Annegrethe Jørgensen
Kan vi klare os igennem, når konsekvenserne af opvarmning og kollapsede økosystemer for alvor rammer? Solveig Roepstorff er ikke i tvivl efter sin rejse til ’thrutopia’. Vi har, hvad der skal til, for ikke bare at klare det men også vokse som mennesker af krisen. Og ja, vi kan stå sammen, når det gælder.
Kan vi virkelig det? Det er svært at tro på det gode i mennesket, for corona-tidens hjælpsomhed og gode naboskab er længe siden. Det, vi har nu, er isolation, egoisme og trolling ligesom før.
Men i 2048 har de en kur mod mange af dagens dårligdomme – forbundethed – som fylder meget i Solveigs arbejde som klimapsykolog. Hun tager ud og underviser og afholder kurser, og det er næsten altid udendørs, så hun har ikke mere nogen praksis.
– Altså, det hjælper ikke at sidde indendørs og tale om naturforbundethed. Det foregår ligesom bottom-up-vejen, altså ved at man mærker og sanser og gør det sammen. Det er det, der har vist sig at være så virksomt. Og der har jeg stadigvæk nogle sårbare mennesker, som har psykisk sygdom og nogle, der er traumatiserede. Det er en boldgade, jeg altid har haft et stort hjerte for at arbejde med, og det gør jeg stadigvæk, men jeg gør det udelukkende i faciliteringsprocesser, der har naturen som det rum, der holder os.
– Der vil altid være kriser, når der er mennesker. Altså, vi er jo komplekse væsener. Vi lever ikke kun gennem vores rationelle fornuftshjerne, der gerne vil det gode liv, og som kan skubbe alt ind under gulvtæppet. Der er stadig folk, der dør. Mennesker, der rammes af ulykke, mennesker, der svigter hinanden. Det er en del af den pris, vi betaler for at få lov til at være her …
Vi var afkoblet
– Vi er mennesker, og mennesker har nu engang registre der gør, at vi både kan gøre hinanden meget fortræd, og vi kan reparere og hele og helbrede hinanden. Det vil der altid være brug for, og det er så der, hvor jeg har været med til, sammen med en masse andre, at udvikle nogle metoder til hvordan man f.eks. kan lave traumebehandling med natur. I 2048 forstår alle mennesker, at regulering af nervesystemer handler om forbundethed, om at vi forbinder os med nogle. Og de ”nogle” kan lige så vel være natur, et træ, et dyr, et græsstrå, et æg, et bakkedrag, som det kan være en terapeut.
I Solveigs ’thrutopia’-vision er de meget langt fra, hvordan det er her i midt-20’erne med polarisering og sort-hvid tænkning om de gode og de onde. Hun ser tilbage på det:
– Vi var blevet afkoblet fra os selv og afkoblet fra vores sanser. Vi var ikke længere forbundet med natur, og vi var heller ikke rigtig forbundet med os selv og hinanden. Og det der online-liv, det gav os nogle … Hvad skal jeg kalde det, nogle forlorne, forkerte forestillinger om, hvordan mennesker er. For når man var på Facebook eller læste kommentarspor på X, blev man mistrøstig og fik bare lyst til at skære sig i armen eller hoppe ned i et sort hul, fordi man tænkte at okay, det er sådan mennesker er. Dét er menneskers natur.
– Men det passer simpelthen ikke! Og det kunne man godt argumentere for allerede dengang. Det var bare svært at se, fordi der var så meget af det, og vi brugte så meget tid der. Men da det gik galt, da vi var i de der kollaps- og undtagelsestilstande i hele verden, så var det jo, at vi så hinanden for dem vi var. Og da viste det sig, at vi mennesker, vi er meget bedre end vores rygte.
Det gode menneske
Hvad gjorde den ydre krise ved os i det indre?
– Jamen, det var da forfærdeligt! Det var jo tæppet, der blev trukket væk under os alle sammen. Men vi klarede det sammen! Og det er det, der er det allermest definerende. Det var, at vi – de fleste af os – stod sammen og klarede det sammen og håndterede det sammen. Og det forstod vores politikere så også på et helt andet sæt på det tidspunkt … At for at kunne stå i det dér, for overhovedet at have en chance for at forudse vores eksistens på jorden, altså som mennesker… Så var vi nødt til fuldstændigt grundlæggende at sadle om. Og der kan komme fine ting ud af svære ting, det vidste jeg som psykolog.
– I 2020 skrev hollænderen Rutger Bregman en bog, der hed “Humankind: A Hopeful History” (på dansk: “Det gode menneske”; red.) og den inspirerede mig meget, fordi han sådan set med henvisning til undersøgelser og alt muligt … Altså, den der idé om, at mennesker lige under overfladen er nogle sadistiske lede væsner, der vil hinanden ondt, den passer ganske enkelt ikke!
– Der var lavet nogle eksperimenter, Stanford Prison Experiment og The Milgram Experiment, hvor man ville se, hvordan almindelige mennesker reagerede, hvis de blev fængselsvogtere eller troede, de skal give andre mennesker stød. Og de fortællinger er blevet reproduceret stort set alle steder, hvor man har haft med mennesker at gøre. At lige om lidt kan du selv blive en led sadist, der vil pine andre og give dem stød. Men da arkiverne så blev åbnet, var der nogle opvakte journalister, der gik tilbage og undersøgte, hvordan det egentlig var foregået, for alt materialet var der. Og det viste sig jo, at det ganske enkelt ikke passede. De mennesker, der var med, var ikke sadister lige under overfladen. De gik utroligt langt for ikke at gøre skade på andre.
Når det handler om liv og død
– Det er ret beset reproduceret i alle mulige andre undersøgelser, og de fortællinger mærker vi i dag. Det er den måde, vi er i verden på. Vi er stadig forskellige, og nogle er højredrejede, og nogle er venstredrejede, og nogle synes, at nogle andre er åndssvage, og at de selv har ret. Men sådan helt grundlæggende, så har vi fået noget ud af at se, at vi kunne stå sammen, da det gjaldt. At man kunne godt regne med andre og hurra for det! Der var utrolig meget godt at hente. Meget mere end vi havde troet.
– Altså, når vi bliver kastet ind i det der meget eksistentielle modus, hvor det handler om liv og død, så er der nogle trakasserier og ligegyldigheder, som vi parkerer, og det kan være rigtig fint. Vi kommer også i kontakt med, hvad det er der er vigtigt her i livet. Altså, skal vi bruge tid på et eller andet ligegyldigt bla bla? Eller skal vi være taknemmelige og sørge for at få det bedste ud af det sammen, mens vi er her? Det var det, der var.
– Det er det, der hedder posttraumatisk vækst, og det synes jeg også, jeg på alle mulige måder ser udspillet og udlevet her i 2048. At på den anden side af noget, som er meget traumatisk, der kan man, hvis man står sammen og arbejder sammen om det, og arbejder sig igennem det … Der er ikke nogen smutveje eller genveje. Det er benhårdt arbejde. Psykologisk arbejde. Der har også været rigtig meget praktisk arbejde, men det har vi gjort sammen. Og det har betydet den der vækst, hvor man faktisk får en anden resiliens med sig. Resiliens er jo ikke noget, man fødes med eller ej. Det er noget, der kommer, hvis man knokler sig gennem kriser og forholder sig til dem.
I 2048 passer de på Jorden, ikke som noget de bør, men fordi de slet ikke kan forestille sig det anderledes.
Det er sådan vi rigtig er
– Næstekærligheden rækker ligesom til alle arter, der bebor Jorden. Og det betyder, at vi på en helt anden selvfølgelig måde drager omsorg for alle de arter, der er her. Det gør den helt store forskel i den måde, vi er til stede på. Fordi, når vi så på en eller anden måde trækker i retning af at blive for grådige eller overskride de planetære grænser, for det gør vi også … Så er der noget i os, som siger, at nu er vi på afveje. Og vi hjælper hinanden til at komme tilbage til den rette vej, som ikke er på bekostning af nogen andre. Altså det der omsorgsprincip, hvor vi virkelig indefra mærker og forstår, at det her, det er også os. Det her, det er jeg knyttet til, forbundet med. Det betyder lige så meget for mig som min søster eller min kæreste. Det har simpelthen gjort den store forskel!
Nu hvor jeg har oplevet din vision, tror jeg, at jeg vil tage to ting med mig. Det ene er det dejlige billede med børnene. Det andet er dét om, at når vi har brug for det, så hjælper vi hinanden. Én eller anden tro, håb … Mange mennesker har det svært med dét ord, håb, men … Vi ka’ det. Vi ka’ det dér!!
– Tænk på, hvordan det var under Covid! Jeg kan huske, folk sagde til hinanden ”gud, hvor er det fantastisk, at folk er så venlige og søde, og de synger for hinanden, og de hjælper hinanden.” Og jeg var bare sådan, at ”ja, for det er sådan vi er. Det er sådan vi rigtig er! Det dér på Facebook, det er ikke rigtigt!”
Det er måske den erfaring, du kan give til os i dag, at vi ikke behøver være så bange og nervøse for, hvad der kan ske?
– Nej, for ligesom vi har evnen til at ødelægge hinanden, har vi også evnen til at helbrede hinanden og reparere sammen. Og det gælder også Planeten. Den har vi også evnen til at reparere sammen.
Solveig Roepstorff er klima-psykolog og forfatter til blandt andet "Klimapsykologi. Hvordan vi holder klimakrisen ud i strakt arm og den forbundethed, der venter, når vi begynder at handle". Hun er aktivt medlem af Climate Psychology Alliance. Derudover er hun naturelsker, Vild have-mentor og biodiversitetsaktivist og én af de spændende stemmer i Klimatalks, som kommer ud til højskoler, kirker og måske dit bibliotek.
