Jens Prebensen – Vi vil verdensmålene
I min have har jeg vild oregano, og når jeg slår græsset under buskene, mødes jeg af en skøn duft fra den vellugtende krydderurt.
Men hvorfor er det, jeg slår græsset netop der, hvor den vokser? Hvorfor lader jeg ikke planten vokse vildt, så jeg kan høste endnu mere af den til madlavningen og glæde familie og venner med, at den har jeg høstet i egen have, hvor den bor og får lov at gro?
Det slår mig, at jeg gør for meget, hvor jeg kan nøjes med mindre, og at jeg med mindre kan opnå meget mere. Lad mig forklare.
For mig som for mange andre er min have min. Det er her, jeg huserer. Det er her, jeg regerer. Jeg slår græsset, klipper hækken og graver ukrudt op. Jeg beskærer træer og flytter buske rundt. Jeg jævner ud og laver lige linjer, sørger for at alt er ryddeligt og ser pænt ud.
For det skal det i min have, se pænt ud. Min have er mit ”paradis på jord”, mit ”kongedømme”. Hvad jeg ikke kan bestemme andre steder, kan jeg bestemme her. Hvad andre ikke kan se af mig ellers, kan de se her. Min have er min!
Eller er den? Er den natur, der er i haven, og som jeg med møje og slid gør mit bedste for at få til at føje mig, ikke sin egen? Er det ikke mig, der i min have er underlagt naturen, og ikke naturen, der er underlagt mig? Kan jeg overhovedet underlægge mig naturen? Skal jeg gøre det? Hvorfor ikke lade den være sig selv, som den er bedst til, og som den altid har været, længe før vi mennesker kom til?
Ja, hvorfor dog ikke? Og når nu jeg er i gang med at forholde mig til min have, hvorfor så ikke løfte blikket og se ud over den nytrimmede og lige hæk, ud i horisonten og videre ud i den vide verden og tænke haven i et større perspektiv?
Når jeg løfter blikket og ser ud over hækken, kan jeg nemt se, at min hæk ikke er alene, men deles af andre haver med andre hække, nytrimmede og lige, og at vores hække her i byen er lige som hække i andre byer. Kunne jeg se så langt, ville jeg sikkert kunne se, at der er haver med hække alle steder, hvor der er mennesker. For det ligger i vores natur at underlægge os naturen og lave haver med hække.
Når jeg ser så langt, kan jeg se, at min have er ikke min. I det store perspektiv er min have del af et fællesskab. En lille brik mellem en hel masse andre brikker, som fordelt ud over verden samler sig til et fællesskab.
Når jeg på den måde ser ud over hele verden, ser jeg mig i min have som en brik i fællesskabet. Min have er mit ansvar, og det er mit ansvar, at min have indgår i fællesskabet.
Ja, sådan kan jeg tænke, når jeg efter en lang arbejdsdag i haven med spaden, ørnenæbbet og græsslåmaskinen endnu en gang har forsøgt at underlægge mig den.
Verdensmålene er fællesskab. De er født i fællesskab, handler om fællesskab og skal opfyldes i fællesskab. Med deres 169 mål fordelt på 17 tematikker fordelt om dette ene, Bæredygtighed, giver de os et kort til, hvordan vi kan tage fremtiden i vores hænder. Ikke i morgen, men allerede nu. Verdensmålene er her, de eksisterer, de venter på at blive opfyldt.
Rejsen er begyndt, den begyndte allerede i 2015, og du og jeg er sammen med alle andre på kloden med på den. Vi er alle sammen på rejse til ”Det Store Fællesskab”, det globale.
Det er sådan, jeg tænker det nu: Som det stykke natur, haven er, er det et ansvar at have have, og det ansvar ønsker jeg at tage på en ny måde, på en verdensmålsmåde. Min have skal være en brik i Verdensmålene – en verdensmålshave. Ikke på den frelste måde, ikke på den hellige måde. Det er ikke en mission, for jeg er ikke missionær. Jeg er jo bare haveejer, for Guds skyld!
I min verdensmålshave vil jeg nyde det vilde og dyrke det skæve, og jeg vil slappe af og slippe kontrollen. Jeg vil mærke følelsen af frihed i min have. Frihed i min egen have! For frem for alt skal min verdensmålshave være – frihed.
I min verdensmålshave vil jeg tage selfies i hængekøjen, mens jeg hører græsset gro under mig. Jeg vil lade naturen gøre jobbet for mig i stedet for at holde den nede og modarbejde den. Det job har naturen gjort siden tidernes morgen, og den er meget, meget bedre til det end jeg er.
Skvalder, brændenælder og mælkebøtter, og hvad den danske natur ellers kan byde på, må gerne vokse i min have. De skal være velkomne, og fra min hængekøje vil jeg nysgerrigt følge med, mens det vokser. Fra hængekøjen vil jeg se det nytrimmede forfalde og det lige blive skævt.
Fra i dag vil jeg begynde min mentale rejse væk fra ”sådan har jeg altid gjort” til ”det er sådan, jeg skal gøre det”
