Af Hans Erik Avlund Frandsen
Diskussionen om klima handler oftest om hvor langt man skal gå. Hvor store krav kan vi stille til landbruget, forbrugerne, erhvervslivet, os alle sammen? Hvor meget skal der kompenseres, og hvem skal nyde godt af det – for slet ikke at tale om hvem der skal betale.
Den ene fløj går ind for en langsom og forsigtig kurs. Det er hockeystavsfolkene og alle dem, der altid taler for at selvfølgelig skal vi da gøre noget for klimaet, men vi skal jo gøre det ”fornuftigt”.
På den anden fløj har vi de mere krævende klimaaktivister der råber på mere drastiske og hurtigere indgreb. De kritiserer regeringens langsomhed og synes, at man da godt kunne gøre noget mere. Dem hører vi til, men vi vil godt prøve at argumentere fra en anden synsvinkel. Det er for snævert når alting diskuteres ud fra nutidens perspektiv. Altså ud fra den præmis at nok skal der ændres noget, men udgangspunktet er at det samfund vi har, skal bevares i videst muligt omfang, og derfor må man ikke gribe til forholdsregler der truer dette samfund.
Vi vil gerne vende blikket så vi i stedet spørger: hvad er det vi udsætter os selv, vores samfund og ikke mindst de kommende generationer for, hvis vi ikke handler meget hurtigt og er villige til at foretage drastiske ændringer? Hvordan ser vi det liv der vil udspille sig hvis det går som klimaforskerne forudsiger? Ingen kan vide noget med sikkerhed, sådan er det jo med fremtiden, derfor er vi nødt til at operere ud fra et sandsynlighedsscenarie.
Hvad sker der, hvis vi når et “tipping point”?
Skal vi ikke prøve at bruge vores fantasi og forestillingsevne til at overveje hvad man kan stille op, hvis vandstanden faktisk stiger og orkaner og temperaturforandringer vender op og ned på menneskers levevilkår jorden over? Hvis vi når et ’tipping point’ hvor ødelæggelserne går i selvsving og kommer helt ud af kontrol.
Det gælder vores eget land, men det gælder først og fremmest en række fattigere lande. Hvordan vil folk reagere? Hvad sker der, og hvad kan man gøre når millioner af mennesker må bryde op fra deres hjemstavn og begynder en vandring rundt i verden for at finde et sted hvor de kan være? Er vi rustet til det? Tror vi på at vi eller vores børn og børnebørn til den tid vil være i stand til økonomisk, socialt og mentalt at håndtere den slags udfordringer? Er vi ikke nødt til på forhånd at overveje om vi tør løbe den risiko, at desperationen vil føre til ustyrlige samfund hvor usikre, fortvivlede og vrede mennesker vil være en frugtbar grobund for en eskalering af vold og krig?
Med andre ord: Det handler ikke kun om at forsvare det vi har. Det handler om, at vi risikerer at miste meget mere end det vi har, hvis der ikke allerede nu gribes ind med radikale og langsigtede ændringer af den produktion og det forbrug der truer vores fælles fremtid.
(Hans Erik A. Frandsen er med i KlimaCafégruppen i København og indlægget er skrevet 6.4. 2021 til resten af gruppen. Det bringes her efter aftale med forfatteren.)
Se mere om KlimaCaféGruppen her og bliv inspireret til selv at danne en lokal KlimaCaféGruppe, hvor du bor.
