Annegrethe Jørgensen
Hvornår vil du hjælpe os ud af den suppedas, vi er havnet i, Gud?
FN’s generalsekretær håber, at vi vælger fælles handling mod klimakrisen og ikke kollektivt selvmord. Politikerne og verdens mægtigste fortsætter slingrekursen. Den ene dag et skridt frem, den næste to tilbage, for ellers kunne de gule veste komme og tage dem. Men tiden går, vi rammer 1½ grad lige om lidt og det ekstreme vejr slår ned snart her, snart der på kloden. I maj havde de helvede på jord i Indien med næsten 50°s varme, i juni fik de over 43° i Spanien, i juli har vi så hedebølge i Danmark – og det er der mange, der er rigtig glade for!
Det slider at vide, hvor galt det står til. Hjælp mig, Gud. Hjælp os!
Gletsjerne smelter, og havene stiger. De rige køber sig tilflugtssteder i New Zealands bjerge, mens de fattige drukner i Middelhavet. Vi er ikke på vej mod en ny syndflod, som dén Noah stod igennem i arken, for regnbuen står stadig på himlen. Men det er verdens mindste, som må sulte og miste børn og flytte fra hus og hjem, mens vi andre ser den anden vej. Tilgiv os!
Jeg kan ikke tilgive dem, der kører i kæmpestore biler for at overgå naboen. Jeg kan ikke tilgive dem, der bygger større, end selv konen i muddergrøften turde drømme om. Og der er mange som dem. Mennesker, der godt ved, hvad de har i gang i, og de konsekvenser det har. De har for længst kvittet sig med den dårlige samvittighed og skærmet sig fra andre end dem, der gør ligeså.
Det onde kan man næsten glemme, for det er så sjældent at folk er trælse med vilje. Men det findes! Det findes i bankernes og olieselskabernes direktionslokaler, når de planlægger næste træk for at holde verden i afhængighed af olie, kul og gas. Det findes hos feje politikere, der lukker ørerne for forskerne og åbner døren på vid gab for lobbyister.
Jeg er vred, jeg er rasende over det, for herlige steder på Jorden er ved at blive ødelagt, og jeg kan ikke tilgive dem, der er skyld i det. Gør du det, Gud! Jeg lægger det i dine hænder og lader dommen være din – også over mig, som kører på første klasse i verden, om jeg vil være ved det eller ej. Fri mig og os for medskyld, når vi handler i selviskhed uden at tænke på dem, det går ud over. I fremtiden, ja, men også i dag. Også i dag.
Du spreder lys i mit mørke, Gud. Du lader mig mærke at jeg ikke er alene med angsten og fortvivlelsen. De fleste er bekymrede, og mange vil gerne gøre meget mere, end de gør nu. Når vi er ved at fortvivle, giv os da sandheds og visdoms ånd, så vi ser og forstår de vældige kræfter, som arbejder for det rette og det gode. Uophørligt, hver for sig og sammen til en kraft, der ikke kan modstås.
Den nye jord og den nye himmel er her allerede som kim. Lad os være med til at få dem til at vokse! Lad os ane den nye virkelighed allerede i dag, selvom flammerne og oversvømmelserne kommer nærmere og nærmere. Giv os nåde til at se op fra telefonerne og se hinanden og de fremstrakte hænder. Lad os møde fremtiden som et løfte om mere sammenhold og mere hjælpsomhed. At vi står sammen og klarer det. At vi undgår det værste og bevarer håbet om det bedste. At leve i kærlighed til hinanden og til Jorden.
Amen.
(Den første klimabøn – som blev skrevet i 2021 før COP26 i Glasgow – finder du her.)
