Jens Prebensen – vi vil verdensmålene
Her får du nogle af de ting, Verdensmålene inspirerer mig til at gøre i min egen have. Det er en liste, jeg kun lige er begyndt på, for tanken om at ”lade være” har først lige slået rod i mig. Jeg har meget at lære, meget at indse og rigtig, rigtig meget jeg skal gøre – eller rettere: lade være at gøre.
Luge mindre: Mælkebøttens blomster er smukke, kløveren giver mad til bier, og nok er skvalderen irriterende, men den var i haven før mig. Jeg har i hvert fald ikke plantet den. Fremover bliver det kun med nænsom hånd, jeg fjerner den, og kun når den bliver lidt for nærgående;
Ingen gift og gødning: nej fy da føj. Det hører ingen steder hjemme. Haven må give mig det, den kan, med det den har. Mangler jeg kartofler eller æbler, kan jeg købe det i supermarkedet. Jeg investerer heller ikke i en ged, fordi jeg vil have en gedestuvning, eller tager på havet for at få fisk på bordet;
Det, der er i haven, bliver i haven: Ikke noget med at køre afklip fra hækken eller æbletræet på genbrugspladsen. Når det bliver i min have, kan det blive til ny jord og indgå i min haves kredsløb. Samtidigt kan det give bo og føde til mikrober, insekter og større dyr. Det er balance uden at balancere noget;
Det, der ikke er i haven, skal ikke ind i haven: Nåh jo, jeg kan da godt finde på et købe et træ, en busk eller nogle frø, derom senere. Men ikke noget med at køre vognlæs af muld fra genbrugspladsen, grus fra grusgraven (nej fy da føj!) eller sten og gipsafstøbninger fra byggemarkedet ind i den. Hvad skal det dog lave der? Det kommer jeg ikke til at bruge kræfter, tid og penge på. Det må meget hellere ligge der, hvor det er blevet skabt til at ligge;
Imprægneret træ: Det bliver svært, for imprægneret træ er smart – det holder jo mega længe. Men det er også ret usmart, netop fordi det holder så længe. Det vil forblive i jorden længe efter træstolperne, eller hvad det nu er, jeg har sat op, er forsvundet. Måske jern kan bruges i stedet? Det forvitrer og forsvinder uden at gøre større skade. Men det er selvfølgelig et brud på reglen oven for om ikke at tage noget ind i haven. Måske jeg bare skal lade være?
Klip mindre: Nej, jeg vil ikke helt holde op med at klippe, men græsset behøver i hvert fald ikke at blive klippet helt så ofte og helt så kort. Jeg skal vænne mig til kløveren, mælkebøtterne og skvalderen. Det er OK. Jeg kan godt tåle det. Jeg skal lade være. Slappe af. Hængekøjen har mere brug for mig, end græsset har. Men hækken og æbletræerne, dem vil jeg stadig klippe;
Gør arealet mindre: Altså det areal, jeg sætter mit aftryk på og min spade ned i. En mindre græsplæne skal jeg bruge mindre tid på at slå og fjerne afklip fra, en mindre køkkenhave skal jeg bruge mindre tid på at luge i og rydde ud;
Lad haveredskaberne stå: ja, dem vil jeg bruge så lidt som muligt. Det er godt for dem, og det er godt for mig. Og det er især godt for haven. Jo mindre jeg rumsterer rundt, desto mindre forstyrrer jeg haven i at være sig selv;
Danske sorter: Jeg er på ingen måde racist og tager stor afstand fra det hadske, men lige her vil jeg gøre en undtagelse. Det er okay at være racist, når det gælder flora. Så det nøddehegn, jeg så længe har ønsket mig, det skal være af en dansk sort, og de blomster, min kone gerne vil have, det skal være fra den vilde frøblanding;
Undgå det lige: For et firkantet hoved som mit bliver det en kæmpe udfordring. Jeg vil helst, at hækken er helt lige, så alle der passerer langs den, kan se… kan se… ja, hvad er det egentlig de kan se, hvorfor er det, jeg gerne vil have, de skal se det, og kan det ikke være lige meget? Jo, det kan det, og det skal det være. Det allervigtigste ved en verdensmålshave er nemlig den mentale rejse. Den mentale rejse væk fra selvcentreringen over til integreringen i fællesskabet. Det lige skal ikke længere være min ven og rettesnor. Ikke i min have, i hvert fald!
Skal naturen også have mere plads i din have? Se fx "Slip haven fri" eller "Vild med vilje"
