Annegrethe Jørgensen
Jeppe Graugaard er rejst næsten 20 år ud i fremtiden og landet i 2040. Efter det store kollaps hvor hele landsbyen stod under vand, og der var nødtilstand verden over.
Dér, som 57-årig, tror han paradoksalt nok mere på, at menneskeheden vil klare sig, end han gjorde, da han var yngre og kæmpede med angst og eksistentielle kriser på grund af klimaforandringerne. Men hvordan er det for unge mennesker at leve i en verden, som er hærget af naturkræfter, der ikke kan kontrolleres?
I 2040 er Jeppes to børn begge involveret i et globalt projekt, som hans fællesskab også bidrager til. Unge mennesker som dem rejser ud i verden for at være med til at genskabe naturområder. Hjemme i fællesskabet tager de imod klimaflygtninge.
Det er godt og givende både for de unge og for dem sydfra men ikke uden dilemmaer og konflikter. For hvad tæller mest? At give naturen plads og tid til at komme sig eller menneskers overlevelse? Jeppe fortæller om sin egen vej frem mod et stå i dén situation.
– Altså, jeg er jo barn af 80’erne og 90’erne, og den verden, som jeg voksede op i, havde et bestemt billede af fremtiden. Og dét der var svært for mig var jo at finde ud af, at den fremtid findes ikke og kommer aldrig til at findes. Det er en form for død. Alting ramler og falder sammen om hovedet på én, fordi man føler, at den verden, man troede man kendte, ikke findes.
Lettere for de unge
– Men, alt andet lige, så er virkeligheden virkelig. Den findes, og den griber én igen bagefter. Og når man ikke er fysisk død, så er den der stadigvæk til at fortælle én om de sammenhænge, der så er virkelige. Og noget af det, jeg oplevede, især i min tid som højskolelærer der i 10’erne og 20’erne, var, at det blev lettere og lettere for unge mennesker. Jeg skulle gennem et nåleøje af nihilisme, hvor alt ligesom ramlede. De unge var vokset op med klimaforandringerne på en anden måde, og de havde en anden forståelse af det. De kunne også sagtens blive apatiske og handlingslammede, men de havde trods alt lidt mere virkelighedsfornemmelse, end jeg havde.
Jeppe blev voksen i en tid, hvor den dominerende fremtidsvision handlede om forbrug og en drøm om, at teknologiske løsninger kunne fixe konsekvenserne. Men samtidig spirede noget andet frem.
– Og det er det, der har kunnet give det hele mening. For når man så står der på tærsklen, hvor fremtiden er aflyst, så kan man falde tilbage på livet. Livet har en kraft … Alting er i forandring, og i dynamisk balance. Dén forståelse er også vokset frem af den her krise og kollapset, fordi vi kan se det er virkeligt. Vi kan se det ske!
– Ved nogle af de store projekter, der blev lavet under det her regenerations-banner, kunne man jo se, at der ikke skulle ret meget til. Selv i ørkenområder skulle man bare lave en lille fordybning i sandet. Så var det dér vandet samlede sig, og når først det gjorde dét, og en fugl eller noget andet havde efterladt et frø, så spirede det frem.
Den Internationale Brigade
Jeppe voksede op i en tid, som var præget af en fortælling om at mennesket er afkoblet fra naturen. Det var dén, som skabte de enorme ødelæggelser, de må leve med i 2040. Hans fællesskab, og det globale fællesskab som det er en del af, er grundlagt på en ny fortælling – som i virkeligheden er meget gammel. Den handler om, hvordan vi hænger sammen. Både med mennesker i andre dele af verden og med det plante- og dyreliv, som omgiver os. Og dét er unge mennesker verden over med til at handle på, når de går med i Den Internationale Brigade og rejser ud for at være med til at genoprette, hvad der blev skadet eller ødelagt. Konceptet bygger på den tidligere værnepligt, og Danmark var med til at starte Brigaden op og få skabt de nødvendige forbindelser ud i verden.
– Der er selvfølgelig stadigvæk en masse internationale organisationer, der skyder en masse ressourcer ind i det. Men det lever kun i kraft af de her unge mennesker, som donerer en del af deres tid – en del af deres liv – til at være med til at genskabe naturområder. Og de har en helt anden forståelse af det, vi arbejder med her. At prøve at se mennesker som en del af naturens kredsløb.
– Der er stadigvæk lang vej igen, og det kan stadigvæk godt føles som nærmest et kapløb med tiden, fordi der også kommer så mange mennesker sydfra. Hvis der skal være plads og mad til os alle sammen, så er der rigtig meget arbejde endnu. Og det her med at afbalancere menneskers behov med naturens ret til at være, er også svært, når vi prøver at…
Konflikterne lever videre
– Vi har de her steder, hvor vi prøver at genoprette fiskebestande, men der er jo også nogle, der rigtig godt kunne tænke sig bare at fiske dem. Fordi de er sultne! Og det kan man jo godt forstå. Så de her konflikter lever ligesom videre, men trods alt føles det på en god dag, som om vi nok skal komme igennem dét også.
På en god dag …
– Ja, der er både gode og dårlige dage. Altså fx det der med fiskebestanden. Når man har arbejdet et år på at prøve at genetablere torsken, og så kommer der nogle i en eller anden båd og fisker dem alle sammen op. Det er jo forfærdeligt på den ene side, men på den anden side er det også …
– nødvendigt, for at de mennesker så kan overleve.
– Jo, der er nogle håndgribelige, virkelige materielle konflikter, men jeg synes jo i høj grad også, at de udspringer af den måde, vi tænker på de mennesker, der kommer. Men vi har heldigvis fundet ud af – og det er jo det, der er så fantastisk ved Den Internationale Brigade – at det hjælper dem at blive indkvarteret hos os i en periode, så de kan vende tilbage for at regenerere deres land. Vi har fundet ud af, at hvis du er vokset op på Sicilien, eller i Pyrenæerne eller hvor det nu er, så hører du til dér. De folk, der har levet der, har jo en enorm kærlighed til det sted og til deres land, som også er en enorm sorg. Og de ønsker kun at komme tilbage og genopbygge og genoprette.
Når lokummet brænder
– Men det har taget lang tid for os at forstå, for det er nemt at tænke, at de bare kommer her og vil have noget af os, når vi ikke har ret meget. Men det er også det, man har set i alle mulige krigssituationer. At vi trods alt er gode til at hjælpe hinanden, når lokummet brænder. Vi har kunnet se ud over vores egen næsetip – altså de fleste af os jo.
Da Jeppe var ung, fik IPCC-rapporterne ham til at tro, at fremtiden var aflyst. Sidenhen fandt han ud af, at forskernes scenarier bare er billeder eller scenarier af fremtiden. Der er så mange ting, som de ikke kan vide og ikke kan se. Så unge mennesker i 2040 behøver ikke få de samme kvaler, som han selv gjorde.
– De kan bare tage fat. Og mange af de strukturer, som var dengang, de er der stadigvæk, men de er mere befordrende for, at unge mennesker kan komme ud i verden og faktisk … Altså når jeg kigger på mine egne børn og deres omgangskreds, så er det jo stadigvæk et eventyr. Eventyret lever, og det findes!
– Jeg backpack’ede i Sydamerika som ung der i nullerne. Backpacking findes ikke mere på den måde. Man skal lige rejse med båd i ret mange uger, før man kommer til Sydamerika. Det er jo den tur over Atlanten, som Greta Thunberg tog engang, som alle skal tage nu. Så er der måske noget med nogle fly og nogle zeppelinere og noget på solceller og alt det der. Men vi har et mere balanceret forhold til teknologien nu. Der er ikke mere sådan en fetish omkring den. Det er ikke dén, der skal redde os. Vi skal faktisk smøge ærmerne op og gøre det selv!
At læne sig ind i livet
– Når jeg tænker tilbage på det med at være aktivist for 20 år siden, så var det noget, hvor alle tog for givet, at ”burn out” bare var en del af arbejdet. Det er noget helt andet i dag, hvor jeg oplever rigtig mange, der har en gnist, der virker, som om den ikke brænder ud. Det giver så meget mening, det her arbejde, og det er det, der skal bære os igennem de her kæmpe … Det er jo stadigvæk forfærdeligt at tænke på Sibirien og permafrosten og alle de her steder. Hvordan det skal gå. Men trods alt, så er der et kæmpe håb – især i kraft af de unge mennesker – for, at vi kan rykke. At vi måske kan reetablere nogle af de balancer, vi har rykket på.
– På en eller anden måde er det der jo bare, og vi har lært fra vores brødre og søstre rundt omkring på planeten, at det var der hele tiden. Der er noget andet, vi kan navigere efter. Vi kan læne os ind i livet på en måde, så det holder os. Der er faktisk en slags sikkerhedsnet, der ikke er det samme som det sociale sikkerhedsnet, som var finansieret over skattebilletten. Der er et livets fællesskab, som holder os på plads.
– Man kan stadigvæk stå i en masse dilemmaer, men trods alt er der nogle retninger på kompasset, som står meget klart frem. Nede på bunden handler det jo om kærligheden og den kraft dét er. At vi fandt ud af, at alt det ydre, vi tilbad som noget guddommeligt eller spirituelt, i virkeligheden er en kraft, som bor i os. I os alle sammen. Og at vi som mennesker har en særlig evne til at opleve og mærke og følge kærligheden på dens vej. Det handler om at fornemme det dér. Følger man nu kompassets retning, og hvornår er det, at man begynder at lade alt muligt andet styre der, hvor man bevæger sig hen.
Jeppe Graugaard er forsker, underviser og foredragsholder. Han underviser på Ry Højskoles horisontlinje, hvor han bl.a. underviser i faget Kloden Kalder, som er et open source fag om global økologi og alternativer til forbrugssamfundet. Du kan finde fagmaterialet og undervisningsvejledninger her. Han er medstifter af foreningen EarthWays, som arbejder med regeneration og naturbaseret dannelse. Hans øvrige skrifter og projekter kan findes på PatternWhichConnects.com.
