Lone Belling
Vi er samlet for både at holde et sprudlende forårsmarked og kirkernes sommerfest. Sådan som mennesker i århundreder har mødtes for at udveksle nyheder og varer, synge, danse og nu også hoppe i hoppeborg. Spise godt – og få nogle ord med på vejen til eftertanke, oplivning og oplysning.
Fester og ritualer er ofte lagt ind i årets gang efter den cyklus, som var og er sat af naturens orden. Dette store rum og livgivende fundament, som er forudsætningen for at vi mennesker overhovedet kan leve og udfolde os.
Så med vores menneskelige aktiviteter fejrer vi foråret, sommeren og dermed også livet og naturen, men måske uden at tænke så meget over vores forhold til og samspil med naturen. Den er der jo bare! Noget vi tager for givet, noget vi kan dyrke, bruge, nyde eller udnytte sådan som generationer har gjort før os. For naturen er der nok af, og den skal nok klare sig – og hvis ikke, så er det måske heller ikke så vigtigt. Så lang tid vi får vores behov som mennesker dækket
Og det er vel i overensstemmelse med den gamle oversættelse af Guds bud til Adam og Eva om at herske over alle dyr og planter. Ganske vist er ordet ’herske’ i nyere oversættelser ændret til at ’forvalte’, hvilket kunne kalde på større hensyn til naturen og andre væsner på kloden. Men der står ikke noget om ud fra hvilke værdier, etik og natursyn, vi skal forvalte denne smukke og enestående planet.
Den samtale kunne der være brug for.
Vi haster afsted i vores liv
I hvert fald er der mindre og mindre af den natur, som ikke på forskellig vis tjener vores formål og behov. Faktisk har vi kun overladt et par procent af landet til vild og urørt natur, resten er opdyrket land, skovbrug, byer, bygninger og veje. Samtidig lever vi danskere som om vi havde rådighed over mere end 4 planeters frugtbare jord, vand, mineraler osv., som mange af os omsætter til rigeligt med mad, forbrugsgoder, rejser, biler og store huse.
Vi haster afsted i vores liv som en handelsrejsende, der skal nå gøre en god handel! Vi taler om at gøre noget andet, men fortsætter i de gamle spor. Så travlt har vi, at vi ikke har tid til at kigge til siden. Tid til at lytte til naturen. Tid til at hjælpe.
Imens har både klima- og biodiversitetskrisen og faldende mental sundhed – ikke mindst hos børn og unge – langsomt listet sig ind på vores samfund.
Det minder mig om en af de mest kendte lignelser fra Det Nye Testamente – den om den barmhjertige samaritaner. Ham, vi alle helst vil identificere os med. Men måske ligner vi mere præsten eller tempeltjeneren, når vi enten ikke mener at det er vores ansvar, ikke lige har tid, ikke ved, hvad vi skal gøre eller måske frygter at miste noget?
Så vi går forbi og tænker at andre må klare krisen. At det er de andre, der skal ændre livsstil. De andre, som må lide afsavn og tage ansvar. Vi har så meget vi lige skal nå. For det er jo svært både at ændre vaner, men ikke mindst virkelig at forstå, hvad der er på færde, og hvordan vi kan gøre noget.
Jeg er jo bare mig – og nej, ingen kan afhjælpe alle problemer, men alle kan gøre noget.
Stop op
Og vi kunne jo begynde med at lade os inspirere af den barmhjertige samaritaner, som stopper op da han hører klageråb og lidelse. At åbne vores sanser, lytte og se og forstå med både hoved og hjerte, at vi faktisk kan gøre noget. At vi kan række ud og mærke ikke bare smerten, men også samhørigheden.
Og her kommer den store udfordring for det moderne menneske. Ikke kun at række ud efter dem og dét, der ligner os, men til alt levende. At mærke livet i både det andet menneske, i andre væsner og i selve naturen. At række over den kløft, vi har skabt mellem os og naturen, og som har gjort os blinde for, hvor forbundne og afhængige vi faktisk er af selve naturgrundlaget.
Men også hvor meget glæde og skønhed naturen giver os, ligesom det er velundersøgt at kontakt med og ophold i naturen både er godt for vores mentale og fysiske sundhed. Noget kan måles, men meget er uden for økonomisk beregning. For hvad er værdien af svalernes akrobatflyvning, lærkesang, duften af efterår og skovenes åndedræt?
Jeg tror den slags måske besværlige og ligefrem uvelkomne og forstyrrende tanker kan være nødvendige, hvis vi sammen skal overvinde de stadig mere påtrængende kriser.
(Du har netop læst første del af en tale, der blev holdt som velkomsttale til Sommerfest i Præstegårdshaven og bringes her efter aftale med Lone Belling. Læs anden og sidste del her.)
