Fælledens tragedie – og senere

Kommer vi nogensinde til at samarbejde om at passe på alt det, der var så rigeligt af på Kloden fra starten af? Ren luft, rent vand og frugtbar jord, alt dét, der giver os livet.

Økonomen bag fortællingen om ”Fælledens tragedie” mente nej. Vi vil altid tænke mere på egen vinding end på fællesskabets interesser, akkurat ligesom bønderne, der kunne sætte deres dyr ud på fælles græsningsarealer i gamle dage. Ergo må vi have privat ejendomsret for at afværge ”trage­dien”. At ressourcen ødelægges, fordi nogle bruger den for meget.

Henrik Majlund Toft siger ja til at vi kan samarbejde og undgå, at det går så galt. Men han er nødt til at rejse meget langt ud i fremtiden for at se, hvordan det kan gå til. Helt ud på den anden side af den meget store fælleds tragedie. Den­gang nogle – dem, der ejede mest – havde o­ver­udbyttet ressourcerne så groft, at Kloden var ved at bryde sammen.

Han lander i år 2418 i en enklave på Djursland. Til den tid er den sydlige halvkugle stort set ubebo­e­lig og så udnyttet, at råstoffer og mineraler nu kun findes på den nordlige halvkugle i dybe huller. Solens stråling er så kraftig, at man enten må være indendørs eller trække i en dragt, som også be­skytter mod den forurening, der ellers er. Jeg spørger

Hvad er det, der gør det til en god verden, trods de ting?

– Det er, at med den viden, man har om, hvordan verden har set ud, og hvor frygtelig verden kan væ­re uden for de her fællesskaber, så værdsætter man nogle helt elementære menneskelige rela­tion­er. Man værdsætter at leve tæt og nært. Og man værdsætter at leve i fred og ro som en meget, meget stor værdi. Måske den største. Og indbygget i den værdi ligger der jo, at man faktisk har de ressourcer, man har brug for.

Ulighedshistorien

Og dét er ikke nogen selvfølge. Det er et meget farligt og udsat arbejde at hente råstoffer og mine­raler op fra de dybe huller, men det er ikke dét, Henrik selv laver i enklaven. Han er med ude i en­klavens hav­er og mar­k­er eller sidder inde og arbejder som ”videns-arkæolog” for at finde viden fra fortid­en, som kan bruges ind i fremtiden. Historien om Solon for eksempel. Han levede i det gamle Græ­ken­land og opdagede, at den måde, de ejede og stiftede gæld på dengang, låste al udvikling i sam­fund­et. Så strøg han lige al gæld, og dét blev starten på Athens guldalder.

Når det er relevant med den slags viden om 400 år, må det være fordi samfundet stadig kæmp­er med menneskets tilbøjelighed til at handle egoistisk og på tværs af fællesskabets interesser. Hvad er det, der har gjort, at I har en forståelse af, at I er nødt til at modarbejde egoismen? Hvis du kig­ger 400 år tilbage, var det én procent, der udledte lige så meget CO2 som de fattigste 5 milliard­er på Jorden, så det var en anden historie, ikke?

– Helt sikkert! Men det er jo netop en historisk viden om at egoisme, oversat til udbytning eller ulige fordeling af goder, altid … Verdenshistorien er jo også ulighedshistorien langt hen ad vejen, og det es­ka­lerede i det 20. og det 21. århundrede, hvor man havde nogle økonomiske strukturer, der i sin rene form inspi­re­rede, eller animerede, folk til den her udbytning. Og man havde en poli­tisk forstå­else af, at det, at man koncentrerede verdens ressourcer på nogle få hænder, havde en positiv eff­ekt.

Corona x 12

Hvad skete der, som fik brudt med det?

– Der skete det, at man forstod behovet for, at alle bidrog til at modvirke konsekvenserne af klimakrisen. Man var afhængig af tredjeverdenslande og de lande, som var blevet udbyttet tid­ligere, og man kunne ikke få dem med, fordi de ikke ville acceptere de aftaler, man tilbød dem. De var ble­vet udbyttet i forvejen, og de fik ikke no­gen del i de goder, som var i de lande, der har ud­byt­tet dem, og som så ud til at blive videreført. De kræ­vede deres ret. Og man var afhængig af, at de var med i arbejdet med at begrænse kli­maet.

Det må være cirka på det tidspunkt, hvor det gik op for verdens befolkning, at det faktisk er den samme luft, vi indånder, det samme vand, vi bader i og henter vores fisk fra …

– Og vi var lige sårbare! Altså, Corona’en viste os, at vi var i et fællesskab. Rige og fattige …

Var corona’en så afgørende en begivenhed, at du kan sidde dér 400 år efter og sta­digvæk pege på den?

– Folk glemmer enormt hurtigt, og erkendelsen kom først mange år senere, hvor det samme er ble­vet gentaget 12 gange.

Efter corona’en?

– Ja

Åh nej, shit!

– Det var først der, det virkelig gik op for folk, at der var et behov for at ændre. At vi er nødt til at ha­ve en helt anden omgang med verdens ressourcer.

Man kunne måske snakke om corona-hændelser? Dem har I haft nogle stykker af, kan jeg høre.

– Ja, og man taler også om corona-erkendelsen, og dét, der forstærkede den, var et sammenbrud i det politiske system i forhold til demokratiet.

Flygtningene fandt sammen

Noget frygteligt kan føre til noget godt, og i Henriks fremtidsvision lærte de altså lektien på den hår­de må­de. At vi er et stort fællesskab og må passe meget bedre på de ressourcer, vi har tilbage. Men dét gen­nem­brud skete ikke bare ”af sig selv”, fordi der blev trangere plads på kloden, så dyr og menne­sker smittede hinanden med sygdomme, ingen før havde set. Verden over var der nogle, som alle­rede var godt i gang med at bygge værdidrevne fællesskaber som dét, Henrik bor i. Flygt­ningene.

– Der var en masse flygtninge, også på den nordlige halvkugle. Og de flygtninge, de fandt sammen med folk, de kunne snakke og arbejde med og være sammen med. Som de ikke føl­te sig truet af. Og det var på den måde, værdifællesskaberne tog fart og voksede. De udviklede sig organisk og blev på et tidspunkt etableret som samfund, og så kom der nogle samfundsstrukturer ovenpå. Alt­så, hvor man sagde, hvad har vi behov for? Hvordan skal vi kunne være sammen? Hvad har vi af øn­sker? Hvad har vi at drømme og håb om, hvordan vores liv nu skal se ud?

– Da krigen havde lagt sig, og uroen var blevet dæmpet – da man havde fået etableret sig. Så begynd­te vi at kigge på, hvordan vi kunne arbejde med de her ting. Og nogle enklaver havde adgang til noget, og nogle havde noget andet. Men så ligger der et netværk ovenover, hvor man kan ud­veksle ting­ene. Og man udveksler generelt set med alle, fordi man har forstået, at vi er forbundet, trods u­e­nig­­hed­erne.

– Men der er nogle enklaver, som ikke vil folk det godt. Så man har bygget fæl­les­skaberne som store borge. Der er et indenfor, og der er et udenfor, og når man er indenfor, så kan man være ri­melig tryg. Der er stadigvæk angreb. Man har stadig teknologi, som både kan bru­ges forsvars­mæs­sigt, men selvfølgelig også angrebsmæssigt.

Slog rod på Djursland

Der er altså stadig konflikter, men demokratiet er tilbage, nu i en form, som først og fremmest er forbundet til fordelingen af næringsmidler og råstoffer. Og flygtningene – og dem, der tog imod dem – fandt frem til en løsning på den helt store og ødelæggende uretfærdighed. At de fælles res­sourcer var så ulige fordelt mellem verdens rige og fattige lande. Jeg spørger lidt mere ind til histo­ri­en om, hvordan det gik til.

Hvad er det så for et fællesskab, du er fundet ind i? Hvad er det bærende dér, det, som du er en del af? Jeg tror nemlig, at du stadigvæk er en aktiv del af at kæmpe for noget og måske mod noget an­det …

– Helt sikkert! Men den enklave eller det fællesskab, jeg er en del af, har en historie, fordi det blander sig fra Nordafrika, og det blander sig fra Lilleasien. Der kan man se nogle tråde. Det er nogle folk, der er rejst nordpå for at komme til et sted, hvor de kan opretholde livet. Under­vejs mødte de forskellige andre folk, og nogle tilsluttede sig, nogle bekrigede dem. Det er flere hund­red år siden, og den her gruppe befinder sig nu på Djursland. På Djursland opdagede de et sted, hvor de slog rod. De så nogle muligheder for at bygge noget op, som kan give dem et sted at være. Som betyder, at de ikke længere er på flugt. Det startede med 20 mennesker. En lille gruppe, som voksede.

Det kunne godt være den periode, hvor vi i Danmark fandt ud af, at vi manglede arbejdskraft til bå­de det ene og det andet?

– Men det var en anden form for arbejdskraft, man manglede. For det var jo nogle, som faktisk … Selvfølgelig var der en meget avanceret livsstil med. Man havde et netværk, som man var en del af, og som mindede om internettet. Arbejdskraft handler også meget om, at man bidrager ved at ar­bej­de med de ting, som gør, at man kan overleve.

Alle privilegier blev slettet

– De her 20 menne­sker, de fik børn. Og så voksede enklaven. De kæmpede ret meget. De var nødt til at være op­mærk­som på indavl for eksempel, så de havde også lidt udveksling med de andre landsbyer – i gener, hvordan det så end fungerede. Men som den her enklave voksede, så var mennesker jo for­skel­lige, men de havde samme ud­gangs­punkt og samme historie, som byggede på værdifælles­skab. Det var den, der skabte rammen for det. Der er store forskelle internt, men man havde en fælles fortælling, som så bort fra køn og fra etnicitet og alle de der ting …

Du er stadigvæk hvid dansker, men det lyder som et spændende fællesskab …

– Min farve er ikke længere forbundet med privilegier, for alle privilegier blev slettet i den store uro, som har nulstillet verden. Byer er faldet. Banker er faldet i grus og har fået slettet alle deres data og så videre. Der var en form for år 0 i alt det her, og ud af ruinerne på det opstod den nye verden.

Og dér har de fundet ud af at undgå ”fælledens tragedie”. Kloge af skade, men også fordi de har lært af dem, der dekonstruerede fortællingen om den. Det viste sig nemlig, at der faktisk var fri ad­gang til det fælles græsningsareal, økonomen skrev om, og så kunne det næsten kun gå galt. Og værre end­nu, da vi så fik den private ejendomsret med fri adgang til egoisme og udbytning.

Vi har meget brug for nye fortællinger, og dem er Henrik med til at give os, blandt andet med “Kolindsund – spillet om fremtiden”, hvor problematikken om bæredygtig udnyttelse af fælles goder er overført til Djursland. Tjek her om det stadig fås.

Henrik Majlund Toft er forfatter, kunstkurator og aktivist. Han arbejder med spekulativ videnskab, det vil sige ny naturvidenskab, der perspektiveres med kunstneriske strategier og filosofi. Hans senest afsluttede projekt som aktivist er "Fremtidens fællesskab", der handler om at bruge lokal viden, kompetencer og historie til læring og udvikling af sociale relationer.