Af Rune Kier Nielsen
Mit navn er Rune og jeg arbejder til daglig i for FNs miljøagentur UNEP. Mine kolleger sidder lige nu og forhandler med verdens ledere om hvordan i alverden vi skal gøre noget, gøre nok og gøre det i tide, lige nu.
Vi KAN løse globale kriser – sammen
Men sådan har det ikke altid været. Jeg var også engang en lille dreng. Og når det kommer til at store abstrakte globale problemstillinger, så er der én ting som jeg husker tydeligt. Det var hullet i ozonlaget. Jeg var ikke ret gammel da mine forældre pludselig talte om et hul i ozonlaget. Det var skræmmende. Der var et hul i et lag, som der ikke skulle være hul i. Måske skulle jeg smøres ind i tyk ulækker solcreme over hele kroppen. Hvis altså ikke vi skiftede vores spray deodoranter ud med roll-on.
Men faktum er at det gjorde vi. Der blev udviklet ny teknologi. Politikerne handlede. Traktater blev underskrevet. Og hullet er på vej til at forsvinde. Men jeg husker tydeligt frygten, der klistrede til mig som et tykt lag blå solcreme. Og jeg væmmes hver gang jeg ser en sprayflaske. Frygten sidder i en. Alligevel lærte jeg, at vi KAN løse store, abstrakte og globale kriser – sammen. Vi har gjort det før. Det var dét budskab verden viste mig med sit eksempel. Demokratiet virkede – og så kunne jeg trygt beskæftige mig med andre ting. Lege i skoven og lære, være barn og være ung og tænke på alt muligt andet.
For vi kan jo ikke alle sammen være klimaaktivister hele tiden. Vi er jo meget andet også. Også mig – jeg elsker lammekød. Det er ret problematisk for tiden. Jeg kan godt lide at se andre lande og kulturer, og jeg har ikke lyst til at cykle dertil. Jeg nyder at lære om vores historie – jeg nyder at lave alle mulige andre ting end at beskæftige mig med klima. Jeg ville faktisk helst lade vær. Men så skete der noget. Og så blev jeg det.
Brudte løfter
I foråret 2009 blev jeg far for første gang. Vi boede på det tidspunkt på Amager i en lille lejlighed. Og jeg husker hvordan jeg stod med min lille pige på armen – hun var ikke fyldt et år endnu – da COP15 i starter Bellacenteret og de første klimamarcher vandrer ned igennem Amager med slagord og musik. Og jeg tænkte, at nu sker der noget. Nu gør vi det. Nu klarer vi den der krise. Men det gjorde vi ikke. Det blev en enorm skuffelse. Vi kunne ikke løse store, abstrakte og globale kriser. Det var budskabet. Demokratiet virkede ikke. Det var dét verden lærte mig og min lille pige den dag.
Jeg blev far igen 5 år efter. Og jeg var på fædrebarsel med min lille dreng da FNs verdensmål blev vedtaget i september 2015. Nu tænkte: NU sker der noget. Yes – alle verdens ledere har skrevet under på det her. Det er fedt, det er godt, nu går det i den rigtige retning. Og der skete ikke så meget mere… Så blev det december samme år – og Paris Aftalen blev vedtaget. Jeg jublede og hoppede, jeg dansede og råbte. Det var stort – nu skulle der ske noget. Og det gjorde der ikke. Det rykkede ikke. Løfterne blev ikke holdt, der skete reelt set ikke noget. Vi kunne ikke løse store, abstrakte og globale kriser – sammen. Demokratiet virkede ikke. Det var dét budskab verden viste mig og min lille dreng den dag.
Det var jeg og mine børn. Men sagen er jo også at vi står sammen her i dag. Jeg og mine børn er ikke alene – vi er alle sammen bange for hvad der sker, hvis der ikke sker nok. Og lige nu er vi én demonstration, men vi demonstrerer over hele Danmark i dag. På Rådhuspladsen, Islandsbrygge og i alle større byer står folk lige nu fordi de er bange, de er bekymrede og de vil have handling lige nu. Og også ude i verden. Mine kolleger fortæller om kæmpe demonstrationer der fylder hele byen i Glasgow. Unge der her taget til Glasgow og vandre rundt med slagord og bannere for nu må det simpelthen være nok. Det er folk der ikke har oplevet hullet i ozonlaget blev lukket. Det er folk, der aldrig har oplevet at vi har kunnet løse den her type kriser.
Klimaangst og handling
Hvis vi nu forestiller os 20 elever i en skoleklasse.
- Så ved vi nu at 17 mener, at vi står i en klimanødssituation.
- 15 frygter for deres fremtid pga. klimaet
- 13 mener at politikerne fundamentalt har svigtet deres generation
- 11 har mistet troen på at vi kan løse det her
- Og 8 er i tvivl om, om det er en god ide at få børn i sådan en verden
Og det er jo klart. Vi har konstant vist unge mennesker at det kan vi ikke. Vi kan ikke løse den slags kriser! Det har vi vist den igen og igen og igen. Vi har vist dem, at vi IKKE kan løse store, abstrakte og globale kriser – sammen. Vi har vist dem, at demokratiet virker ikke.
Og alligevel presser de på for handling. Alligevel møder de op til event efter event, til demonstration efter demonstration, march efter march. Fordi de nægter at give op. Og det bliver vi også nødt til. Os der måske er lidt ældre. Vi bliver nødt til at skifte budskab! Vi kan ikke blive ved med at vise dem, at vi ikke kan – vi bliver nødt til at vise dem at vi KAN løse klimakrisen. Punktum. For det kan vi. Teknologien er der. Mulighederne er der – og de er ovenikøbet billigere. Vindmøller og sol er billigere i dag end olie og gas. Det er ikke så svært – det behøver ikke engang at være dyrt. Men vi skal vise det med vores eksempel. Vi skal vise dem, at der er et system, der kan tage sig af den her slags problemer – og at det virker. Også selvom det er svært – selvom det er nemmere at gøre ingenting.
Demokratisk opråb
Og så kommer vi til hver enkelt af os. For en ting er COP forhandlingerne og verdensledere – det er godt nok svært at presse på Bolsonaro. Det er svært at presse Joe Biden til mere end hvad han kan med sin Kongres. Det er svært at presse Xi i Kina.
Men vi står her sammen. Tag lige og kig jer lidt omkring. Og se på hvem der er I står her sammen med. For vi står her sammen og vi har også en rolle i det her. Vi må love hinanden at den 16. november, så stemmer vi med børnene i baghovedet. Der stemmer vi på politikere der vil det her.
- Men kære politikere: Med vores stemme følger også en tillid og vi har snart ikke mere tillid tilbage. Der bliver nødt til at ske noget.
- Så kære kommunalpolitikere: Lad os nu få den skyggepris på CO2. Få den indført nu! Og lad os få de vindmøller, så vi kan få noget mere vedvarende energi. Vi har pengene og vi har mulighederne.
Der er også en anden ting vi bliver nødt til at love hinanden. For der kommer også en dag der hedder den 17. november. Og mange af os er meget dygtige til at brokke os over politikerne og deres løfter, som de ikke holder. Men hvis vi stemmer den 16. og glemmer den 17., så er det os, der bryder vores løfter.
Vi bliver nødt til at følge op. Vi bliver nødt til at holde fast. Minde politikerne om hvad de har lovet, om hvad vi har lovet vores børn, og hjælpe dem – for det er ikke altid nemt at finde de løsninger, der skal til. Men pres på – demokratiet foregår også mellem valgene.
Så meld jer ind i et eller andet parti. Deltag i et klimaborgerting. Mød op til byrådsmøderne og vis at det her, det er vigtigt! Også efter den 17. november.
Og så må vi love hinanden at klimaløftet ikke bliver ligesom alle de andre løfter, at det faktisk bliver til noget. Vi må vise vores børn at løfter skal holdes og kriser skal løses, at demokratiet virker. Og at vi har en verden, der er værd at leve i, værd at få børn i, værd at stifte familie i.
Det er det budskab vi skal vise, og vi skal vise det med vores eksempel – både politikere og os her i dag. Vi skal vise dem at demokratiet virker så frygten ikke klistrer til dem som ulækker solcreme, så de trygt kan beskæftige sig med alt muligt andet som man skal når man er barn og når man er ung. Så lad de voksne her bevise, at de ER de voksne, så børnene kan få lov til at være børn i en ordentlig verden.
(Talen blev holdt til Klimamarch i Skanderborg 6.11. 2021.)
Rune Kier Nielsen har skrevet bogen "Klimataler - aktivistens guide til taleskrivning for en bedre fremtid"
