ingen ny fossil infrastruktur’, ’Stop byggeri på natur’, ’Opret et reelt borgerting’ og ’Tag ansvar for klimakrisens ofre’.
Indtil for to år siden havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg ville hænge dér, mellem to betjente. Det havde jeg for så vidt helle ikke dagen inden. Jeg mener som næsten alle andre normale mennesker, at det som princip er usselt, amoralsk og forbryderisk at bryde loven.
Så hvorfor vælger en 50-årig småborgerlig, konfliktsky familiefar og gymnasielærer alligevel at udføre civil ulydighed?
Den ene årsag er naturligvis den konstant voksende klimakrise, hvor forskerne dag for dag nedskriver den tid, vi har tilbage til at redde kloden, medens regeringer og erhvervsliv verden over på ingen måde handler adækvat. Den anden grund er, at jeg indså, at kampen mod klimakrisen med alle fredelige midler, herunder civil ulydighed, ikke bare er etisk forsvarlig men en moralsk forpligtelse.
Hvordan kan det ligefrem blive en moralsk forpligtelse?
Please use your whiteness
Der er forhåbentlig ikke længere nogen, der benægter, at klimakrisen primært drives frem af det globale nord og primært rammer det globale syd. Dagen efter at jeg var blevet anholdt, afholdt vi en klimamarch netop med fokus på vores fjerde krav, altså hvordan klimakrisen cementerer den sociale ulighed i verden. Vi havde inviteret talere fra flere forskellige lande fra det globale syd, og under disse taler gik det op for mig, hvorfor det eksempelvis er os danskere, der skal bruge alle fredelige midler i kampen for at redde kloden. Det skal vi, fordi samtidig med at det er befolkninger i det globale syd, som rammes allerhårdest, så er det også i disse lande, der bliver slået allerhårdest ned på demonstrationer, og særligt landenes oprindelige befolkningsgrupper er flere steder i forvejen undertrykt. Én appel fra talerstolen lød: ”Please use your whiteness”.
Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale, at ”Vi skal kollektivt være lige så utålmodige, som kloden har brug for”. Ja, netop: kollektivt. Vi i Extinction Rebellion har denne gang været lydige og taget dette til os. Vi er tydeligvis mere utålmodige end statsministeren, eller også mener hun ikke, at kloden har brug for så meget, som vi mener, den har? HUN BURDE ellers ikke være i tvivl om, at det brænder på som aldrig før.
I Pakistan og Indien er 1 milliard mennesker truet af en hedebølge, som visse steder er nået op over 60 grader. I Norge har de netop oplevet tørke, hvorfor der har været restriktioner på vandforbrug, og Tyskland har oplevet voldsomme oversvømmelser.
Enorme områder af Antarktis, som man længe havde anset som stabile, smelter. IPCC’s seneste rapporter taler deres tydelige, forfærdelige sprog, og som FN’s generalsekretær udtrykte det kort og godt: ”Delay means death”.
Politikerne skal vækkes til dåd
Det er der, vi står nu, og under disse vilkår vælger vores politikere at give CO2-rabat til Aalborg Portland, fortsætte det enorme konventionelle animalske landbrug (som deres eget klimaborgerting har anbefalet at skære voldsomt ned på) og ødelægge vores i forvejen utrolig sparsomme natur med anlæg som Lynetteholm og motorvej over Egholm.
Derfor mener jeg, at civil ulydighed – eksempelvis i form af borgere, der nægter at flytte sig fra en bro – er en yderst uskyldig måde, hvorpå vi bør forsøge at vække især politikere og erhvervsliv til dåd.
Der er for meget på spil til at lade være.
(Indlægget blev udgivet i Politiken den 14.5. 2022 og gengives her i en forkortet version efter aftale med René Fanø og med tilladelse fra debatredaktør Morten Zacho.)
