Efter katastrofen – og årene med ‘play’

Af Annegrethe Jørgensen

Marcus fra Aarhus rejser ud i fremtiden for at finde ud af, hvordan det kan komme til at gå, når politikerne bliver ved med at tøve. ”Åh jo, vi er igennem lige nu. Men ikke på sigt!”. Sådan føles det at være i 2040.

Til den tid er store og vigtige klimatiltag godt nok sat i værk men 5 år for sent til at afværge klima­kaos. ”Hvorfor rykkede politikerne ikke, da det var billigst at undgå de værste konsekvenser?” spør­g­er han. Den Grønne Ungdomsbevægelse, som han var med i som ung, gjorde ellers hvad den kun­ne.

– Der var flere, der kastede sig ind i klimakampen, men vi så aldrig nogen massemobilisering, for­di det var svært at forholde sig til. Jo, der kom mange mennesker, men vi kunne ikke vække folk af den trance, de fleste var i. Vi kæmpede helt vildt for omstilling, men det var bare ligesom en bok­­­sepude, ikke?

Så der er kaos i verden i 2040. Ørkenen har spredt sig, og i bæltet syd for Europa er der mange kri­ge på grund af mangel på mad og levevilkår, specielt vand. I Danmark og Norden og den øverste del af Europa har vi vildt vejr, men heroppe føles det alligevel som at være i orkanens øje. Der er mere ro på. Sådan har det ikke været i hele perioden.

– Der begyndte at komme nogle politiske magtkampe i 20’erne. Det var ret voldsomt, og hele klimabevægelsen var virkelig central. Det var efter, at der var udbrudt krig mellem Pakistan og In­dien. Den var voldsom! Der kunne man godt se, at det også var på grund af mad, og der kom rig­tig, rigtig mange flygtninge hertil.

Da klimaforandringerne for alvor ramte Danmark

Når du siger Pakistan-Indien, så var det fordi der forsvandt så meget landområde der­nede? Så nu blev det virkelig en kamp om ressourcer …

– Hvor Pakistan var sådan – okay, nu fyrer vi det hele af! Og der var så mange mennesker, der flyg­­t­ede! Der kom 25 millioner flygtninge til Europa.  Det var både der i ’28, ’29, ’30 og ’31. Det var nogle vilde år. Man kunne helt fy­sisk se på gaderne, at vi var i krise.  Der var så mange menne­sker! Der var flere end der kunne væ­re i flygtningelejrene, og vi kunne ligesom ikke stoppe det he­le. Der var så mange mennesker o­ver det hele, at man godt kunne se at – okay, der er virkelig noget galt. De flygter fra noget!

Et par år senere kom så de vilde billeder af Thyborøn, der blev skyllet ud i Vesterhavet. Nu ramte klimaforandringerne også Danmark for alvor.

– Det var i 2030, det skete, og samme forår regnede det sindssygt meget, blandt andet i Silkeborg. Alle de dyre villaer ned til Silkeborgsøerne blev totalskadet, for vi kunne ikke holde vandet ude. En masse af de lavt liggende områder landet over blev virkelig oversvømmet, og i omegnen af 100.000 danskere skulle finde et nyt hjem i løbet af den sommer. Det var dér, vi mærkede, at – o­kay, det var ret seriøst. Okay, det kan også godt ramme Danmark.

Efter den sommer – og årene forud med invasionen af klimaflygtninge – var der pludselig ingen problemer med at samle flertal for store ændringer på grund af klimaforandringerne.

– Jo, jo, vi havde udtaget nogle lavbundsjorder på det tidspunkt. For det fandt vi jo ud af var vir­­kelig nødvendigt, der tilbage i ’28. Men nu blev det storskala! En fjerdedel af he­le vores samlede areal blev givet tilbage til naturen, dvs. til områdets oprindelige tilstand. Egentlig ikke fordi vi havde fået kærlighed til naturen. Næh, vi frygtede den, og vidste jo, at vådarealer også fungerer rigtig godt som buffer mod vandet. Efter 2028 prøvede vi at arbejde med naturen! Vi byggede ikke nye huse ned til vandet, og der kom en ret voldsom regule­ring på hvad man kunne tillade sig at udlede af CO2. Vi skulle virkelig ikke udlede mere!

Det var bare at trykke ‘play’

Nu knækkede filmen?

– Ja, den knækkede for alvor dér. Vi havde jo opbygget en masse Carbon Capture-kapacitet og havde egentlig regnet med, at vi så godt kunne blive ved med at udlede CO2, fordi vi jo samti­dig indfan­g­ede noget igen. Men efter 2030, så var folk sådan at – nej, det kan vi ikke! Der kom en pa­nikstemning. Efter at de 100.000 mennesker måtte gå fra hus og hjem, frygtede vi også naturen i Danmark. Der døde selvfølgelig også nogle, men det var ikke så galt, fordi vi er ret gode til at hånd­te­­re kriser i vores samfund.

– Inden da var folkestemningen måske nok ved at være klar, men efter det … Det var lige­som de her meget, meget visuelle … Du kunne se, at der var krise ude i samfundet, og at folk vendte for­brugssamfundet ryggen og tænkte – okay, teknolo­gien kommer så ikke og redder det hele. Hvor blev den forresten og­så lige af, der i 2030?

Så kom nogle fede år for Marcus og mange andre på hans alder. De havde sørget for at præge de­res uddannel­se med noget grønt for at kunne gøre tingene på en ordentlig måde, når de kom til i politikken og virksomhederne. Nu var tiden kommet. Marcus er økonom og i 2040 arbejder han i Klimabevægelsen, der har cirka sam­me magt som Landbrug og Fødevarer havde først i 20’erne.

– Alle de politiske løsninger var blevet diskuteret i så mange år, at det bare var at trykke play, når befolkning­en først var klar til det. Så blev det hele implementeret. Det gik virkelig i stærkt i starten af 30’erne med at få implementeret alt muligt vildt.  Og folk var med på det, eller rettere: Langt de fleste var det. Der var nogle som syntes, det var en træls idé. Det var der. Men majoriteten var for­nuftige menne­sker, som godt kunne se, at det nok var det, der skulde til. Det vidste de e­gent­lig godt.

I landbruget nøjedes de ikke med at lægge arealer om til na­tur. De mange klimaflygtninge fra 2028 og frem gjorde, at der skulle mere til.

Europa spiller på to heste

– Det var dér, vi omlagde til plantebaseret, for vi kunne jo godt se, at vi faktisk havde et ansvar for at brød­føde de her mennesker. At det er fornuftigt at gøre det, også ud fra vores eget syns­punkt. Hvis vi skulle bli­ve ved med at have det godt, blev vi nødt til at bidrage.  Så her i 2040 sen­der vi e­gentlig mad til 15 millioner mennesker for stort set ingen penge – ned til de områder der, for at holde lidt styr på det. Og for at det ikke skal blive …

– for svært for dem. Så de bliver, hvor de er.

– Lige præcis! For det er ikke noget med … Vi er ikke blevet mere rummelige på den front. Jo jo, vi kan godt se, at folk har det hårdt, men det er sgu’ svært! Det er svært for os som danskere at for­­holde os til.

– Ud fra sådan en selvisk interesse, så kunne vi pludselig godt hjælpe andre mennesker. Det var lidt ærgerligt, at det var sådan det skulle være, men det var sådan, det skete. Militæret er ble­vet rigtig meget styrket, for det kunne vi godt se … Specielt der efter Pakistan-Indien, og urolighed­erne nede i Nordafrika, hvor der var så mange flygtninge, at de begyndte at skyde på hinanden.  Der røg også et missil ind over grænsen fra Marokko til Spanien på et tids­punkt. Det var dér, det for alvor gik op for os, hvor alvorligt det hele var. Så rent udenrigspolitisk spiller vi fra Europas side på to heste. Vi sender en masse mad og vand og tøj og medicin ned. Og samtidig har vi et stærkt mili­tær.

Da klimaflygtningestrømmen nåede helt op til Norden og Nordeuropa tog vi altså vores ansvar på os – for at beskytte vores eget lille smørhul. Det var fordi der skete alt muligt ude i verden, som me­­­­­get konkret greb ind i livet her i Danmark. Ikke fordi vi var idealistiske eller uselviske! Og det var af frygt, at flertallet pludselig var med på den radikale omlægning af landbruget.

Som 40-årig økonom i Klimabevægelsen har Marcus været med til at implementere sætte mange af de store forandringer i søen. Men hvordan er det at leve i et samfund som det, han fortæller om i 2040, når man har en fortid som aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse, som kæmpede for en grøn, ret­fær­dig fremtid?

Fortsættelse følger!