Af Annegrethe Jørgensen
I kender godt Star Wars, ikke?
Nogle af jer har haft lyssværd til fastelavn, ved jeg. Så har I nok også hørt historien om Jedi-ridderne, som var de første til at kæmpe med dem. Det kunne de på en helt særlig måde, fordi de kendte til Kraften og var blevet trænet i at bruge den – sammen med de andre i Oprørsalliancen og imod Darth Vader og Imperiet.
Det foregik alt sammen i en fjern, fjern galakse for meget længe siden, men det ligner den kamp, som er i gang i øjeblikket. IMPERIET er dem, som tjener penge på olie, kul og gas. KRAFTEN er den hjælp, vi håber på, så vi kan gøre det af med Imperiet og den mørke side af Kraften. For sådan én er der også, her i det virkelige liv.
Den sidste kamp
Jeg har drømt om den sidste kamp mellem olien og gassen og ridderen med lyssværdet. Det var en kvinde, og hun var helt alene i manegen overfor olien og gassen, mens alle aktivisterne og forskerne sad oppe på bænkene og hujede og råbte: ”Pas på, han kommer bagfra!” og ”dér, angrib ham dér, han blotter sig”.
En lang og beskidt kamp var det, men til sidst skéte det, som ingen havde troet. Olien og gassen var blevet stukket så mange gange med lyssværdet, at de lå døende i sandet. Ridderen havde vundet.
Det endte godt, men jeg var alligevel ked af det, da jeg vågnede, for der var også noget uhyggeligt ved drømmen. Hun var så alene, ridderen, og der var så tomt omkring hende, da hun vaklede ud af manegen. Tilskuerne var gået hjem, fordi kampen havde varet meget længe. Men der var heller ingen fugle og ingen små dyr, som kom frem for at danse af glæde, ligesom de altid gør i Star Wars-filmene. Der var øde og stille, for Imperiet havde nået at ødelægge alt for meget, mens det styrede over verden.
Det var bare en drøm, heldigvis.
Nu skal jeg fortælle jer den virkelige historie om vores kamp mod olien og gassen og deres ven, kullet. Så må vi finde ud af, hvad vi gør for at slutningen ikke skal blive som i drømmen.
Imperiet fødes
Det hele begyndte for meget længe siden. Vi bedsteforældre var ikke født endnu, og det var vores bedsteforældre heller ikke engang. Vi skal helt tilbage til dem som blev født omkring 1880, for næsten 150 år siden.
Mine oldeforældre havde kun heste til hjælp i marken, så det var stort, da traktoren blev opfundet i Amerika og nåede helt over til min morfars marker for 70 år siden. Min far og mor cyklede meget da de var unge, så de skyndte sig også at købe en bil, da de havde fået børn og penge nok. Det fælles for de to nye ting – traktoren og bilen – var, at de havde motor og den brugte benzin.
Alting blev meget lettere og bedre, men det betød at der blev brugt olie i stride strømme og hentet bjerge af kul op fra store miner. Almindelige mennesker som os i vores familie troede længe, at det var helt i orden. Sidenhen var vi nok lidt for dovne til at finde ud af, hvordan det hang sammen.
Allerede da mine oldeforældre – dem med hestene – var unge, var der nemlig en klog mand som opdagede, at olien, kullet og gassen ikke kun var hjælpere. At de kunne blive vores fjender, hvis vi brugte for meget af dem, for så ville luften og vandet blive varmere og varmere.
Men ham var der ingen, der gad høre på, for der var allerede folk som tjente mange penge på olien, kullet og gassen, og det ville de jo gerne blive ved med. De tjekkede godt nok, om det var rigtigt, hvad han sagde, den kloge mand. Men da de fandt ud af, at det var det, brugte de nogle af deres mange penge på at skjule sandheden og løbe fra deres ansvar.
Imperiets storhedstid i verden var begyndt.
(Det ender godt. Læs mere her.)
