Af Jens Prebensen – Vi vil verdensmålene
Prøv at lukke øjnene og… altså ikke nu, men når du har læst hele indlægget her, prøv så at lukke øjnene og gøre det, jeg skriver.
Når du har lukket øjnene, skal du rejse ud i fremtiden, 10 år frem. Ikke til Verdensmålene skal være opfyldt i 2030, men til 2031 hvor de har været opfyldt i et år, og vi har sat os for at opfylde 2045-målene.
Hvad er det for en fremtid, du rejser ind i? Hvilket billede ser du for dig? Hvilken farve vil du male den verden i? Skal den være rød, gul, grøn, blå, eller skal den have alle regnbuens farver? Er det den verden, du håber på? Den verden, du vil kæmpe for? Er det den verden, du troede på, inden du lukkede øjnene?
Er det en verden, hvor sult og fattigdom i fællesskab er stoppet og afskaffet, og vi sammen har gjort op med ulighed og kønsforskelle? Hvor biodiversiteten blomstrer, og plastikken i havene er fisket op og borte? En verden, der ikke er tynget af frygten for klimaforandringer?
Er det en verden med mere lykke end i dag?
Hvor ser du dig selv i den verden? Er du glad for, at du håbede og kæmpede? Er du lykkelig over, at du troede, og at du troede sammen med andre? At du i fællesskab med andre, som troede lige som dig, lykkedes med at skabe en verden i Verdensmålenes billede?
Er du mere lykkelig end i dag?
Når jeg går rundt i mine tanker bag mine lukkede øjne i den fremtid, vi blev lovet af verdens ledere, da de i 2015 skrev under på Verdensmålene, ser jeg, at fællesskabet har vundet over ejerskabet, og respekten for hinanden har sejret over magten over andre. Ikke fuldstændigt og ikke overalt, men mere end i dag og for flere end i dag.
Øst er kommet tættere på vest, og nord tættere på syd. Med verdens hjørner bundet sammen af verdens mål, er det globale blevet det lokale i et fællesskab, der binder verdens folk sammen om fælles mål.
Vi er i naturen, for naturen er i os. Vi er i fællesskabet, for fællesskabet er i os. Vi forstår naturen, og vi forstår fællesskabet. Vi respekterer, og vi har omsorg.
Vi tror på fremtiden, for vi har fremtiden foran os. Vi forstår fremtiden. Vi forstår, at fremtiden kommer af sig selv, men at vi sammen kan skabe den, som vi vil. Vi har stadig en lang rejse foran os, men vi tror på, at vi i fællesskab kan nå frem til tiden.
Troen flytter bjerge, og sammen flytter vi bjerget.
I min ”Fremtidens Verden” lyser håb og farver op, hvor håbløshed og farveløshed før regerede. Det grønne er mere grønt, det blå mere blåt. Verdensmålene har alle regnbuens farver. Dem skal vi bruge til at male fremtiden med.
(Indlægget blev bragt den 8.2. 2021 i FB-gruppenVi vil verdensmålene – #VerdensmåleneNU. Det bringes her i en lettere redigeret form efter aftale med Jens Prebensen.)
