Annegrethe Jørgensen
Når Jeppe Graugaard rejser ud i fremtiden, lander han i 2040, fuld af taknemmelighed. For det er godt at vide, at de faktisk har noget at spise i fællesskabet, han bor i, og kan blive ved med at have det vinteren over.
Vi er nemlig på den anden side af dér, hvor det føltes som om verden gik under. Jeppe er blevet 57 og bor i et fællesskab, hvor de ikke nøjes med at spise sammen og deles om ting. De har også fælles traditioner og ritualer, så om et par dage – til vintersolhverv – vil de kalde solen tilbage med et stort bål.
De var flyttet sammen i fællesskabet før de store omvæltninger, og de var lige så overraskede som alle andre over, hvor hurtigt det hele gik. Jeppe fortæller, at mange slet ikke var forberedt, og hvad det var, deres nye fællesskab så kunne.
– Alle de gode venskaber, vi har, og den sammenslutning af fællesskaber, som opstod, var en nødvendighed, fordi det blev svært at klare sig alene i sit parcelhus. Det blev tydeligt, at man måtte lave nogle sammenslutninger. Man måtte begynde at have et helt andet forhold til sine naboer. Det var ikke bare nogen, der boede ved siden af. Det var faktisk mennesker, som blev en stor og vigtig del af ens liv og trivsel, fordi vi skulle begynde at arbejde sammen på en helt anden måde. Så da det politiske system også smeltede sammen og blev nødt til at give noget magt og nogle ressourcer tilbage til de fællesskaber – vejfællesskaber, by-fællesskaber – så var vi lige et lillebitte skridt længere fremme.
Før og efter kollapset
– Der var mange, der opsøgte os, og mange, der havde brug for noget af den viden, som vi var begyndt at bygge op. Det var en nødvendighed for mange mennesker. Det her med at stå i kaos, i så radikal en omvæltning af ens verden, gør jo også, at man hurtigt får indstillet kompasset på det, der virkelig betyder noget. Og det er ikke bare, at man har mad nok, men også, at man kan trives i de her svære omstændigheder. Og det smukke i alt det svære og grimme, det har været at finde ud af, at vi ikke er … lykkeligere eller gladere, men måske bare helere som mennesker. Der var nogle ting, vi savnede, og nogle ting, vi ikke vidste, vi savnede, som lige pludselig blev meget åbenlyse. Dem har vi haft al mulig tid til at dyrke og opbygge igen.
Det lyder som om meget af det, vi før i tiden regnede som selvfølgeligheder, er brudt sammen?
– Det blev meget tydeligt, at der er et før og et efter sådan et kollaps, som vi har været igennem. Det, der var muligt før, det har ikke været muligt efter. Det vi savner rigtig meget, det er nogle af de der ting – altså, sølvpapir, som var meget let at fremstille i stor skala i sådan et industrisamfund, men som vi lige nu oplever knaphed på. Det var blandt andet også derfor, at vi kunne genetablere kontakt med resten af verden via internettet, fordi vi simpelthen havde indkøbt nok modem’er. Vi havde gjort forarbejdet til at kunne reetablere.
Når strømmen er gået
I var preppere på nogle af de ting?
– Ja, der var en lille smule preppere over os. Vi havde jo læst om, hvordan det er før og efter et kollaps. Vi vidste godt, at nogle af de ting, der var enormt billige inden, de ville blive næsten umulige at få fat på bagefter. Det var det, der gjorde, at vi blev en slags hub for nogle af de omkringliggende samfund. Altså, der var folk, der kom og boede hos os i et stykke tid, inden de kunne vende tilbage til deres hus igen, fordi der ikke var strøm og vand. Det lille skridt, vi var foran, var vi i stand til at dele med andre, så de kunne gøre nogle af de samme ting.
– Vores fællesskab her er et lille fællesskab, men vi har rigtig mange tråde ud i verden. I Danmark, men heldigvis også til vores venner rundt omkring på kloden. Og det er i høj grad dem, der hjælper os til at vide, hvad vi skal gøre, for der er ingen af os, der har… Jeg begyndte at lære at sylte for 20 år siden, så dét havde vi ligesom styr på. Men der er jo alle mulige andre ting, som man skal kunne, og man skal vide, og man skal gøre, når strømmen er gået, og man lige pludselig skal finde ud af at etablere nye vandforsyninger. Alt det grundarbejde, der har ligget i at kunne flyde ovenpå. Vi har nydt godt af at have et globalt fællesskab, og af at de oprindelige folk, som den vestlige kultur og civilisation var på randen til at udrydde – at de havde den gavmildhed at tage imod os. Selvom det måske ikke var den første indskydelse, man ville have, når man kigger på den historie, vi har sammen.
Da alting stod under vand
Var der et tidspunkt, hvor tingene vendte?
– Det var der jo! Jeg tror, det er sådan med de fleste ting, at der hvor det vender, det er, når man for alvor tror, at alting er endt på et eller andet plan. Da vi lige var flyttet herud og havde fået etableret vores fællesskab … Det var dér, hvor der var de der flodbølger, og alting stod under vand. Det var samtlige vores huse herude, der var under oversvømmelse.
Wow, I ligger da højt, troede jeg?
– Ja, det troede vi også! Vi troede, vi var på den sikre side. Det var dér. Da vi troede, at vi havde startet noget, og så var det på randen til at falde fra hinanden. Det var jo ikke kun os …
I var også stadigvæk sårbare?
– Vi var så heldigvis ikke så sårbare som alle mulig andre steder rundt omkring i landet, men dét år … Da tænkte man, er det nu bare kaos? Er det bare overlevelse? Altså, hvor drømmen brast, og vi måtte sande, at vi havde ikke rigtigt nok at spise. Børnene boede stadigvæk hjemme, og det er det værste, vi har oplevet som forældre. Ikke at kunne give ens børn mad.
– Men så kom sommeren alligevel, og vi fik ret hurtigt etableret nogle nye infrastrukturer osv. Men dét var ligesom vendepunktet. Der hvor det hele faldt fra hinanden. Der blev også erklæret nødtilstand, det var ikke bare i Danmark. Men altså, det var da dét! Det var der, hvor man virkelig tænkte, at nu er verden gået under. Det var derfra, der skulle vokse noget nyt frem igen.
Åbningen
– Noget af det, vi fandt ud af, var at der var en enorm knaphed på rigtig mange ting, men lige pludselig var der også en enorm åbning. Der var også en ressource i alt det, der var gået tabt. Altså for bare 18-20 år siden var Danmark et landbrugsland, som blev beskrevet i internationale rapporter som et af de mest naturfattige – forarmede på det punkt – lande i hele verden. Når du har så meget jord, som du lige pludselig ikke kan dyrke på den måde længere, så har du også ret meget at gøre med i forhold til at genetablere!
– Da vi egentlig bare lærte det der helt enkle, at en ko–lort i virkeligheden er livseleksir. Det handler egentlig bare om at få dem ud på markerne og gå rundt. Så gør de jo noget magisk i sig selv. Og alt det, vi snakkede om – rewilding og naturgenopretning – det kom jo nærmest af sig selv, fordi naturen har den iboende kraft til at regenerere. Da dén ligesom blev sluppet løs, da det der jerngreb blev opløst, så blev der lige pludselig en hel masse jord fri til, at vi i fællesskab kunne begynde at gøre tingene på en anden måde.
Vi slutter, som vi begyndte, ved vintersolhvervet og hvorfor det er så nødvendigt for Jeppes fællesskab at fejre både dét og sommersolhverv, jævndøgn og alt det, der ligger imellem. Det er en slags kompas i årets gang, fortæller han.
– Og heldigvis – det er også en del af det kompas dér, at livet vokser frem af døden, faktisk. De to ting hører sammen. Der var noget, der skulle dø for os, for at vi kunne stoppe med at tænke på vækst, og alle de der ting, der drev den gamle historie og den gamle drøm. Der var ligesom et fravær i vores liv, som vi kunne mærke også havde skabt nogle af de problemer, der var i verden.
Nye fortællinger
– Derfor begyndte vi at fortælle nogle andre historier og dele fortællinger om, hvordan vi faktisk hænger sammen. Ikke bare med mennesker, der bor i den her del af verden og mennesker i andre dele af verden, men også med det planteliv og dyreliv, som omgiver os.
– Når vi mødes til vintersolhvervet, så er det i høj grad for at bekræfte vores gensidige afhængighed og vores … Det er både en bekræftelse og en taksigelse. Det er også fordi vi føler en stor taknemmelighed. Vi har skabt så meget ravage, og vi bliver ved med at skabe det i den her verden, som er i kaos og omvæltning. Her i 2040 oplever vi stadigvæk nogle enorme naturkræfter på spil, som vi ikke kan kontrollere. Hvis vi skal prøve at skabe en lille smule mindre kaos i verden og få os ind på en fælles bane, hvor tingene går en lille smule mindre galt. Så er en stor del af det det her med vores fælles fortællinger og fælles traditioner omkring vores indlejrethed i verden, på jordkloden, i naturen.
Tror du at vi overlever som menneskehed?
– Altså … jeg er da i hvert fald mere optimistisk, end jeg var for, ja, nogle årtier tilbage. Det er nogle gange svært at se, men jeg tror trods alt på, at vi har fundet tilbage ind i en forbundethed og samhørighed. Og når vi følger dét, og så også kan se, alligevel, hvor ekstreme omstændigheder mennesket kan overleve i. Mon ikke det så går lidt endnu?
Jeppe Graugaard er forsker, underviser og foredragsholder. Han underviser på Ry Højskoles horisontlinje, hvor han bl.a. underviser i faget Kloden Kalder, som er et open source fag om global økologi og alternativer til forbrugssamfundet. Du kan finde fagmaterialet og undervisningsvejledninger her. Han er medstifter af foreningen EarthWays, som arbejder med regeneration og naturbaseret dannelse. Hans øvrige skrifter og projekter kan findes på PatternWhichConnects.com.
