AF LONE BELLING, MOR OG MORMOR, FORFATTER OG FOREDRAGSHOLDER, LIV OG LEDERSKAB
“Den 7. juli 1959 legede en dreng på 17 maaneder, søn af en husmand, paa plænen i husets have. Moderen saa drengen stikke en finger i jorden i græsplænen og derefter i munden. Et øjeblik efter faldt han livløs sammen, og han var død, da lægen kom 15 minutter senere. Den 4. juli var en roemark bag haven sprøjtet med Bladan”.
Ordene kan læses i det danske forord til Rachel Carsons skelsættende bog ”Det tavse forår” fra 1963. Da jeg læste den, slog det mig, at det kunne have været mig. Jeg var halvandet år den sommer og besøgte ofte mine bedsteforældres på deres husmandssted, hvor farmors have lå lige ud til naboens mark. Og i Danmark anbefalede man brug af bladan (parathion) helt frem til 1984, selv om man kendte til sprøjtegiftens bivirkninger.
En kæmpe regning videre til fremtiden
At vælge at godkende og bruge sprøjtegifte kan siges at være en kalkuleret risikoafvejning mellem kortsigtede fordele (ingen skadedyr i roemarken) og utilsigtede bivirkninger (ødelæggelse af biologisk ligevægt – og død). Problemet er, at det er nutidsmennesker, der kalkulerer på vegne af fremtidens generationer, og her synes vores behov så meget mere nærværende og legitime, selv om det er vores egne børn og børnebørn, der skal leve i den fremtid.
Sprøjtemidler er stadig et problem, hvad de mange rester i vores drikkevandsboringer vidner om. Men dertil er kommet ikke mindst udslip af CO2 og andre drivhusgasser som metan og lattergas som en ny og omfattende forurening, der har skabt den eskalerende klimakrise. Lige nu er vi i færd med at sende en kæmpe regning videre til fremtiden, fordi der ikke er tilstrækkeligt med vilje og lederskab til at iværksætte de nødvendige handlinger.
Midlertidige jobtab i vores danske fødevaresektor vejer tungere end de langt større grønne jobmuligheder i fremtiden. Og ingen skal komme at tage flæskestegen fra danskerne eller retten til at flere motorveje og flyrejser. At grøn er det nye sort, er endnu ikke trængt ind hos vores nuværende regering.
Frans Timmermans tør sige det
Til gengæld spores der et vist mod i EU til at forsøge at tale til landenes ældre generationer. De, der i høj grad har nydt godt af velfærdsudviklingen i slutningen af det 20. århundrede og samtidig har bidraget til det hastigt stigende CO2-udslip. I et interview til avisen The Guardian siger næstformand i EU-kommissionen Frans Timmermans: ”Ældre mennesker er nødt til at skære fra i kampen mod klimaforandringer, ellers vil børn i fremtiden komme til at kæmpe i krige for at få vand og mad”.
Timmermans tør sige det, som ingen dansk politiker kan få sig selv til at udtale: At vi skal ofre noget af vores nutidige behovstilfredsstillelse for vores børns skyld. Ikke kun nattesøvn, men også materielt forbrug. Ellers kan vore børn og børnebørn påregne regulære krige om helt basale ting som vand og mad. Det handler om deres overlevelse over for vores nutidige behov. Det handler om at gøre det, som vi på tværs af kulturer har gjort igen og igen: Vi har arbejdet hårdt og ofret noget, så næste generation ville få det bedre. Men det er, som om filmen er knækket for den rigeste generation nogensinde.
Vejen til det gode liv kalder måske bare på, at de ældre generationer træder et par skridt tilbage og giver midlertidigt afkald på flygtige behageligheder.
At genvinde følelsen af mening
Derfor er der med Timmermans’ ord brug for at træde til side og lytte til, hvad andre har brug for: ”Vi er nødt genskabe følelsen af et formål: At gøre noget for andre og ikke en selv. Det mener jeg altid har ført samfundet fremad mod det bedste.”
Hvis vi vælger denne dybere meningsfuldhed, vil vi ikke bare opleve glæden ved at bidrage til fællesskabet på tværs af generationer, men også i et lavemissions-samfund ifølge Timmermans få renere luft og vand, mere levedygtige byer samt højere niveau af sundhed og trivsel, samtidig med at vi bekæmper klimakrisen.
Så vejen til det gode liv kalder måske bare på, at de ældre generationer træder et par skridt tilbage og giver midlertidigt afkald på flygtige behageligheder, lærer at spise mere plantebaseret, bruger opsparingen på energirenovering og skifter til eltransport. Og dermed skaber afsæt for, at vi sammen kan springe ind i en bedre fremtid. Er det et offer? Eller skulle vi snarere kalde det en investering i den fremtid, vi bærer i vores nutidige hænder?
Vi kunne også bare droppe alle de økonomiske begreber og sige, at det handler om etik og kærlighed til egne og andres børn. Og er tanken om, at de kommer i krig om mad og vand, ikke lige så hjerteskærende som den døde dreng bag roemarken?
Kilder: Aarhus Universitet og The Guardian.
(Tidligere udgivet i Avisen Danmark den 27.5. 2021. Indlægget bringes her med tilladelse fra debatredaktionen.)
3 kommentarer til “Vi skal ofre noget af vores behov for tilfredsstillelse”
Jeg forstår ikke hvordan man kan tro at man kan redde fremtiden..
Vi er ikke i nærheden af at mærke de konsekvenser de sidste 50 år ender ud i.. de ting vi slås med nu, er jo kun forordet
Jeg forstår dig og det, som jeg tolker som pessimisme på fremtidens vegne. For det ser sort ud, og jeg mærker selv sorgen, vreden og afmagten. Faktisk er kronikken skrevet ud af identifikation med Cassandra fra Troja, der så fremtiden, men ikke blev lyttet til. Vreden over den villede blindhed. For mig er der ingen vej uden om at se realiteterne i øjnene, men så bruge det som afsæt for handling. For det er i handlingen, i bevægelsen i det enkelte menneske, men først og fremmest i fællesskab at vi kan hindre de værste konsekvenser. Og det er i det menneskelige møde når vi mærker at andre deler vores følelser, men også er villige til at bidrage at håbet opstår. Et håb på trods af skræmmende fakta, et håb om at historiens hjul begynder at dreje i den rigtige retning, et håb om at menneskeheden begynder at vågne op. For mig er der ikke noget alternativ til at nære dette irrationelle, men også livskraftige lysegrønne håb og mærke glæden den fælles bevægelse. Ikke som et naivt ikke-handlende håb, men som en forpligtethed på vores forbundenhed med både mennesker og biosfæren
Det er rigtigt nok at håb osv altid er godt, men denne her gang har vi skubbet til nogle kræfter, som vi slet ikke forstår omfanget af