Af Annegrethe Jørgensen
Hovedpersonen i “2040 – filmen om fremtiden” er Damon. En ung far, som er så bekymret for hvad der venter hans lille datter, at han påtager sig at finde en ny fremtid til hende.
Det lyder som et eventyr. Det er det ikke, selvom det ender godt. Det er en dokumentar. Damon findes i virkeligheden, og hans datter, Velvet, er en herlig lille tøs på 4 år. Men situationen er overvældende, det ved enhver som ikke har lukket helt af for mediernes undergangsfortællinger. Velvets fremtid er truet og Damons opgave er så stor, at hans færd må fortælles som et eventyr. Og et eventyr begynder med en rådvild helt. Hvor skal far Damon begynde og hvor skal han slutte?
Han begynder hjemme. Hos sin kone og Velvet i Australien, hvor de bor. De har det godt, det ser vi fra filmens første billeder, da de planter et håbefuldt træ. Men far Damon klarer ikke at skubbe verdens problemer fra sig som noget fjernt, andre må tage sig af. Han har smeltende isbjerge i fryseren, kulminearbejdere og voldsom trafik i kaminen og CO2 flagrende ud over det hele.
Truslerne mod Velvets fremtid er reelle nok, ekstremvejr, havstigninger, klimaflygtninge. Det skal løsningerne også være, beslutter han sig for. De må ikke være opdigtede.
Med dét benspænd er han klar til at tage af sted ud i verden. På jagt efter en anden fremtidshistorie for sin datter og hendes generation.
Han har brug for hjælpere, og de skal være store og stærke, for opgaven ser umulig ud. Ergo går han først til de mindste og mest magtesløse. Til børnene, for ellers var det jo ikke som i et eventyr.
Men filmens opfordring til at handle er først og fremmest til os voksne. Hvordan ser DIN fremtid ud? Se efter løsninger og bær dem videre, hvor du er. Så er du med til at skrive på den gode fremtid for børnene!
”Hvad vil I gerne se i fremtiden?”, spørger han i skoleklasser verden over.
”Vi burde opfinde noget, der suger al ragelset i hele verden op og sender det ud i en intergalaktisk dimension, som så er en – affaldsdimension”, siger en gut med spilopper lysende ud af øjnene. Mens en sort dreng (med gammelt høvdingeblod i årerne?) går lige til kernen: ”Vi skal bare behandle Jorden ordentligt!”.
Børnene drømmer stort om fremtiden, men de har næsten al for god sans for klodens tilstand. Er der nogle voksne derude, som vil gøre noget ved det?
Damon drager videre. Med fly, for han er en helt almindelig fyr med lige så mange hak i klima-glorien som vi andre 🥴
Første landing er i Bangladesh, hvor han møder en ung fyr, som er hoppet lige fra universitetet og ud i et af landets mest påtrængende problemer: energi-mangel og fattigdom. Hans løsning hedder decentral vedvarende energi i form af små solceller på bliktagene. De ser ud af ingenting men gør en kæmpe forskel. Solcellerne forbindes nemlig i mikro-net, så folk kan sælge eller købe energi hos naboerne.
Har man ikke råd til solceller, kan man nøjes med en lille boks og købe energi, når man har brug for det. På den måde får flere mere at gøre med og til alles gavn. Når de lokale mikro-net så forbindes, har du pludselig en løsning, som kan være en stærk medspiller til at give 100% vedvarende energi på hele kloden i 2040.
Så må far Damon drømme om fremtiden, for nu har han fundet en løsning, som allerede findes i virkeligheden.
Det bliver til første kapitel i en alternativ fremtidshistorie for Velvet, og det er spændende for enhver, som har børn eller børnebørn og trænger til at træne fremtidsmusklen.
Men besøget i Bangladesh åbner også for en morale, som bliver mere og mere tydelig gennem filmen. Små, gode løsninger og initiativer kan få store konsekvenser, der kan ændre grundlæggende på vores mulighed for at håndtere de kriser, vi står i.
Det er en langhåret påstand, men vi ser med egne øjne, hvordan det kan blive til virkelighed med små SimCity-agtige versioner af Kate Raworths doughnut-model. For far Damon går ikke kun til ”praktivisterne”, dem, som har fået en god idé og bare er gået i gang. Han taler også med kloge hoveder, som sætter bottomup-initiativerne i perspektiv, selvom de selv er gjort til miniputter og sidder højt på en vindmølle eller faretruende på kanten af en skovl.
Doughnut-modellen er en lidt anderledes illustration af de sociale og pla- hetære grænser. Formålet med den er at vise, hvordan alle menneskers behov kan dækkes, vel at mærke i respekt for, hvad planeten tåler. (Se Kate Raworths egen forklaring)
Det kan godt være, at far Damon minder temmelig meget om Klodshans, når han stolt viser os én af de ting, han fandt på sin færd. En klump jord. Men i jorden spræller en regnorm, og den gør en verden til forskel. For bondemanden, der skal på fisketur med ungerne. For Velvet og hendes generation, som Jorden godt kan brødføde i 2040, hvis verdens forbrugere og landmænd altså lægger kursen om.
Filmen slutter med en herlig fremtidsvision for Velvet og Jordens børn – og med en finte til dem, der er store nok til at gå i skole. Skaf jer viden, så I kan se hvad der betyder noget!
Men filmens opfordring til at handle er først og fremmest til os voksne. Hvordan ser DIN fremtid ud? Se efter løsninger og bær dem videre, hvor du er. Så er du med til at skrive på den gode fremtid for børnene!
(Tidligere udgivet i Århus Stiftstidende den 16.1. 2021. Indlægget bringes her med tilladelse fra debatredaktør Helle Køhler Holm og redaktionschef Jens W. Møller mht. illustrationen.)
