Aarhus i 2030 – byen blomstrer

Annegrethe Jørgensen

Hvordan lyder den bæredygtige by? Det har Martin Mørk fra Den Grønne Ungdomsbevægelse i Aarhus lavet en lydinstallation om til Verdensmåls-udstillingen 2030 NOW – TÆNKE, SKABE, HANDLE. Så når han rejser til fremtiden, lytter han sig frem til, hvordan der er.

Vi er i 2030. Det er morgen, og Martin står med en kaffekop i hånden i en gård midt i Aarhus.

– Jeg kan høre en by, der begynder at vågne op. Jeg kan høre børnene i Christiania-cyklerne, der kører forbi ude på gaden. Jeg kan høre vinden, der blæser i buskene i vores lille gård og se de halv­visne blade i den der lille tornado, som får bladene til at hvisle. Jeg kan høre insekter fra vores in­sekt­hotel. Jeg kan høre en by, der er levende på flere måder. Der er livet, som vi mennesker bi­drag­er til, og der er livet, som naturen bidrager med, når den får lov.

Tænk sig, at du kan høre alt det midt inde i byen. At det er der – og at du kan høre det?!

– Det har meget at gøre med opmærksomhed! Før i tiden havde vi som regel supertravlt, når vi gik på arbejde. Med musik i ørerne, som blev overdøvet af lastbiler og motorer, der hamrede der­udaf. Men her er vejen nedlagt for privatbilisme, så der bare kører cykler og offentlig transport og dele-elbiler. Men det larmer ikke på samme måde! Ja, jeg kan da godt høre vejen derude, men når jeg står i min gård, er jeg på vej på arbejde, eller hjem, eller til fællesspisning. Her i gården. Det er min gård, og jeg har været med til, at den blev som den blev. Det gør selvfølgelig også, at jeg bliver mere opmærksom på de lyde, jeg godt kan lide.

Tiny houses i flere etager

Martin behøver ikke pendle for at komme på arbejde. Han kan nøjes med at skrå o­ver gården og nikke til underboen, som også er klar til at gå ind og arbejde. De bor i et fællesskab sammen med 50 andre, som både har for- og baghuset og har indrettet dem, så der er lejligheder i det ene og arbejdspladser i det andet. Fritids- og arbejdsliv er adskilt men samtidig samlet. Martin bor småt i én af taglejlighederne, hvor der kun lige er det aller nødvendigste. De andre i fæl­les­skabet bor på samme måde – nærmest i tiny houses i flere etager. Til gengæld er der god plads både i fælles­huset og i huset, hvor de arbejder. Men det bedste ved det hele er, at de bor billigt.

Bor der en eller anden rig mæcén, som har lagt penge ud til det hele, i én af de der små lejligheder?

– Nej, det er en forening, der ejer det hele, ligesom i Grobunds model. Men vi betaler selvfølgelig hus­leje for de lokaler, vi bruger, og hjælpes med at dække de andre udgifter. Og det kan heldigvis godt løbe rundt.

Og så giver det et helt andet liv, fornemmer jeg.

– Ja, det er fedt at leve gældsfrit og ikke være tvunget til konstant at have et arbejde, fordi man skal betale den nye Mercedes ud. Når man lever gældsfrit kan man have en lille opsparing, som kan red­de én i et helt år, i virkeligheden. Man kan stadig spare op til pensionen og stadig have alt det, man skal bruge. Som mennesker har vi bare ikke brug for særligt meget …

Da du lavede din installation i 2022 med lyde fra den bæredygtige by, var der ikke noget støj fra biler og heller ikke fra byggeri. Er byen gået i stå? Hvordan er der plads til en masse mennesker, når der ikke bli­ver bygget mere?

– Der er mange andre, der lever som vi gør det her hos os i fællesskabet, i meget små lejligheder. Så alle de gamle patricierlejligheder er blevet til mindre boliger. De store 3-4 etagers række­huse, der ligger nede ved havnen – de er blevet udnyttet mere effektivt, så der er plads til at bo flere. Alle de gamle industribygninger, de er blevet restaurerede og lavet om til boliger. Alt det gamle byggeri, det er blevet omdannet, så lyden af kraner og absurde mængder byggematerialer, der skal køres ind i midtbyen, er væk.

– Det kan godt ske, at det koster lidt mere at restaurere på bygninger og lave dem om, men det skaber også en meget mere forskelligartet by. Vi har stadig de gamle bygninger. Industribyg­ninger­ne, de gamle herskabslejligheder, de rige købmænds gamle boliger. Det hele ligger side om side, men indmaden er anderledes. Man kan bo på så mange forskellige måder, meget, meget tæt på hinanden.

Plads til alle

Det er ikke kun bygningernes indmad, som er meget anderledes i 2030. Produktionen af fx tøj er ry­k­ket hjem fra Fjernøsten og kæmpebutikkerne er væk. Det gør at produktion og butikker er ble­vet en del af bybilledet igen. Det hele er blevet mere samlet, så man næsten kan få en landsby-fø­lelse, selvom det er midt i byen.

– Nu går vi hen til ham, der laver sofaer, og køber sofa. Vi går hen til grønthandleren og får grønsager, der er hentet ude på Djursland, og vi går til bageren for at købe brød. I sådan et kvarter her – vi har vores lille landsby og vi har vores lidt større landsby. Og jo større landsby, jo flere ting kan man selvfølgelig få fat i. Så er det jo heldigt, at det også er en storby, det her. Det betyder at næsten alting bliver lokalt produceret et eller andet sted i Aarhus. Så vi kan bare tage cyklen og ta­ge ind og købe det, vi har brug for.

Bybilledet har altså forandret sig meget. Det samme har rammerne for folks liv. Er alle med på den?

– Det er jo ikke alle, der trives i et bofællesskab, og de skal også have plads til at være sig selv. Det er ikke alle, der trives med at hilse på nogle om morgenen. Der er nogle, der bare gerne vil sidde i deres lejlighed og se TV og tage på arbejde og mødes en gang eller to om måneden med vennerne eller tage på date night med konen. Det skal der ligesom også være plads til. Man kan jo ikke tvinge en livsstil ned over hovedet på alle.

Men i 2030 må I bare leve indenfor de rammer, som klimaet og økologien kræver?

– Ja, vi har love om at vi ikke må gøre hinanden fortræd. Nu har vi også love om, at vi ikke må gøre planeten fortræd! Som mennesker er vi altid afhængige af hinanden, og det er vi også af planeten.

En lastbil i minuttet eller bypark?

Hvor var det, at det vendte?

– Vi havde en stor skræmmeoplevelse med havneudvidelsen. Der blev der sat et giga projekt i vandet, uden at borgerne rigtig fik nogen mulighed for at gøre noget. Bagefter kom der flere lokale folkeafstemninger, så i vores fantastiske demokrati er vi kommet lidt tættere på direkte demokrati. Der blev større interesse for ens lokalområde, fordi der var så åben­lyse konsekvenser, og folk blev mere interesserede i lokalpolitik. Det betyder noget, om der skal køre en lastbil forbi i minuttet eller om der skal laves en bypark ude foran éns hoveddør. Og det åbnede en dør til at kræve en større inddragelse i lokalpolitik.

Du har fortalt mig, at byen blomstrer i 2030. Hvad mener du med det?

– Nu da hele vores vejnet i Aarhus er blevet mindre belastet, har vi lige pludselig en masse plads. Der kunne vi have bygget boliger, men det har vi heldigvis valgt ikke at gøre, så alle de gamle vejom­rå­der – det er ca. halvdelen af Aarhus’ vejnet, der bare er blevet nedlagt – er blevet til by­parker. Vi var så heldige at få trumfet minimumskrav for biodiversitet igennem i Aarhus, så når man går rundt i forskellige kvarterer i byen, så er der krav til, hvor stor en biodiversitet der skal være.

Alle steder, altså ikke kun i parkerne?

– Ja, i vores gård, og i alle de andre gårde ligesom vores, og i rekreative områder med små skygge­fulde boldbaner og basketballbaner og bordtennis og – ja, bænkegrupper til socialt samvær. Det har man kunnet putte ind overalt i Aarhus, sammen med en masse urban natur. Og det gør jo så, at byen blomstrer helt bogstaveligt – alle de her planter, de blomstrer jo på forskellige tidspunkt­er. Men det skaber også en større tiltrækning til at bruge de offentlige arealer. Så lige pludseligt – sammen med dét, at vi ikke behøver arbejde særligt meget – så har vi tid til og mulighed for at gå ned på gadehjørnet, drikke en dejlig kop kaffe, grille noget mad, drikke nogle øl og samles med ens kvarter eller ens foreninger … Der er skabt et rum til, at mennesker også kan blomstre i de her grønne byrum.

Det er nemmere at finde en kæreste?

– Ja, det er bare at gå ud og plukke en blomst.

Helt så nemt bliver det nok ikke, heller ikke i 2030. Men Martins vision om den blomstrende by viser i hvert fald, hvor meget de hænger sammen. Verdensmålene. Meget mere grønt får også mennesker til at blomstre – at være sunde, ikke bare ikke-syge. Og alternativet til klimakrise og uskøn og uønsket byfornyelse er, at vi mander os op i civilsamfundet og sætter politikerne stolen for døren. Kreative sjæle som Martin er med til at vise vejen …

Martin Mørk arbejder professionelt med bl.a. interaktionsdesign, videoanimation, lyd- og visuelt design. Se mere her.

.