Djursland år 2418

Jorden er forarmet og havet forsuret og fuldt af plastik. Luften fyldes mere og mere af CO2, og vi har over­skredet 6 af 9 planetære grænser. Hvordan bliver vi bedre til at passe på vores fælles res­sourcer?

Henrik Majlund Toft har et bud på, hvordan vi undgår at overudnytte dem, som vi gør i dag. Han er aktivist i krydsfeltet mellem videnskab og kunst, så forslaget har historiske rødder: Fælleden, hvor bønderne sendte deres dyr på græs i gamle dage. Og han udfolder det i en vild fremtidsvision af et fællesskab, hvor de er nødt til at være meget ressource-bevidste.

Året er 2418, og vi er på Djursland, så meget er Henrik sikker på.

 – Vi bor i én af de der enklaver, som egentlig er øer rundt omkring. Altså der kan måske være 40-200 øer på Djursland. Og vandet er der selvfølgelig stadigvæk. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er dødt eller det er levende, men begge dele kan jo være lige farlige.

Er det havet, eller er det vandet ned gennem Djursland?

– Det er havet. Vi er vendt lidt tilbage til et istidslandskab. Altså jorden forandrer sig, og den meka­niske manipulation der har været med afvanding, er forsvundet, fordi man har valgt ikke at bru­ge energi på at vedligeholde de her ting. Vådområder er blevet oversvømmet igen, marker og enge er helt nor­ma­le, og det er også det, der præger afgrøderne. Det er afgrøder, der kan vokse i våd­om­råder, så vi spiser faktisk meget asiatisk mad.

Det er en helt almindelig morgen om 400 år i den enklave, hvor Henrik bor sammen med sine børn. Han vågner af sig selv, uden alarm, fordi han ikke behøver møde til en bestemt tid, og sidder lidt med et glas vand, før han vækker børnene.

At dannes i verden

Det lyder som en meget ydmyg start på dagen, men det er sådan man gør, for vand er en sparsom ressource, som bliver renset med træerne som filter. Børnene kommer op og i gang. Før de følges ad ud, hjælper han dem i en dragt, som beskytter mod solens stråler og den forurening, der ellers er. Så er det ud ad døren – til skole?

– Alle folk bliver også oplært i nogle praktiske ting, så når børnene er klar, går de ud med dem der arbejder med planter. Det er ikke et arbejde som sådan, men selvfølgelig er der nogle pligter. Der er ting der skal passes, fordi hele landsbyen er afhængig af det. Men det er lige så meget en må­de at tilbringe noget tid på, at have nogle gøremål. Og de lærer, og de bidrager også på en må­de som ikke er en belastning, som man forestiller sig børnearbejde traditionelt set. Det er en måde at dannes i verden på.

Så når dine børn tager afsted, så tager de ud i noget helt andet. Der er nogle voksne, som viser dem nog­­le praktiske ting, men der er også nogle, som mere minder om … heksekoner el­ler viise folk?

– Helt sikkert! Vi har opdaget, at der er en grundlæggende viden i menneskeheden. Vi har selvføl­ge­lig stadigvæk bøger, vi har måder at lagre information på, og den er måske også indlagt rent ge­ne­tisk, så man faktisk bærer rundt på et bibliotek i sin genetik. Men samtidig er vi også meget op­­mærksomme på, at det er vigtigt, at alle mennesker kan nogle helt basale ting. Har en helt ba­sal na­turforståelse og en helt basal forståelse af, hvordan verden er indrettet. Så det er ikke en sko­le men egentlig opbygning af viden, som er til gavn for dem selv og for resten af fælles­skab­et. Og ud­dannelsespolitikken er, at man forsøger at fordele den viden på alle, så man ikke bli­ver sårbar – så man altid kan føre viden videre.

Dybe huller

“Gjerrild-modellen” har sat sig dybe og varige spor på Djursland, i hvert fald i Henriks enklave. Den handler om at bygge fællesskab og om cirkulær økonomi #2, inklusive so­cia­lisering og naturvi­d­enskabelig dannelse. Fire hundrede år efter de gode eksperimenter og pro­jek­ter i Gjerrild er Hen­riks enklave omgivet af dybe huller, hvor de henter råstoffer og mineraler.

Hvis vi nu vender tilbage til din dag. Du har fået dine børn af sted. Du har et arbejde, som du skal sørge for?

– Jeg vil hellere kalde det en beskæftigelse, for det er ikke et arbejde forstået på den måde, at man udfører en opgave, som ikke er afgørende for ens over­le­v­else, men handler om at udføre en funktion, som bliver vekslet til nogle penge, man kan bruge til noget andet, som sikrer ens overlev­else. Noget af arbejdet er direkte forbundet til overlev­el­se, og så er der noget, der skaber værdi, som vi traditionelt forstod værdi i vores samfund før i tiden, og som man kan bruge til at handle med.

– For der sker også noget udveksling. Alle enklaverne har knappe ressourcer, så det er ikke sådan, at hvis man har brug for noget fra en anden enklave … Det kan der jo være mange forskellige årsa­g­er til. Det kan være, at de har nogle planter, som vi ikke selv har. Det kan også være, at de i et af deres dybe huller har høstet nogle mineraler, vi har brug for til vores produktion. Så skal man selv­følge­lig kunne handle, man skal kunne udveksle de her ting. Så vi har stadig noget, der minder om et mo­ne­tært system. Det er ikke baseret på penge. Det er heller ikke baseret på tillid, fordi tilliden er væk. Så det er en avanceret bytteøkonomi, som har forskellige niveauer.

Afhængige af fællesskabet

Når Henrik er ”på arbejde”, går halvdelen af tiden ude i enklavens haver og mar­k­er. I den anden halvdel nørkler han som ”videns-arkæolog” med historie. Dengang man fx ikke kendte til mad­spild. Dengang man kunne bruge tang til alverdens ting, lige fra mad til at tætne tage. I 2418 er de nem­lig lige så afhængi­ge af fællesskabet, som jæger-samlerne var det, og de er nødt til hele tiden at bli­ve bedre til at leve i harmoni med de muligheder der er. Henrik fortæller om sit måske vigtigste fund i for­tid­en: den gamle fælled-tanke. At man er fælles om nogle ressourcer og deles om dem.

– Ejendomsretten ser helt anderledes ud. Vi har fælles værdier. Det er en form for andelstanke, hvor man ikke rigtig ejer noget, men man har en gro praksis. Og så de her fælles res- sour­­cer, der findes på markerne … Der er nogle, der fungerer som oldermænd. Det vil si­ge, at det er dem, der overordnet set bestemmer, hvad der tilfalder folk rundt omkring. Alle får det, de har brug for, men der er ikke nogen akkumulation. Oldermændene, de er demo­kra­tisk valgte. De er på valg, ligesom vi kender det fra demokratiet, men det er et demokrati, der er fokuseret på, at der er nogle helt e­le­mentære ting i samfundet, der skal fungere.

Jeg ved jo, at du har beskæftiget dig med fælleden. Er det der, der er noget inspiration?

Mennesket forandrer sig ikke

– Det er det i allerhøjeste grad! For fællesskabet er opmærksom på, at hvis man overud­nytter fælleden, så går det ud over alle, og så mister man sit selvopholdelsesgrundlag. Men men­ne­­skets natur er mere eller mindre konstant, så vi kæmper stadigvæk imod, at folk er tilbøjelige til at dyrke deres egne interesser. Forstået på den måde, at gevinsten er større end det potentielle tab, fordi tabet bliver fordelt på så mange mennesker. Hvis man selv tager lidt mere, end man e­gent­lig har ret til, går det fra blandt de andre 1500. Så det er egentlig ret lidt, hvis man lige tager et kilo ek­stra korn, for eksempel, ikke? Hvis man dividerer et kilo med 500, så er det ikke særlig me­get, de andre ligesom… Og spørgsmålet er også, om de opdager det, ikke? Mennesket er tradi­tio­nelt set tilbøje­lig til at dyrke sine egne interesser, og det kæmper vi stadigvæk med. Altså, menne­sket for­andrer sig ikke rigtigt på den måde.

Så er det da altid noget, at vi trods alt kan lære og udvikle os, så det faktisk er mu­ligt at leve godt i verden, som den ser ud i 2418. Efter ”den store uro” med verdensomspænd­en­de krige, udløst af net­op kamp om de ressourcer, der var tilbage.

Overlevelse er dét, meget handler om, fordi verden er blevet et mere råt sted at være?

– Helt sikkert! Og der er også en anden ydmyghed. Der er en anden glæde og en lykke ved egentlig at have en hverdag, der fungerer og er rolig. Hvor man er sammen med sine nære.

For det er ikke en selvfølgelig ting?

– Nej, nej. Man er mæt, og man er glad. Der er en taknemmelighed over det helt basale. Og man for­står naturen på en helt anden måde. Man forstår, at man er en lille del af et stort system og altid har været det. Og man kan ikke bare behandle det efter forgodtbefindende. Man kan heller ikke bru­­­­ge det bare for at skabe ressourcer til sig selv.

Noget mindre dramatisk

Og du har været med til den udvikling?

– Ja, jeg har prøvet at sætte et præg på det, med den måde, jeg kan. Ved at skrive bøger om det, ved at lave kunstudstillinger, ved at arbejde med aktivisme. Læringshaverne og arbejdet med fæl­les­­skab­et (i Gjerrild; red.) er jo også en form for aktivisme.

Var kunsten så med til at rykke?

– Ja, det var den! Fordi den er også en del af den kollektive fortælling. Og vi ser, at Hollywood nu og­så i lang tid har haft … Naturkatastrofer fylder lige pludselig meget, ikke? Hele den der main­stream­-fortælling stiller ikke spørgsmålstegn ved klimakrisen. De forstår den godt, og de bruger den så til at skabe nogle fortællinger, som fungerer på nogle andre vilkår. Men kunsten er nødven­dig for at skabe en overgang til noget mindre dramatisk. Fordi kunsten tilbyder også nogle fortæl­ling­er, vi kan spejle os i. Vi kan ikke spejle os i data. Vi kan ikke spejle os i frygt. Jo, det kan vi godt, men det bringer ikke noget godt med sig. Kunsten kan tilbyde os noget, som vi faktisk … Der kan man begynde at placere sig selv i forhold til en dagligdag, i forhold til en fremtid, i forhold til at se en fremtid for sine børn.

Henrik Majlund Toft er forfatter, kunstkurator og aktivist. Han arbejder med spekulativ videnskab, det vil sige ny naturvidenskab der perspektiveres med kunstneriske strategier og filosofi. Hans senest afsluttede projekt som aktivist er "Fremtidens fællesskab", der handler om at bruge lokal viden, kompetencer og historie til læring og udvikling af sociale relationer.